Hej Mindhelper
Da jeg var 15 år led jeg af slem akne og min selvtillid var derfor lav. Jeg fik dog en kæreste Efter 1.5 år begyndte jeg at være hende utro. Utroskabet indebar seksuelle ting med andre piger( ca.3 ), dog ikke sex, kys eller følelser og kun i perioder. Jeg havde det forfærdeligt med det og burde have slået op, men hun havde det svært (mange psykiske problemer) og ville ikke gøre det værre for hende, da jeg havde hjulpet hende meget. Efter flere forsøg slog jeg op(18 år). Jeg var single i ca.9 måneder, hvor jeg samtidigt så min eks on and off ligefrem til jeg begyndte at se min nuværende kæreste.
Jeg ændrede mig, da jeg gik ind i mit forhold. Jeg har dog stadig svært ved at trække en tydelig grænse overfor andre piger. Jeg er generelt god mod alle, hvilket indebærer, at piger nemmere føler de kan sætte sig på mit skød, lægge deres ben over mig osv. Til fester kan det blive værre, hvor jeg bl.a. holdte i hånd med en veninde. I går fortalte jeg om mit problem til min kæreste.
Hvordan skal vi/jeg komme videre fra de ting jeg har gjort? Er jeg bare en dårlig kæreste? Skal jeg fortælle min kæreste alle ting jeg har gjort gennem vores forhold(intet værre end at holde i hånd)?
Tak
(Dreng, 19 år)
Hej Dreng på 19 år
Det lyder til, at det er lidt svært for dig at få sat grænser, og at det fylder rigtig meget. Og måske også påvirker din kærestes og dit forhold. Det kan være rigtig svært at stå midt i og finde ud af, hvad man skal gøre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Når man tidligere har haft lav selvtillid, kan det godt stadig sidde i en
Det kan være rigtigt rart at blive bekræftet. Det tror jeg, at de fleste mennesker synes. Men samtidig kan det også være rigtig svært, hvis man efterfølgende måske får dårlig samvittighed over det. Du skriver, at du tidligere har haft lav selvtillid. Og sommetider når man har det, så kan det godt stadig sidde i en. Og så kan det være ekstra rart, når andre giver os noget bekræftelse. Det kan være, at de giver én et kompliment, viser interesse eller noget helt tredje. Men det er heldigvis sådan, at man sagtens kan få mere selvtillid igen. Så man måske nemmere kan sige fra, og ikke behøver at få så meget bekræftelse fra andre. Du kan tage et kig på vores artikel om selvtillid. Det kan være, at der er noget i den, som du kan bruge.
Det er okay at sætte grænser
Det lyder til, at det måske er lidt svært for dig at få sat en grænse over for andre piger. Og det med at få sat grænser er en ting, som rigtig mange synes kan være svært. Men det kan også være rigtig svært bagefter, når man måske føler, at noget var over ens grænse, men man ikke fik sagt fra. Derfor kan det også være en rigtig god ide, at få øvet sig i at sætte grænser og sige fra, så man ikke skal gå og bøvle så meget med dårlig samvittighed. Du skriver, at du generelt er god mod alle. Og det er en rigtig god egenskab at have. Jeg tænker også, at du sagtens kan være god ved alle, samtidig med at du sætter grænser. Måske kan det endda også være lidt nemmere for dine veninder, når de ved, hvor din grænse går. For så er rammen helt tydelig. Derfor er jeg også næsten helt sikker på, at de vil respektere det, når du fortæller dem, hvor grænsen går.
Når man skal øve sig i at sige fra, er det også rigtig vigtigt, at få mærket efter, hvor ens grænse går. Det er nemlig meget forskelligt. Og derfor kan det også være en rigtig god ide, at øve sig i lige at stoppe op, når man står midt i situationen og så mærke efter, hvad man egentlig synes er OK.
Det kræver øvelse at blive god til at sætte grænser, og derfor er det også helt normalt, at det kan være lidt svært i starten. Men heldigvis oplever langt de fleste, at det bliver nemmere og nemmere, nu flere gange, de gør det. Du kan læse meget mere om, hvordan man kan gribe det an i vores artikel: Lær at sætte grænser. Måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej.
Snak med din kæreste
Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik snakket med din kæreste om, hvor jeres grænser går. Det kan være, at din kæreste kan fortælle, hvad hun synes er OK og du kan få fortalt, hvad der er OK for dig. Og så kan det være, at I kan få lavet en aftale om, hvad der OK, og hvad der ikke er OK. For så tænker jeg, at det måske kan være nemmere for jer begge at finde ud af. Og så kan det også være, at I ikke lige så ofte ender i det her situationer, hvor du måske er kommet til at gå over stregen. Jeg tænker også, at det måske er rart for din kæreste at høre, hvordan du har det, for så kan det også være, at hun lidt bedre kan forstå dig. Og så tænker jeg, at det måske kan være nemmere for jer at komme videre, når hun ved, hvordan du har det og I har nogle klare rammer.
Det virker til, at du er lidt i tvivl om, du skal fortælle hende om alle de ting, du har gjort gennem jeres forhold. Det kan også være rigtig svært lige at finde ud af. Men en måde, som kan hjælpe en lidt på vej, er at spørge sig selv: Hvordan ville jeg have det med ikke at fortælle hende om det? For ofte fortæller ens mavefornemmelse en, hvad der er det rigtige at gøre. Og hvis man kan mærke, at man ikke har det så godt med ikke at fortælle det. Så kan det være en rigtig god ide at gøre, så man ikke hele tiden skal gå rundt med ondt i maven.
Tag fat i Headspace
Du kan også tage fat i Headspace. Det kan nemlig sommetider være rart, at snakke med nogen andre om, hvordan man har det. Det kan også være, at du synes at det kunne være rart, at snakke det igennem med nogen, inden du snakker med din kæreste. Og så er Headspace et rigtig god sted. Der sidder nemlig en masse søde frivillige klar til at lytte og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge om svære ting, og derfor søger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Så I kan få snakket om de ting , som du går og bøvler med.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, som har hjulpet dig. Og så krydser jeg rigtig meget fingre for, at dig og din kæreste finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper