Bliver jeg virkelig nødt til at droppe min nye forelskelse?

Jeg er en ung pige, der går på hhx. Da jeg gik i 7. klasse begyndte mine veninder at få kærester og interessere sig for drenge, og dermed også jeg.

Jeg fik min første kæreste. Jeg havde gode stunder med ham som børn nu har, men endte til sidst forholdet efter 6 måneder. Nogle dage efter bruddet skulle jeg mødes med en gammel ven. Min ven blev min første rigtige forelskelse, min første gang og vi endte i et seriøst forhold der strakte sig over halvandet år. Da det var et langdistanceforhold mindskedes mine følelser for ham mere og mere, og jeg endte med, uden selv at erkende det til at starte med, at blive forelsket i en anden af mine gode kammerater. Efter lang tids overvejelse endte jeg så forholdet med min kæreste, og blev få måneder efter endnu mere forelsket i min kammerat, som havde de samme følelser for mig. Vi endte også med et seriøst forhold som har varet tæt ved 2 år.

Jeg er vokset op i et hjem med forældre der skændes rigtig meget, og til tider også slået på hinanden. De seneste år har det været slemt, og sammensat med en såkaldt efterskole-depression, min nye start på en skole hvor jeg ingen venner havde, og at min kæreste var mig utro, fik mig helt ned i kuldkælderen. Jeg selvskadede og havde slemme tanker om tilværelsen – dette ved mine forældre ikke. Jeg skiftede skole og gik til psykolog, og fik det gradvist bedre – dog døjer jeg stadig til tider, og situationen i mit hjem er endnu ikke fikset. Desværre overlevede mit forhold til min kæreste ikke, og vi slog op i starten af januar, da det bare ikke gik mere – jeg var fuldstændig knust, da han var en stor kærlighed, men samtidig lettet.

Jeg mødte meget kort tid efter en fantastisk dreng, lidt ældre end mig, som jeg endte med at drikke en kop kaffe med. Han viste sig at være fantastisk omsorgsfuld, meget mere moden end min tidligere kæreste, og meget bedre ved mig. Vi har set hinanden en masse gange nu, og vi har det fantastisk godt sammen – og jeg er selvfølgelig blevet smask forelsket. For nyligt var jeg hjemme hos ham og mødte hans forældre. Vi har ikke snakket om hvad vi er, men jeg er sikker på, at hans følelser er gengældt.

Nu ligger min problematik i, at jeg rigtig gerne vil overnatte hos ham, da jeg føler mig klar og er rigtig glad for ham (jeg bor meget transporttid væk mit gymnasie og dermed også min omgangskreds, så det er ofte en del lettere at overnatte steder). Jeg er en fornuftig pige der ikke går med til ting jeg ikke har lyst til, og jeg nægter at lade mig presse til noget som helst.

Min mor har tilkendegivet sin mening om, at hun synes jeg er alt for hurtigt videre og har rigtig travlt med drengebekendtskaber, og synes derfor ikke at jeg skal overnatte der. Hun tror, at det hele går ud på sex, og at det kun er derfor jeg vil overnatte der. Min mor og jeg er ikke gode til at kommunikere, og jeg har problemer med at kunne snakke med hende, uden at hun går i forsvarsposition og mener, at det ‘altid er hende der er problemet’. Det skal siges at min mor også til tider kæmper med psyken, og har været nede med stress. At min mor har fortalt mig hvad hun tænker om mig har selvfølgelig skabt en del konflikt mellem mig og hende, og jeg er såret over, at det er sådanne tanker hun har om mig. Jeg kan godt forstå at det udefra kan se ud som om, at jeg hver gang bare har skiftet drengene ud, uden at tænke mig om – men hver gang har jeg jo været smask forelsket, og haft lyst til det.

Derfor vil jeg spørge – kan min psykiske tilstand have noget med alt det her at gøre? Er det en form for tryghed jeg ubevidst søger og har svært ved at være foruden – og derfor er så hurtigt videre hver gang, eller er jeg faktisk bare en pige, der har let ved at blive forelsket, og så føler meget dybt? Hvordan kan jeg takle situationen med min mor og hendes holdning til mig? Bliver jeg nødt til at droppe min nye forelskelse for at få styr på hele situationen, og ‘mit liv’ som min mor mener?

Jeg håber at i kan hjælpe mig, da dette fylder enormt meget i min tilværelse og forstyrrer min hverdag.