Hej.

Jeg har det problem at jeg er begyndt og snakke med min eks igen. – vi gik fra hinanden fordi han gav mig vildt dårlig selvtillid / selvværd. – nu er vi blevet venner igen. Og det samme sker igen. – Han finder hele tiden fejl ved mig, og ellers sammenligner mig med andre piger han kigger på og siger jeg skal være / ligne ligesom dem. – jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan mærke jeg har fået en eller anden form for depression i den her periode som det har stået på nu. – jeg føler mig helt trist og ensom med helt vildt dårlig selvværd.

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Det lyder som en super svær situation, du er i. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Det er ikke okay

Jeg kan godt forstå, at det påvirker din selvtillid og dit selvværd at være sammen med din ekskæreste. Ligesom jeg tænker, at det giver helt vildt god mening, at du har følt dig trist og ensom i den periode, hvor det har stået på. For din ekskæreste behandler dig ikke særligt godt. Jeg synes faktisk, det lyder som om, han er rigtigt strid ved dig. Og det vil jeg gerne understrege, ikke er okay. For når andre finder fejl ved en og sammenligner en med andre, så bliver man ked af det. Det er helt naturligt, for det gør ondt hele tiden indirekte at få at vide, at man ikke er god nok, som man er. Så kommer man også selv til at føle, at det er sådan, det er. Og det er ikke nogen særligt rar følelse. Det er faktisk en rigtigt hård følelse, som kan gøre rigtigt ondt.

Sig fra

Når der er nogen, der ikke behandler en særligt godt. Og som gør noget, som gør en rigtigt ked af det, så skal man sige fra og sætte grænser. Det er helt okay, og det er faktisk vigtigt. For når man siger fra, så respekterer man sig selv og sine egne grænser. Og det kan være med til at gøre, at ens selvværd og selvtillid bliver bedre. Derfor synes jeg også, at du skal sige klart og tydeligt fra overfor din ekskæreste næste gang, han begynder at finde fejl ved dig eller sammenligner dig med andre. Det kan for eksempel lyde sådan her: “det gør mig ked af det, når du siger sådan, og jeg vil gerne have, at du stopper.”

Hvis han så ikke lader være, når du siger det til ham, så er det helt okay at sige til ham, at du ikke har lyst til at snakke med ham, så længe han taler til dig på den måde. Hvis du siger det til ham, så er det bare vigtigt, at du overholder det. Sådan så han finder ud af, at du mener det alvorligt. Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at sætte grænser. For eksempel fordi man kan blive bange for, at folk bliver sure. Men hvis folk vil en det bedste, så respekterer de det også, når man sætter en grænse og siger stop. Hvis du har lyst til det, så kan du læse vores artikel med gode råd til at blive bedre til at sætte grænser. Måske er der noget i den, der kan hjælpe dig?

Er han det værd?

Jeg kommer også til at tænke på, om han overhovedet er det værd at være sammen med, når han behandler dig på den måde? Jeg ved godt, at det kan være svært at give helt slip. Men jeg tænker, at alle har ret til at blive behandlet ordentligt af deres venner og kærester. Og hvis ikke de behandler en ordentligt, så har man også ret til at sige, at man ikke har lyst til at ses mere. Og det har du også. Det er selvfølgeligt dig selv, der skal bestemme og mærke efter, om du har lyst til at blive ved med at ses med ham. Men jeg tænker, at det er en mulighed at tage en alvorlig snak med ham om, at hvis ikke han begynder at behandle dig bedre, så har du ikke lyst til at ses med ham mere. Og så droppe kontakten til ham fuldstændigt, hvis det ikke bliver bedre.

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om, hvordan din ekskæreste behandler dig? Og at du er begyndt at ses med ham igen. Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det. Så jeg tænker på, om der er en person i nærheden af dig, som plejer at være god til at lytte til dig og hjælpe dig? Det er i virkeligheden ikke så vigtigt, hvem det er. Men du kan for eksempel snakke med dine forældre om det, en god veninder eller måske en sød onkel eller tante. Det vigtige er nemlig bare, at du får snakket med nogen, så du ikke skal gå med alt det her alene. Hvis du snakker med nogen om det, så kan du nemlig også få deres hjælp og støtte. Og det kan være rigtigt rart at have nogle andre at læne sig op af, når man står i så svær en situation.

De vil altid hjælpe hos Headspace

Hvis der ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, og du kan snakke med dem om alt det, der fylder for dig. Der er nemlig intet, der er for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. Du kan både få et personligt møde med en af rådgiverne, hvis du bor i nærheden af et Headspacecenter. Men du kan også chatte med deres frivillige rådgivere, hvis du er mere tryg ved det. Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får sagt fra over for din ekskæreste. Og at han begynder at behandle dig ordentligt. For det fortjener du.

De bedste hilsner fra en Mindhelper