Hej
Jeg har set en fyr i et halvt år og har svært ved at navigere i relationen. Når vi er sammen, kan jeg være oprigtigt glad og tryg med ham. Jeg har også haft momenter, hvor jeg har følt mere ro i maven og kunnet se relationen udvikle sig. Men følelsen af at være fanget vender tilbage, og jeg får lyst til at trække mig.
Jeg har tidligere haft en stærk identitet som hyperindependent og jeg kan genkende nogle avoidant træk hos mig selv: Når en relation bliver tættere, kan jeg få behov for afstand, selvom jeg også nyder nærheden. Behovet for afstand bliver ofte stærkere, når vi er adskilt.
Jeg kan dog ikke finde ud af, om det er et mønster, jeg skal lære at håndtere, eller om jeg reelt ikke ønsker et forhold lige nu.
Selv når jeg prøver at stoppe med at overtænke, kan jeg få en fysisk reaktion, som jeg ikke altid forstår eller kan finde årsagen til. Det vækker meget ubehag og er drænende at være i.
Jeg er bange for at gå fra noget godt, fordi jeg giver op for tidligt, men også for at blive og overhøre mig selv. Hvordan finder jeg ud af, om jeg skal blive og give det tid eller gå? Hvornår arbejder man med sine mønstre, og hvornår accepterer man, hvad man egentlig ønsker?
(Pige, 23 år)
Kære du,
Du har fat i nogle af de helt store spørgsmål, når det kommer til relationer her. Det er uendeligt komplekst at navigere i, og noget, vi må tænke over, tale om og øve os på hele livet…
Så jeg forstår godt din forvirring! Og jeg kan nok ikke mane den helt til jorden i mit svar til dig, da det netop er vildt svært.
Blikket vendt indad
Jeg læser, i dit brev, at du har en vildt god selvindsigt. Du pointerer adfærdsmønstre, som du har opdaget og anerkendt i dig selv. Det er en virkelig god kvalitet.
Men som du også selv nævner, så kan selvindsigt også ende med at lede til rigtig mange svære tanker, og man kan have svært ved at give slip på dem.
Nogle gange kan man komme i tvivl om alting, når man tænker for meget over det. Jeg oplever tit at overtænkning kan være et forsøg på at få kontrol over noget, som ikke er helt kontrollérbart (f.eks. fremtiden, tvivl, følelser).
Du nævner også den her kropslige reaktion, som føles drænende og uforståelig.
Når man har det bedst med uafhængighed, er kroppen ofte den første til at slå alarm, når en relation bliver tæt! Den prøver at “advare” mod at miste den frihed!
Så det er altså ikke nødvendigvis et bevis på, at relationen er forkert…
Surf på usikkerhedens bølge
Jeg tror, det er vigtigt for en person som dig, der genkender ‘hyper-independent’ og ‘avoidant’ træk hos dig selv, at minde dig selv om, at usikkerhed og tvivl er en uundgåelig del af livet.
I stedet for at tænke de tanker og følelser, du beskriver, som “mønstre” du skal “håndtere”, handler det måske mere om at acceptere at du, som menneske har et grundlæggende behov for at kunne føle dig fri og uafhængig.
Derfra kan du begynde at tænke over, hvordan et forhold så kan se ud på dine præmisser – med plads til alenetid, god afstand af og til, og en klar forståelse for hinandens grænser.
Der er intet i vejen med at have modstridende følelser eller tanker! At lande et sted, hvor man er tusind procent sikker og aldrig mærker tvivl, er lidt en utopi.
Tag ejerskab over følelserne og sig dem højt!
Én ting er i hvert fald ikke en utopi: kommunikation! Det er det vigtigste redskab vi har! Både i romantiske relationer og i alle andre.
Fortæl din fyr, hvordan du har det. Helt nede på jorden:
“Jeg kan mærke, at jeg nogle gange får en stærk trang til at tage benene på nakken, fordi jeg bliver bange for at føle mig låst fast. Men jeg kan virkelig godt lide dig og nyder vores tryghed sammen, så jeg øver mig i at være i det – jeg har bare brug for, at vi kan tage det i et tempo, hvor jeg stadig føler jeg får luft.”
Man kan let føle sig sårbar eller forkert ved at bringe tvivl på banen uden at have en fiks og færdig løsning. Men det helt OK.
Ved at sige det højt giver du ham mulighed for at forstå dine reaktioner frem for at gætte, og I kan sammen skabe en relation, der tager højde for dit behov for autonomi.
Lyt til dig selv
Jeg har ikke svaret på, hvornår du ved, du skal gå fra relationen. Det er megasvært for mig at sige.
Selvfølgelig skal du ikke være i en relation, som dræner dig helt vildt og som forvirrer dig mere, end hvad godt er.
Grunden til, at jeg svarer som jeg gør, er, at du nævner, at du er “oprigtigt glad og tryg med ham”, og oplever momenter af ro i maven. Det vidner om noget værdifuldt at bygge videre på.
Nærhed falder ikke alle lige naturligt, især ikke hvis man er vant til at klare tingene selv.
Giv det tid, øv dig i at kommunikere dine grænser åbent, og lad relationen udfolde sig i et tempo, hvor du også kan følge med.
Knæk og bræk!
Allerbedste hilsner fra Aske