Hej Mindhelper

Jeg har store problemer med mit selvværd og har forsøgt at lave en tydelig oversigt over min uge for at finde tiden i mit skema/daglige gang til at arbejde på mig selv.
Men jeg ender altid med at nedprioritere at huske at sige gode til mig selv, når jeg ”har det godt” og er i en god periode, hvor jeg føler at jeg kan klare alt og at der ikke er nogle problemer med mig.
Så går der ikke så længe, eller så mange dage, før en lille bitte ting som at jeg for eksempel kører overfor rødt og en mand råber ad mig og jeg råber tilbage til ham.
Jeg dømmer mig selv så hårdt og har så svært ved at give slip.
Har I nogle gode råd til hvordan man kan huske at arbejde med sig selv, når man ikke rigtigt har lyst til noget?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Dit svar er desværre blevet forsinket på grund af en teknisk fejl. Men jeg håber, at du læser med alligevel.

Du skriver og spørger, hvordan man kan huske at arbejde med sig selv, når man ikke rigtigt har lyst til noget. Det er et rigtigt vigtigt spørgsmål, fordi det kan være lidt en ond cirkel, hvor man både gerne vil ændre på nogle ting, men samtidigt har lidt svært ved at finde overskuddet. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du er godt på vej

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg allerede, at du er godt på vej. For du har allerede prøvet at planlægge, hvornår på dagen og ugen, at det kunne passe godt ind at arbejde på dig selv. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan du arbejder på dig selv. Men måske er det nogle øvelser og sådan, som du bruger? Så kan det nemlig være smart at sætte et bestemt tidspunkt af, så man har ro til at koncentrere sig om det. Så allerede der, tænker jeg, at du er hammergodt på vej. Du kan læse endnu mere om det i vores artikel om at lave en plan for dagen.

Prioriter det, selvom du har det godt

Jeg synes, det giver super god mening, at du godt kan komme til at nedprioritere at arbejde på dig selv, når du er inde i en god periode. Sådan tror jeg, rigtigt mange mennesker har det. For når det hele kører, så glemmer vi også hurtigt alle de gode øvelser, som måske hjælper os godt på vej. Og det kan også være super godt, at man får et pusterum til bare at nyde, at det går godt. Men selvom det måske virker lidt mærkeligt, så kan de gode perioder også være nogle hammergode tidspunkter til at arbejde med sig selv på. For så har du måske også lidt ekstra overskud til at lave øvelserne. Derfor kan det også være en god idé at prøve at blive ved med at følge sine rutiner i de gode perioder.

Første skridt er at lægge mærke til, hvornår du kommer til at nedprioritere arbejdet. I de perioder, så kan det være, at du kan beslutte dig for, at du måske kun vil bruge halvt så lang tid på øvelserne. Eller de skal ligge på et andet tidspunkt? Eller du kan sætte alarmer på din telefon, så du ikke glemmer det. Det er helt okay, at ændre lidt i rutinerne, hvis det er det som skal til for at gøre det nemmere.

Der er en dag igen i morgen

Vi mennesker er også bare mennesker. Og nogle gange, så kommer vi til at glemme, nedprioritere eller gøre noget andet, end det vi lige havde planlagt. Så kan man godt komme til at slå sig selv lidt i hovedet. Men det kan være en god idé, at prøve at huske på, at selvom det måske ikke lige lykkedes at få lavet arbejdet den ene dag. Jamen så er der jo også en dag i morgen. Det er lidt ligesom med en have. Selvom der måske er noget græs som skal slåes, eller ukrudt der skal luges, så sker der ikke noget ved, at man misser en dag engang i mellem. Så fortsætter man bare, hvor man slap, dagen efter. Alt det arbejde, du allerede har lagt, er ikke tabt på jorden, hvis du glemmer at lave øvelserne. Derfor kan det også være en god idé, at prøve at huske sig selv på, hvor langt man er kommet, fremfor de gange, hvor det er gået galt.

Snak med nogen om det

Hvis du kommer til at dunke dig selv i hovedet og oplever, at det kan være svært, at give slip i de svære tanker igen – så kan det være en rigtig god idé, at få snakket med nogen om, hvordan det går. For det behøver du ikke gå alene med. Og det kan være super rart, at få sagt tingene højt. Det kan nemlig være med til at give et pusterum fra alt det inde i hovedet. Nogle gange kan det være nok til, at man kan give lidt slip på det hele igen. Så måske kunne det også være hjælpsomt for dig? Måske er der en i din omgangskreds, som du er tryg ved at snakke med. En sød moster, din far, en god veninde eller en helt 4. person.

Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og du husker på, at det er helt normalt, at man nogle gange falder lidt af hesten. Heldigvis er der altid en dag igen i morgen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper