Hej Mindhelper
Hvad skal jeg gøre hvis jeg ikke kan sove og bare ligger og og kigger
(Pige, 13 år)
Kære 13-årige pige
Det lyder bestemt ikke særlig sjovt, at du bare ligger og kigger, når du skal sove. Det er rigtig vigtigt at få sin nattesøvn, så det er virkelig ikke fedt, når man ikke kan sove om natten.
Lær lidt om søvnproblemer
Du spørger til, hvad du kan gøre. Nu er dit brev ikke så langt. Derfor er det svært for mig at sige, hvad du præcis kan have hjælp af. Men en god ting er først og fremmest at finde frem til, hvad ens søvnproblemer skyldes. Derfor synes jeg, at du skal læse vores artikel om typiske søvnproblemer, og bagefter kan du læse artiklen om 10 råd til bedre at kunne falde i søvn. Du kan bruge artiklerne til at finde årsagen til dine søvnproblemer, og derefter finde ud af, hvad du så kan gøre ved dem.
Mindfulness kan måske hjælpe dig
Jeg tænker også på, om det mon kan være en lang strøm af tanker, der holder dig vågen om natten? Hvis det er generende for dig, kan du nok have gavn af nogle mindfulnessøvelser. Her fokuserer man på fx kroppen eller åndedrættet og lader tankerne være. Jeg tænker også, at kropsscanningen kan være god. Her går man hele kroppen igennem og mærker og fornemmer den. Det kan nemlig hjælpe din krop til at falde til ro. Den bliver nemmere træt og kan bedre falde i søvn.
Fortæl det til dine forældre
Jeg spekulerer lidt på, hvor lang tid du har haft problemer med at sove? Hvis det har varet i længere tid, er det en god idé, at du tager en snak med dine forældre om det. De kan måske hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan falde bedre i søvn.
Jeg håber, at du snart kommer til at kunne sove! Og jeg håber, at mit svar, artiklerne og øvelserne kan hjælpe dig lidt af vejen.
De bedste hilsner fra Mindhelper