Hej Mindhelper

Jeg er en dreng der går i syvende klasse. Jeg har det svært med at snakke med nye folk og især piger. Jeg kommer nogen gange til at svede og jeg kan mærke at mit hjerte begynder at banke hårdt. Det sker også at jeg løber helt tør for ord og jeg ved ikke hvad jeg skal eller hvad jeg skal snakke om. Jeg har det også svært med at præsentere foran klassen, men det er dog blevet lidt bedre. Jeg tror ikke at jeg har social angst, men at jeg måske bare er meget genert. Jeg ved heller ikke rigtig hvem jeg skal snakke med om det fordi jeg tår ikke rigtig snakke med mine forældre om det fordi de ikke rigtig tager det alvorligt og bare siger noget som det er ingenting. Det gør det lidt svært for mig at gå med det selv når der nogen gang er nogen der spørger mig noget som hvorfor snakker du egentlig ikke med piger. Jeg har dog nogle rigtig gode venner og har altid nogen at være ammen med. Det er bare lidt træls når jeg er den eneste af mine gode venner der ikke snakker med piger. Jeg bliver ikke rigtig drillet med det, men der er dog nogle af mine gode venner der laver sjov med det og jeg tør ikke rigtig sige noget til dem. Jeg håber at i kan hjælpe mig.

(Dreng, 14 år)


Hej Dreng på 14 år

Det er mega svært at snakke med nye mennesker og piger, hvis man er super genert. Og det kan være rigtigt svært at finde ud af, hvad man lige kan gøre ved det. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Først kommer jeg til at tænke på, at du fortjener at klappe dig selv lidt på skulderen. For det er super sejt, at du bliver bedre til at præsentere foran klassen. Det kan nemlig være en mega stor udfordring, men det lyder til, at du er super godt på vej i den rigtige retning.

Du er helt normal

Selvom det måske ikke altid føles sådan, så er det helt normalt at være genert. Og så kan man godt komme til at svede, får hjertebanken og blive helt mundlam. Det er jeg sikker på, at der er rigtigt mange, som kan nikke genkendende til. Og det kan være rigtigt træls. Nogle mennesker oplever at være ret generte i en periode af deres liv – tit mens de er unge, og så går det i sig selv igen, når de bliver lidt ældre. Det betyder også, at selvom du er genert lige nu, så behøver det ikke blive ved med at være sådan. Tit så er det bedste man kan gøre, at prøve at acceptere at man nogle gange bliver genert og så prøve at udfordre sin generthed lidt, hvis den kommer i vejen for det, som man gerne vil. Du kan eksempelvis prøve at læse vores artikel om generthed. Der står nemlig nogle super gode tips til, hvordan man kan udfordre den lidt.

Hvad kan man sige?

Hvis man er genert, så kan man godt løbe helt tør for ord, hvis man skal snakke med nogen. Så står man måske der og tænker “Hvad søren skal jeg lige sige til hende. Jeg kender hende jo ikke…”. Men så kan det faktisk være en fordel, hvis man forbereder sig lidt på forhånd. Altså planlægger nogle ting, som man kan altid kan snakke om. Et rigtigt godt trick er, at stille åbne spørgsmål. Det vil sige, at man stiller nogle spørgsmål til den person man snakker med, som de ikke kun kan svare ja eller nej til. Det kunne eksempelvis være “Hvad skal du lave i weekenden?”, “Hvilke serier kan du bedst lide at se?” eller “Hvilken musik lytter du til?”. Så behøver man nemlig ikke sige så meget selv, men kan bare lade den anden om at snakke. Så kan man komme med lidt opfølgende spørgsmål “Nå, det lyder ret sjovt, er det med din sammen med familie?”. Og sådan kan man faktisk blive ved med, at få den anden til at snakke om sig selv. Og som bonus så virker man åben og interesseret, når man spørger ind til dem, man snakker med. Du kan også komme med lidt komplimenter, såsom at du godt kan lide deres tøj, hår eller noget helt tredje. Det synes de fleste er rart. Du kan også spørge dem til råds om noget “hvad synes du om den her t-shirt?”.

Det lyder til, at du har nogle rigtigt gode venner, som er lidt mere trygge ved at snakke med piger, end du er. Derfor tænker jeg også, at du kan prøve at holde lidt øje med, hvad de gør, når de snakker med pigerne. Måske er der nogle ting de siger eller snakker om, som du kan kopiere fra dem?

Snak med nogen om det

Det kan virke til at være et super uhjælpsomt råd at få af vide, at man skal snakke med nogen om genertheden, når nu det er det, som er super svært. Men det kan være en rigtigt god idé alligevel, for som du selv så fint skriver, så er det svært at gå med alene. Og så kan det være svært at overskue, hvad man lige kan gøre ved genertheden. Så kan det være super rart at få støtte og hjælp fra andre.

Snak med dine venner

Du kan også prøve at snakke med nogle af dine venner om, hvordan du har det. Det kan godt være lidt svært, men måske kunne det være rart for dig, at de vidste det? Så vil de nemlig kunne støtte dig og hjælpe dig, hvis klappen går ned, når du snakker med piger. Måske er der også nogle af dem, som har prøvet at være super generte og måske har nogle tips til dig. Selvom det måske virker rigtigt svært, så kan det være rigtigt rart at få snakket med nogen om, hvordan man har det. Jeg ved godt, at det ikke er nemt, når man i forvejen er genert. Men måske er der en af dine venner, som du er mere tryg ved at snakke med end andre? Så kan du jo prøve at snakke med ham en dag, hvor i er alene. Du kan også prøve at læse vores artikel om at snakke med sine venner om svære ting, der står en del gode tips til, hvordan man kan tage snakken på en rar måde.

Snak med dine forældre

Du skriver, at du ikke tør snakke med dine forældre, fordi de ikke tager det alvorligt. Men jeg kommer til at tænke på, om det er helt rigtigt? For de fleste forældre vil rigtigt gerne hjælpe deres børn, hvis de forstår, at deres børn har det svært. Hvis du prøver at fortælle den ene af dine forældre, at du har har brug for at snakke om noget, som du synes er rigtigt svært- så kan det være, at de forstår, at det er rigtigt vigtigt for dig og de skal tage dig alvorligt. Vi har også en artikel om at snakke med sine forældre om svære ting, som kan være en god hjælp. Selvom det kan være super svært, at få fortalt sine forældre om de ting, som man går og tumler med, så kan det være rigtigt rart, når man først har fået det gjort. Så de kan hjælpe, støtte og snakke med en. Men det kan også være en anden voksen, hvis det ikke skal være dine forældre. Måske har du en moster, storebror, sportstræner eller morfar, som du rigtigt godt kan lide at snakke med i stedet.

Snak med en lærer

Du kan også prøve at snakke med din lærer om, hvordan du har det. Læreren har måske haft mange andre elever, som er rigtigt generte og har nogle gode tips til, hvad man kan gøre. De kan også hjælpe dig med nervøsiteten ved præsentationerne i klassen, selvom det lyder til, at du allerede er super godt på vej. De fleste lærere vil rigtigt gerne hjælpe og ønsker at deres elever har det godt. Måske har du en yndlingslærer, du kan snakke med.

Det er mega træls, hvis man er ramt af generthed. Så kan genertheden godt stoppe en fra at snakke med nogen, som man ellers gerne ville lære at kende. Men jeg håber, at mine råd har kunne hjælpe dig lidt. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt, når du skal snakke med piger fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper