Hej Mindhelper

For et par måneder siden møder jeg en helt fantastisk fyr, imens jeg har en kæreste. Jeg har svært ved at lægge ham fra mig, og kommer derfor til at have sex med ham tre gange imens jeg er i mit 5-årige lange forhold (Hvilket jeg godt ved er helt forkert gjort, men kunne simpelthen ikke lade hver, selvom det lyder banalt). Problemet er, at jeg nu er gået fra min kæreste, da jeg ikke kan byde ham, hvad jeg har gjort. Mit dilemma nu her er så, at jeg stadigvæk ikke kan glemme den anden fyr, og han har spurgt om jeg vil ses. Problemet er, at den anden fyr ved ikke, at jeg har haft en kæreste imens og jeg er simpelthen så bange for, at det forfærdelige jeg har gjort vil komme ud og, at ikke bare han finder ud af hvad der er sket, men også alle mine venner og andre i min omgangskreds da jeg simpelthen er sååå pinlig over hele situationen og ikke kan se mig selv i øjnene over det jeg har gjort. Hvad skal jeg gøre? Er så bange for at blive opdaget.

(22 år)


Kære du

Utroskab er en rigtig svær størrelse. Det er ofte fyldt med en masse forvirring, skam og svære dilemmaer.

Skal man sige det til sin kæreste? Skal man fortælle det sine venner? Eller skal man bare ikke sige det til nogen som helst?

Et svært dilemma, som rigtig mange mennesker har stået i før og et dilemma, som du står i lige nu. 

Det kan være svært og ubehageligt at holde ting hemmeligt

Jeg forstår godt, hvis du synes det er et svært dilemma du står i. For det lyder som om, at du gerne vil ses med ham fyren der, men er usikker på, om du skal fortælle ham om utroskaben eller ej.

Man kan sige, at hvis du ikke siger det til nogen, og det ikke bliver opdaget, så fortsætter alt som det plejer, og der er ikke nogen, som bliver kede af det eller sure.

Det er dog lettere sagt end gjort. For selvom det måske virker som den lette løsning, kan det være rigtig svært at gå og holde på en hemmelighed. Især hvis det er en stor hemmelighed. 

Det kan føles som et spøgelse, som konstant hjemsøger ens tanker og minder en om, hvad man har gjort og hvor forkert man synes det er.

Nogle kan slutte fred med spøgelset og komme videre, uden at sige deres hemmelighed til nogen, og nogle kan ikke. Det er kun et valg du kan tage og for at tage det valg, er det vigtigt at du mærker godt efter. 

Det er vigtigt at mærke godt efter

For der er desværre ikke nogen nem løsning. Derfor kommer jeg heller ikke til at sige: “Ej, du skal bare gøre det her”.

Derfor er mit bedste råd til dig også at mærke godt efter. Mærk efter, om du ville kunne starte et forhold med ham den nye fyr, uden at han kender historien. Og om I på sigt kunne blive kærester, uden at du sagde det til ham.

Hvis du kan det, så er det det du skal gøre.

Men hvis du ikke kan, så vil jeg råde dig til at sige det så hurtigt som muligt. Hvis du finder ud af, at du gerne vil fortælle ham det, så kan det være en god idé ikke at vente længe med at sige det. 

Ofte er det nemlig rart for den anden, at man ikke har gået i lang tid med en hemmelighed uden at sige det til dem.

Det kan være rigtig hårdt, at stå mellem to beslutninger. Derfor tror jeg, at det kunne være rigtig rart for dig, hvis du tog en beslutning og stod ved den. For jo længere tid man føler sig splittet mellem to valg, jo sværere bliver det ofte at tage en beslutning. 

Kan du prøve at tage en snak med ham den nye fyr

Når jeg læser dit brev, lyder det dog til, at du måske har lidt svært ved tanken om at ses med ham fyren uden at snakke med ham om utroskaben.

Derfor kan det godt være det ender med, at du er nødt til at snakke med ham fyren om det. 

For selvom du er bange for at blive opdaget og har svært ved at se dig selv i øjnene, så kan du heller ikke glemme ham fyren. Derfor kommer du måske heller ikke uden om, at du skal tale med ham om det.

Hvis han bliver sur eller ked af det

Det kan godt være, at han bliver ked af det eller sur. Men det er en risiko, du kan være nødt til at tage. For ofte så er det rarest at starte et forhold ud med ærlighed og åbenhed, i stedet for løgne og hemmeligheder.

Hvis det ender med, at han bliver så sur eller ked af det, at han ikke har lyst til at se dig mere, så kan jeg anbefale dig vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste.

Selvom I ikke er kærester, så står der en masse gode råd til, hvordan man kommer videre og får det godt igen. 

Har du en ven eller veninde, som du stoler på?

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med nogen som helst om den her situation? Hvis du ikke har, så kan det være en god ide, at gøre det.

Det er nemlig utrolig svært og drænende at gå og holde på sådan en hemmelighed helt alene.

Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en god ide, hvis du fortalte det til en af dine venner. Det er lidt lige meget hvem det er, så længe det er en, du stoler på og er tryg ved.

Det kunne måske være en som kender dig og din ekskæreste rigtig godt. På den måde kan de både genkende forskellige episoder i jeres forhold, men også tage begge siders parti, og måske se situationen fra en ny vinkel. 

Det kan være enormt svært at gå med en stor hemmelighed alene. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg håber du finder en løsning og sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper