Hej,


Jeg skriver da jeg er begyndt søge sygeligt meget validation fra andre. Jeg fanger mig selv i at skrive med drenge på tinder, og hvis de så ikke svarer ect. styres hele mit humør pga af det. Jeg fanger mig selv i at være nervøs inden sociale sammenhænge, fordi jeg gerne vil leve op til den sociale rolle jeg har påtaget mig. Begge disse ting er meget energi krævende. Jeg vil derfor høre hvad jeg kunne gøre, så jeg kunne miste denne evige søgen om validation fra andre?

(19 år)


Kære Du

Det lyder til, at bekræftelse fra andre betyder meget og fylder en del hos dig. Det kan være hammer energikrævende, når man hele tiden søger andres validering. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det er normalt

Du skriver, at du er begyndt at søge sygt meget validation fra andre, og at det påvirker dit humør ret meget, hvis der er en fyr, som ikke svarer dig på Tinder. Jeg tror, at der er rigtig mange unge, som kender det med, at det godt kan føles lidt som et slag i maven og sende humøret en tur i kulkælderen, når man ikke får svar fra en på tinder. For det kan godt føles som en afvisning. Derfor er det også normalt at blive påvirket af det. 

Validering

Vi mennesker er flokdyr, og derfor vil vi også rigtig gerne føle os valgt til, og som en del af flokken. Derfor er det også helt normalt at være opmærksom på, hvad andre tænker om en og søge bekræftelse fra dem omkring os. 

Men nogle gange kan behovet for at få bekræftelse fra andre komme til at fylde så meget, at det bliver svært at slappe af og være sig selv. Det er helt vildt energikrævende. Og ofte kan det blive lidt en ond spiral, hvor man føler, at man skal være på en bestemt måde for at få bekræftelse. Og når man så får bekræftelsen fra andre for at være på den måde, så føles det måske endnu mere, som om, at man skal være på den måde, for at være god nok – giver det mening? 

Men heldigvis kan man godt bryde den spiral, så andres bekræftelse ikke bliver ved med at være så vigtig. 

Selvværd 

Nogle gange når man søger rigtig meget bekræftelse kan det hænge sammen med, at man bøvler med lavt selvværd. Og det kan måske føles som om, at man ikke er god nok i sig selv, men kun er det, når der er andre som siger det eller giver en bekræftelse. Er det mon noget du kan genkende?

Hvis det er det skal du vide, at selvværd heldigvis godt kan bygges op igen. I vores artikel Lavt selvværd? Få 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, står der nogle rigtig gode råd til, hvordan man lige så stille kan bygge sit selvværd op igen.

Den sociale rolle 

Du skriver, at du bliver nervøs inden du skal være sammen med andre, fordi du gerne vil leve op til den sociale rolle, som du har påtaget dig. Det kan være ret hårdt, at føle at man skal leve op til en bestemt rolle. For så kredser ens tanker måske hele tiden om det, og det kan gøre en nervøs og usikker. For hvad nu, hvis man ikke kan leve op til det? eller vil de andre stadig kunne lide en, hvis man ikke er sådan? 

Når man føler sig fastlåst i en bestemt social rolle, kan det godt føles som om, at alle andre forventer, at man skal være på en bestemt måde. Men tit er det mere os selv, som føler, at vi har en bestemt rolle. Derfor kan man heldigvis også godt få en ny rolle. Og langt de fleste mennesker vil også hellere have, at man er sig selv og slapper af i stedet for at prøve at være noget, som man ikke har det godt med. 

Så selvom det kan føles skræmmende, kan det være en god ide, at øve sig i at være den man er, og ikke gøre det, som man føler andre forventer. For det kræver meget mindre energi. Og tit finder man heldigvis også ud af, at de andre godt kan lide en, og vil være sammen med en, fordi man er den man er, og ikke fordi man opfører sig på en bestemt måde. 

Noget af det, som kan hjælpe en lidt på vej med selvværdet og med at stå ved sig selv, er at blive opmærksom på ens personlige styrker. I vores artikel om personlige styrker står der lidt mere om, hvordan man opdager ens stærke sider. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med nogen om det

Når man har det svært, er noget af det allerbedste man kan gøre, at snakke med nogen om det. For tit bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogen, som du kan snakke med om, hvordan du har det?

Det kan være en god ven, en forældre eller en helt tredje. Det vigtigste er nemlig ikke, hvem du snakker med, men at du ikke går med alt det svære alene. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Og de frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også gode at snakke med, når man bøvler med at søge rigtig meget bekræftelse fra andre. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Det er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også fange dem på chat. 

Det kan være mega hårdt, når man føler man skal leve op til en bestemt social rolle. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper