Hej Mindhelper.
Lige for tiden har jeg ikke haft det særlig godt med mig selv. Jeg har følt at tiden er kommet hvor jeg skal vise en masse personer, som betyder en del for mig, at jeg skal videre og at jeg er klar til at tage ansvar for mit liv.
Men alligevel føler jeg ikke, at jeg får mulighed for det. Min lyst til at vise ansvarlighed og tillid til folk er meget stor, men for hver gang jeg prøver på det, går det bare galt og folk mister troen på at jeg kan klare mig selv og tage ansvar.
Hvad skal jeg gøre?
Hilsen pige, 16 år.
(Pige, 16 år)
Kære pige, 16 år
Tak for dit brev. Du beskriver at du gerne vil vise din omverden, at du kan tage ansvar for dit liv, men at det er gået galt nogle gange. Jeg synes det er supersejt, at du gerne vil forsøge at ændre på det – og bliver ved med at kæmpe for at få styr på dit liv.
Ud fra dit brev får jeg fornemmelsen af at du måske er ved at afslutte et skoleforløb, og at du nu står overfor nogle valg omkring hvad du skal efter sommerferien. Du skriver ikke noget om, hvad det er der går galt for dig. Det må være nogle vigtige ting, både for dig selv og dem omkring dig.
Men: er du sikker på, at din omverden opfatter dig på samme måde som du selv gør? Du er kritisk overfor din egen indsats, og beskriver et billede af dig selv som én der ikke kan lykkes. Kunne du måske prøve at snakke med nogle af dem der er tættest på dig (forældre, søskende, kæreste, venner) og spørge dem BÅDE hvad du gør godt nok OG hvad de synes du skal arbejde mere med….?
Det sidste skal gøres meget konkret: “du skal arbejde med at lave dine matematikafleveringer til aftalt tid, og det gør vi sådan her…etc” og ikke bare “du skal få styr på tingene”. Skriv også meget gerne hvem der er ansvarlig for at støtte dig i de enkelte arbejdspunkter.
Nogen gange kan man nemlig komme til at snakke så meget om fejl og alt det der er forkert, og glemme at lægge mærke til det du gør godt. Både med familien, i skolen og med veninderne. Prøv at læse artiklerne om “Find dine styrker” og “8 gode råd til at arbejde med dit selvværd” og lav gerne et par af øvelserne. Så er du allerede et langt skridt videre henimod at få øje på alt det gode inde i dig 🙂
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen Mindhelper