Hej Mindhelper

Jeg har det svært… Min kæreste er slået op og er kommet på opholdsted jeg elskede ham men han har været blind hele tiden! Hele mit liv er bare lort og cutter osv…

(13 år)


Hej 13 årig

Det lyder til, at det er hårdt at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med det, når man har det svært. 

Det bliver bedre med tiden

Det lyder super hårdt, at din kæreste har slået op. For et brud med ens kæreste er aldrig sjovt. Især hvis det ikke var ens egen beslutning, at man skulle slå op. Det kan nemlig gøre rigtigt ondt at elske en person, som man pludseligt ikke kan se eller snakke med længere. Derfor er det helt naturligt, at tiden lige efter ens kæreste har slået op, er rigtigt hård. Man kan svinge mellem at være ked af det, såret og vred. Og det kan føles som om, man aldrig kommer til at blive glad eller elske et andet menneske igen. 

Men det skal nok blive bedre med tiden. Kærestesorgerne bliver mindre og mindre efterhånden som tiden går. Og på et tidspunkt opdager man, at man har gået en hel dag helt uden at tænke på sin ekskæreste eller være ked af det over ham. Derfor handler det om at passe godt på sig selv i den periode, hvor kærestesorgerne står på. Det kan du finde nogle gode råd til, hvordan du kan gøre i den artikel om kærestesorger, jeg har linket til. 

Er der noget andet, der kan hjælpe?

Når ens kæreste slår op, så kan det godt føles som om, det slår hele ens liv i stykker i en periode. Især hvis der er nogle andre ting i ens liv, der også er svære. Og det lyder det som om, der er for dig. For du skriver også, at du cutter. Og når man cutter, så er det altid et tegn på, at der er noget andet i ens liv, som er svært. Cutting eller selvskade, som man også kalder det, er nemlig det, som man kalder en copingstrategi. Det vil sige, at det er noget, som man gør for at klare sig igennem nogle følelser eller ting i livet, som er svære at være i. 

Problemet med cutting er bare, at selvom det hjælper på den korte bane, så gør det alting sværere på den lange bane. For de ting, der er svære, kommer tilbage igen, når man holder op med at cutte. Og så ender man pludseligt med at have to problemer – cuttingen og de ting, der er grunden til, at man begyndte at cutte. Derfor tænker jeg på, om der mon er noget andet end at cutte, der også kan give dig lidt ro fra de svære ting, som du kan prøve i stedet? Det kunne for eksempel være at læse i en bog, male i en malebog eller noget helt tredje. Hvis ikke du kan komme på noget, så kan du måske finde noget inspiration i vores artikel med råd til dig, der cutter

Snak med nogen

Det er også vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For når man har det så svært, at man cutter, så er det ikke noget, man skal gå alene med. Så skal man have snakket med nogen om det, så man kan få noget hjælp og støtte fra folk omkring sig til at komme igennem de ting, som er så svære. Derfor tænker jeg på, om der mon er en voksen omkring dig, som du er tryg ved at snakke med? 

Det kunne for eksempel være dine forældre. Jeg tænker nemlig, at dine forældre er nogle af dem, som du bruger meget tid. Og de fleste forældre vil gerne hjælpe og lytte, hvis man har det svært. Men jeg ved også godt, at det ikke er altid, at forældre er de bedste at snakke med. Så det kan også sagtens være en lærer på din skole, en venindes mor eller en helt tredje voksen. Det vigtigste er nemlig bare, at det er en, som du tænker ville lytte til dig. 

Hvis du har brug for lidt inspiration til, hvordan du kan starte samtalen, så kan du læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Selvom den er skrevet om at snakke med sine forældre, så er der mange af rådene, der sagtens kan bruges selv, hvis du vælger at snakke med en anden voksen. 

Du må altid tage fat i LMS

Du kan også altid tage fat i LMS, hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen om, at du cutter. Hos LMS ved de nemlig en masse om selvskade. Og de har nogle frivillige rådgivere, der sidder klar til at snakke, som både er super søde og super dygtige. De frivillige rådgivere har snakket med mange unge, som cutter. Så de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig så godt som muligt. Du kan være helt anonym hos LMS, hvis du helst vil det.  

Der er også altid Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen, som ikke kender dig, om alle de ting i livet, der er svære for dig. Så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace må man nemlig altid komme, hvis man er ung og har brug for nogen at snakke med. Ligesom hos LMS er det nogle søde og dygtige frivillige rådgivere, der sidder klar til at snakke. Og du kan være anonym, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du kan tage med dig fra mit svar, at selvom alt virker helt håbløst lige nu, så kan det bliver bedre igen!

De bedste hilsner fra en Mindhelper