Hej brevkasse.

Det her emne kommer til, at være meget indvinklet, men her kommer det:
Jeg har en kæreste i et andet land, som jeg ikke har mødt før. Vi har kendt hinanden i 6 måneder og har været kærester i 1 måned nu. Jeg har FaceTimet med ham, snakket og selvfølgelig bare sådan set hinanden snakket sammen mm. Jeg har kun kunnet snakke med ham i skoletiden frikvarterende og Han er et år ældre end mig og kommer til Danmark i 11 måneder til Uni om cirka 1-2 år. Problemet er her, at vi er muslimer. En muslimsk familie, ikke nok med det har jeg en kæreste i et andet land jeg ikke KENDER i virkeligheden. Ham her fyren har fået snakket med sin mor omkring mig og moderen har fået snakket med mig. Nu er det min tur til, at få gjort noget. Jeg kan ikke skrive til ham et ØJEBLIK fordi min mor vil se, hvad jeg laver. Jeg ved det lyder så åndssvagt, men jeg elsker ham så så så højt og jeg ved og det er så tydeligt han også elsker mig. Han græd over FaceTime fordi han troede min mor ville ødelægge forholdet, hvis hun nu fandt ud af det. Han har kæmpe drømme som han siger skal blive til virkelighed med mig.

Min mor sagde til mig her forleden da jeg spurgte om kæresteting. Hun sagde “Alle kommer til, at blive forelskede, elske have sin første kærlighed og blive kærester. Sådan er det. Selv, hvis vi som forældre gør noget imod det, vil du stadig elske personen:” jeg var fuldstændig chokeret og stod bare og kiggede. Mine forældre er dog meget strenge. Og min mor har flere gange taget min telefon fordi jeg skriver med dem jeg ikke kender. Jeg har grædt i dagevis ikke spist eller sovet fordi jeg har haft fornemmelsen af min mor gør noget, hvis hun finder ud af det. Jeg ville så så så meget ønske jeg kunen sige det til hende. Jeg ved, at hvis jeg fortæller det til hende, vil hun bare blokere ham på min telefon og sige that’s it. Men det er det ikke! Når hun tager min telefon tror hun fx jeg græder over telefonen, neeej. Jeg græder over jeg ikke kan skrive til ham mere. Det her er virkelig seriøst, når nogle som os elsker, elsker vi virkelig… Han er min første kæreste og han skal være min sidste.

Hun ville acceptere mit valg om ham, hvis han var i Danmark og jeg havde kendt ham… Det er så håbløst det her… Jeg vil ikke miste ham

KH Y

(Pige, 16 år)

Hej Pige på 16 år

Det lyder som en rigtigt svær situation, du står i. For når man har fundet en person, man elsker, så vil man for det meste bare gerne dele glæden med sin familie. Så det er mega hårdt, når man ikke kan det. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Kan du vente?

Jeg kan sagtens forstå, at du rigtigt gerne vil fortælle dine forældre om din kæreste nu. Både fordi jeg forestiller mig, at det må skabe en masse usikkerhed og frygt hos dig, at du skal holde din kæreste skjult for dine forældre. For hvad nu hvis de af en eller anden grund selv opdager det? Men samtidigt så har din kæreste jo også fortalt sin mor om dig, så jeg kan godt forstå, hvis du føler, at du nu er nødt til at fortælle dine forældre om ham nu. Men samtidigt så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om du mon kan vente med at fortælle dine forældre om ham, til han er flyttet til Danmark? For det lyder som om, du tænker, at de egentligt gerne ville acceptere ham, hvis han bor i Danmark, og du har mødt ham. Så hvis du nu venter med at fortælle dem om ham, så er der nok også større sandsynlighed for, at snakken går godt. 

Hun holder af dig

Du skriver, at din mor ville have accepteret din kæreste, hvis nu han havde boet i Danmark, og det havde været en, du havde kendt. Men at hun nok ikke vil acceptere ham, fordi du ikke har mødt ham. Det kan jeg sagtens forstå er mega hårdt og træls for dig. Men samtidigt så tænker jeg ikke, at din mor har det sådan, fordi hun vil være ond eller dum. Jeg tænker, at hun har det sådan, fordi hun holder af dig og bliver bekymret for dig. Der kan nemlig være kæmpe stor forskel på, hvordan man er, når man snakker sammen online og så, hvordan man er i virkeligheden. Så måske din mor i virkeligheden bare gerne vil passe på dig og sørge for, at der ikke sker dig noget. 

Er der mere forståelse, end du regner med?

Det lyder som om, du er ret sikker på, at din mor ikke ville give dig lov til at blive ved med at være sammen med din kæreste, hvis du fortalte hende om ham. Men samtidigt så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske er lidt mere forståelse fra din mor, end du måske lige regner med. Det lyder jo for eksempel på den samtale i havde den anden dag som om, at der i hvert fald er en del af din mor, der er klar over, at hun ikke kan styre, hvem du bliver forelsket i eller kærester med. Så måske ville det faktisk være muligt at fortælle hende om din kæreste uden, at det går helt galt? Hvis du tænker, at du har mod på at tage snakken med hende, så kan du kigge i vores artikel om, hvordan man snakker med sine forældre om de svære ting. Der er nogle gode råd til at tage samtalen, som du måske kan bruge. 

Tag fat i RED-center

Hvis du har brug for at snakke med nogle andre om den her situation, så kan du tage fat i RED-center. Hos RED-center ved de nemlig en masse om, hvordan det er at have en kæreste, som man ikke er helt sikker på, at ens forældre vil acceptere og så samtidigt komme fra en muslimsk familie. Det er nogle super søde og dygtige rådgivere, der sidder klar til at snakke med dig. Og de har snakket med mange unge, der har været i situationer, der har mindet lidt om din. Så måske de også har nogle råd til dig, som du kan bruge? Du kan være helt anonym hos RED-center, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper