Alle mine veninder er begyndt at få kærester, så nu er jeg den eneste, der ikke har. Jeg ville gerne selv finde en, men min længsel handler egentligt mest om, at jeg synes, det er pinligt, at jeg aldrig har haft en kæreste.

Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 18 år, og for tiden er alle mine veninder begyndt at få kærester, så nu står jeg som den eneste blandt mange veninder, der aldrig har haft en kæreste. Jeg ville ønske, at jeg selv fandt en snart, men problemet er bare, at min længsel efter det mest af alt handler om, at jeg for det første, synes det er enormt pinligt ikke at have været bare tæt på at have en kæreste, og for det andet for at bekræfte mig selv i at jeg er normal. Jeg ved jo godt med mig selv, at det er to rigtig dårlige grunde til at få en kæreste, og jeg er også meget bevidst om, at jeg ikke skal have en kæreste bare for at kunne sige, jeg har en kæreste, men samtidig har jeg sindssygt svært ved at slippe kontrollen og bare vente på, at jeg er heldig og møder en, jeg passer med. Jeg føler den mission er noget nær umulig – både pga. min utålmodighed, og fordi jeg tvivler på, at jeg overhovedet kan finde en, jeg passer med (selvom ALLE siger, at selvfølgelig er der en til mig derude et sted).
Jeg har altid søgt at have kontrol over mig selv og mit image, og derfor er det sindssygt hårdt pludselig at stå i en situation, hvor jeg føler mig helt vildt sårbar, fordi jeg stikker ud. Jeg føler, at der er kommet et kæmpe hak i mit image, og det undergraver mit selvbillede fuldstændig. Det er en ond spiral. Jeg ved, at der er noget der stikker dybere, som jeg ikke umiddelbart kan definere, men som jeg ved, jeg bør arbejde med, men kan det virkelig passe, at jeg skal igennem en lang proces med selvudvikling, før jeg kan finde en kæreste?
Jeg ved også, at jeg “leder” rigtig meget efter potentielle kærester til hverdag, og jeg ved også, at det ikke er hensigtmæssigt, fordi det ikke handler om følelser, men om hvad der vil se godt ud udadtil, men her er vi tilbage til kontrollen, som jeg bare ikke kan give slip på.
Jeg føler, jeg har gravet mig ned i et hul. Jeg bliver sur og ked af det, når mine veninder påpeger, at jeg ikke har set nogen fyre i lang tid, men samtidig føler jeg mig lammet, fordi jeg ikke har lyst til at tage på dates, snakke med folk i byen osv. Så føler jeg en indre modstand, og jeg gør det til et princip ikke at snakke med fyre. Det bliver en ting, at jeg da ikke behøver nogen, eller at der ikke er nogen, der passer til mig, og jeg overbeviser mig selv og andre om det. Det passer bare ikke, og det ved mine veninder dybest set også.

Kærlig hilsen en frustreret

(Pige, 18 år)


Kære pige på 18 år

Det kan være super svært, når ens veninder begynder at få kærester, før man selv har fundet en kæreste. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er helt okay

Når jeg læser dit brev, lyder det som om, du kommer til at kæmpe med en følelse af at være unormal, fordi alle dine veninder har fået en kæreste før dig. Er det rigtigt forstået? Det lyder som en rigtigt træls følelse at kæmpe med. Men jeg kan virkeligt godt forstå, at det er den følelse, du får. For når alle ens veninder begynder at få kærester, så kan man virkeligt nemt komme til at føle, at man er den eneste i verden, der ikke har en kæreste. Men du er langt fra den eneste på din alder, der ikke har en kæreste. Det er der stadigvæk rigtigt mange, der ikke har. Og selvom jeg godt ved, det nok er mega nedern at høre, fordi du sikkert har hørt det en milliard gange før, så skal det nok komme på et tidspunkt. Men jeg kan godt forstå, at det ikke er sjovt at gå og vente på, at du finder den rigtige fyr, mens alle dine veninder får kærester.

Det er tit en copingstrategi

Du skriver også, at du altid gerne har ville have kontrol over dig selv og dit image. Og jeg kan godt forstå, at det gør det her med ikke at have en kæreste sværere, fordi det er noget, du ikke selv kan kontrollere. Jeg tænker ikke nødvendigvis, at du behøver at gå igennem en mega lang selvudviklingsproces før, at du kan få en kæreste. For nogle gange kan en kæreste også være med til at hjælpe en med at give slip på kontrollen. Men jeg tænker, at du har ret i, at det nok er noget, der stikker lidt dybere end bare det, at du ikke har en kæreste. Og det kunne måske være en god idé at få arbejdet med det. For jeg forestiller mig, at det må være mega svært og udmattende at have det sådan.

Der kan være mega mange grunde til, at man rigtigt gerne vil have kontrol over sit image. Men jeg tænker, at det tit er en slags copingstrategi, man bruger, hvis der er noget inde i en, der gør ondt. Så kan man forsøge at få kontrol over det, der gør ondt indeni ved at have kontrol over, hvordan man virker udadtil. Det kan måske handle om, at man kæmper med lavt selvværd og derfor føler sig usikker på, om man er god nok. Giver det mon mening for dig? Hvis der er, så synes jeg, du skal prøve at læse vores artikler om at give slip på usikkerheden og om, hvad man kan gøre, hvis man kæmper med lavt selvværd. Det kan være, der er nogle gode råd i dem, som du kan bruge.

Snak med nogen

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det, hvis du ikke allerede har gjort. For det fylder mega meget for dig det her med, at du ikke har en kæreste og alle de følelser, der følger med det. Og det kan jeg godt forstå, for jeg gætter på, at det faktisk er noget, du bliver minder om forholdsvist tit. For eksempel når dine veninder påpeger, at du ikke har set en fyr længe. Det kan jeg godt forstå, gør dig ked af det, når der er alle de her svære tanker og følelser, der følger med det, at du ikke har en kæreste. Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, du får snakket med dine veninder om, hvordan du har det. Så I kan få snakket om, hvordan de kan undgå at gøre dig ked af det, når de gerne vil snakke med dig om fyre og kærester.

Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine veninder om det, kan du også prøve at snakke med dine forældre om det. Jeg ved godt, at man ikke altid lige har super meget lyst til at snakke om sit kærlighedsliv med sine forældre. Men selvom man nogle gange godt kan glemme det, så har dine forældre også været unge engang. Så de ved godt, hvor mega hårdt og svært det kan være at være ung nogle gange. Og nogle gange kan det faktisk være rigtigt rart at snakke med en voksen, der er ældre end en selv.

Du kan også tage fat i Headspace

Hvis det er nemmere for dig at starte med at snakke med nogen, som du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Der sidder der nemlig altid nogle super søde og dygtige frivllige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du er altid velkommen i Headspace, for der er ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange forskellige unge, der har haft brug for nogen at snakke med af mange forskellige grunde. Så de ved godt, at det kan være lidt svært at få sat ord på det hele. og de skal nok hjælpe dig så godt, de kan, så samtalen bliver så tryg for dig som muligt. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage at i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke fremover. Jeg tror på, at der også er en fyr til dig derude et sted.

De bedste hilsner fra en Mindhelper