Hej


Jeg er kommet i en identitet krise, og jeg tror det er på grund af at jeg er kommet ud i en masse gruppepres og har fået overskredet en masse grænser her på det seneste.
Har det nogen sammenhæng med at jeg er kommet i en identitets krise? Hvis ja, hvordan?

Mvh Pige på 15

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det lyder til, at der er nogle ting som fylder en del for dig. Det kan være rigtig ubehageligt, at være udsat for gruppepres og få sine grænser overskredet. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Hvad mener du med identitetskrise?

Når jeg læser dit spørgsmål bliver jeg lidt i tvivl om, hvad du mener med identitetskrise? 

En identitetskrise kan være rigtig mange forskellige ting. Det kan være, at man føler, at man måske har svært ved at genkende sig selv. Det kan også være, at man føler, at man har svært ved  at finde ud af, hvad hvem man gerne vil være, hvordan man vil opføre sig, eller hvad ens holdninger er. Når man står midt i det er det helt naturligt, at man måske bliver ked af det, usikker og helt vildt forvirret. Fordi der er så mange ting, som man er usikker omkring. Og så kan det godt føles lidt som om, at man måske står på gyngende grund og har svært ved helt at finde sit fodfæste. Måske der er noget af det, som du kan genkende? 

Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange unge som kender. For når man er ung, skal man pludselig finde ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Det kan være en rigtig svær og forvirrende proces, men heldigvis oplever rigtig mange unge også, at de kommer på fast grund og finder deres identitet og faste fundament igen. 

Gruppepres 

Du skriver, at du har været udsat for gruppepres og har fået en masse grænser overskredet. Gruppepres er rigtig ubehageligt og kan give en rigtig ondt i maven, fordi man måske kommer til at gøre nogle ting, som slet ikke føles rigtige for en. Derfor er det også rigtig sejt, at du er opmærksom på det og skriver herind til os. 

Det er sådan med os mennesker, at vi er flokdyr, og derfor vil vi rigtig gerne høre til flokken. Og så kan man også godt, hvis man er udsat for gruppepres, komme til at glemme sine egne værdier, fordi man følger flokken. På et tidspunkt vågner man måske op og tænker hov, det var slet ikke mig, og det kan være rigtig ubehageligt. Men heldigvis kan man godt øve sig i at modstå gruppepres, så man ikke kommer til at gøre nogle ting, som man måske ikke har det godt med. I vores artikel gruppepres? sådan modstår du, står der lidt mere om gruppepres. Du kan også finde nogle gode råd til, hvordan man modstår det. 

Det kan også være en rigtig god ide, at øve sig i at sætte grænser og sige fra overfor ting, som man ikke har lyst til. Og jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at sætte grænser i starten, men heldigvis, oplever langt de fleste, at det bliver nemmere og nemmere. Og mange oplever også, at det faktisk er rigtig rart at få sagt fra, så man ikke ender med at gøre ting, som man måske slet ikke har lyst til. I vores artikel pas på dig selv: lær at sætte grænser, står der en masse om, hvordan man kan øve sig i at sætte grænser. Så måske der er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Der er mange ting som kan skabe en identitetskrise 

Du spørger også om, gruppepresset kan hænge sammen med, at du føler, at du står midt i en identitetskrise. Der er rigtig mange forskellige ting, som kan være med til at skabe en identitetskrise. Men når man har været udsat for gruppepres i længere tid, kan det godt være svært for en helt at mærke, hvad man egentlig selv synes og føler. Og på den måde, kan det godt gøre en lidt i tvivl om, hvem man er, og hvad man synes. Men ofte er der ikke kun en ting som skaber en identitetskrise. Det er som regel en blanding af mange forskellige ting. Derfor kan jeg desværre heller ikke give dig et klart svar på, om det er sammenhæng mellem, at du har været udsat for gruppepres og identitetskrisen.

Snak med dine forældre 

Det kan være rigtig hårdt at gå med en masse svære tanker og følelser helt alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det lige nu. 

Dine forældre er måske nogle af dem, som er tættest på dig. Og de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor bliver de som regel også glade og vil gerne hjælpe, når man fortæller dem, at man bøvler med nogle ting.

Hvis du ikke helt ved, hvordan du får snakket med dine forældre, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gribe det an. 

Snak med dine veninder

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogle veninder, som du kan snakke med om det?

Måske er der også er nogle af dine veninder, som har prøvet at være udsat for gruppepres, og have svært ved at sige fra. Og så kan det måske være, at I kan snakke lidt om det, og om hvad de gjorde, og også om hvad du måske kan gøre. 

Og uanset om de har prøvet det eller ej, vil de fleste veninder rigtig gerne hjælpe og lytte, når man har det svært. Og de svære tanker og følelser bliver ofte lidt lettere, når man ikke skal gå med dem helt alene. 

Tag fat i Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode til lytte og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både få tid til en samtale eller chatte med dem. Lige nu tilbyder de også videosamtaler. Og uanset hvordan du vælger at tage fat i dem, vil de altid gerne hjælpe og lytte. 

Det kan være rigtig svært, at stå i en identitetskrise og opleve gruppepres. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du går og har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper