Spring til hovedindhold
Udgivet: 04/11/2026

Hej Mindhelper

Jeg vil have en kæreste

(19 år)


Kære du,

Kærlighed og forelskelse kan være mega fantastisk. Og det er helt naturligt gerne at ville opleve det.  

Jeg kan desværre ikke give dig en opskrift, som sikrer, at du får en kæreste. Men jeg vil rigtig gerne komme med nogle tanker om, hvad du kan prøve at gøre!  

Hvad ønsker du i en kæreste? 

Det første jeg kommer til at tænke på er, at det er nemmere at finde en kæreste, hvis man ved, hvad man leder efter.  

Så måske kunne det være en god ide, hvis du fik overvejet, hvilke egenskaber du synes er nice ved andre.  

Du kan måske prøve at tage et kig i retning af dine egne venner: Hvilke egenskaber har de, som du virkelig synes er cool, og som gør, at du er venner med dem? 

Du kan også prøve at tage et lille kig på vores liste over styrker, den kan måske give dig noget inspiration!  

For det er alt andet lige nemmere at spotte, om en du møder kunne være en potentiel kæreste, hvis du ved, hvad du synes er fedt ved en person, og måske også, hvad der er mindre fedt.  

Vis interesse 

Hvis du så møder en, som du synes virker interessant, og som du gerne vil lære bedre at kende, så handler det om at vise, at du er interesseret. 

Man kan vise interesse på mange måder.  

Det kan fx være ved at huske på ting de har sagt, det kan være ved at spørge ind til deres interesser, eller du kan spørge, om de vil ses en dag. 

Vær modig! 

Og så er der jo også lidt det i det, at hvis man vil have en kæreste, så kræver det, at man interesserer sig for og bruger tid på den, man er interesseret i.  

Og det kræver at man er modig. For det kræver lidt mod at vise interesse i et andet menneske.  

Man skal tale sammen, lære hinanden at kende og sætte sig selv lidt på spil.  

Så jeg håber, at du også vil turde at være lidt modig. Hvis du fx møder en, som du synes er virkelig spændende og nice, så fortæl dem det!  

Der er selvfølgelig altid en risiko for, at de ikke har det på samme måde. Men det er en risiko, som man skal være villig til at løbe.  

Få hjælp fra dine venner 

Men husk, du behøver ikke gøre alt det her alene.  Hvis der er et tidspunkt, hvor venner bare bliver alt værd, så er det i hvert fald i situationer, hvor der er kærlighed på spil.  

Og venner kan faktisk være ret gavnlige på mange måder, når det kommer til kærlighed.  

Dine venner kender dig formentlig ret godt, så de kan måske også være på udkig efter en kæreste til dig. Måske kender de én, som de tænker, du kunne passe godt med.  

Dine venner kan også hjælpe dig, når du bliver i tvivl om, hvad du skal gøre i en kærlighedsrelation. Og sidst men ikke mindst, så er venner guld værd, når kærlighed er svært.  

Både hvis man har problemer med kærligheden, hvis man bliver single efter et forhold eller andet.  Så et af mine absolutte bedste råd er også, at du skal tale med dine venner om det. For mon ikke de kan være ret behjælpelige.  

Jeg hepper på dig og kærligheden og håber, at du finder lige det, du søger! 

Gode hilsner fra Stephanie

Var svaret nyttigt for dig?