Hej,

Hvad gør man, hvis man skal være sammen med eksempelvis 10 andre unge, der kender hinanden og er gode venner, men ikke selv kender nogen og er meget indadvendt?

Har været udsat for begivenheder, hvor jeg ikke kendte nogen, og jeg havde svært ved at bryde ind samtalerne. Jeg følte mig forkert i mængden. Har i nogle tip til at være god social?

(Pige, 16 år)


Kære pige 16

Det du fortæller i dit brev, tænker jeg, er et helt almindelig problem, som mange andre også oplever. Men det gør det ikke mindre irriterende eller øv at være i. Og det kan være svært at finde ud af, hvordan man kan blive bedre til at være med i sociale sammenhænge.

Accepter din indadvendthed
Du skriver i dit brev, at du er en indadvendt person. Som indadvendt kan det være svært at føle sig helt tilpas blandt mange, man ikke kender. Og det kan det i øvrigt også, selvom man ikke er indadvendt.

Du spørger til, hvad du kan gøre, og hvordan du kan blive bedre socialt. Det skal jeg nok komme ind på senere. Nogle gange kan det være en hjælp at acceptere, at man ikke er den, der siger mest eller gør sig bemærket, men måske mest bare sidder og lytter. Vi har faktisk skrevet en artikel om indadvendthed, som jeg synes, du skal tage et kig på: Indadvendt? Det er cool nok

Kan du fortælle én person, hvordan du har det?
Du nævner, at du slet ikke kender nogen i flokken. Er det rigtigt? Eller føles det måske sådan, fordi du fx kun kender én person, der kender alle de andre? Hvis du kender én af dem lidt bedre, tænker jeg, at det måske ville være en god idé at sige til personen, at du har det lidt svært med at være sammen med en gruppe, hvor du ikke kender nogen. Det kan være, at personen kan være mere obs på at få dig med i de ting, de snakker om eller laver, så du ikke kommer til at sidde alene. Kunne det være en idé?

Måske kender du en anden, som har det lidt på samme måde som dig, og som du kan snakke med det om? Det kan være, at personen kan fortælle om deres egne erfaringer og måske kan dele lidt råd med dig.

At føle sig forkert 
Du fortæller, at du kan føle dig forkert i mængden. Og det er helt sikkert ikke en rar følelse at sidde med. Den kan nemlig være ret hæmmende i forhold til, hvor meget man tør være med i det sociale, der sker. Tror du også, at de andre opfatter dig som værende forkert i mængden? Og ville det ændre noget for dig, hvis de ikke gjorde?

Du skriver, at du har været til begivenheder, hvor du ikke kendte nogen, og hvor du havde svært ved at bryde ind i samtalerne. Den tillader jeg mig lige at vende rundt til dig: Hvor mange andre tror du ville have det svært ved at bryde ind i samtaler, hvis de ikke kendte nogen? Hvis man ikke ville have svært ved det, tror jeg, at man er lavet af en særlig støbning. Og måske faktisk én slags, som ikke alle er helt vilde med.

Og nu kommer vi frem til det, du spurgte om:

Tips til at blive god social
Jeg tænker noget af det vigtigste for dig er at blive ved med at presse dig selv lidt. Give dig selv små udfordringer i forhold til at være med i samtaler mindst én gang hvert kvarter eller måske mindre. Og så kan du skrue op og ned for, hvor udfordrende det skal være. Det er nemlig også okay, at man lige mærker sit energiniveau. Der er ingen grund til at gå for hårdt til den. Så kan det nemlig ende med, at du slet ikke er til stede i samtalen, og det er jo heller ikke så godt.

Et andet tip er, om du måske kunne finde frem til nogle af de andre personers interesser. Så er der i hvert fald et lidt bedre grundlag for at have lidt at snakke med dem om. Måske du også kan læse det seneste nye sladder eller nyheder, som du kan tage op og snakke med dem om? Du kan finde flere idéer i artiklen om smalltalk.

Jeg håber, at du har fået gode idéer til, hvad du kan gøre for at blive lidt bedre social. Jeg ønsker dig held og lykke med det i hvert fald!

Med venlig hilsen Mindhelper