Hejjjj
Jeg er en pige som har svært ved at ligge mig til at sove pga, jeg er bange for at kaste op. Jeg kan ikke lide at ligge mig til at sove hvis der ikke er nogen vågne eller hvis tv’et ikke køre, da jeg er bange for hvis jeg nu kaster op hvad der så vil ske. Når jeg tænker på at andre kaster op eller hvis man bare snakker om det, kan jeg mærke at jeg får det dårligt og at det på en måde kilder i mine kæber ved tanken om det. Det har stået på i nogle uger efterhånden, og det går mig virkelig meget på. Det går ud over min søvn, og det tager altid så lang tid for mig at falde i søvn fordi mine tanker køre derudaf.
Håber jeg kan få svar på alt det jeg går og tænker over, og at I kan hjælpe med hvordan man kommer væk med de dårlige tanker og angsten hvis det er det jeg har.
Hilsen en 14 årige pige
(Pige, 14 år)
Hej Pige på 14 år
Hvis man er rigtigt bange for at kaste op, så kan det komme til at fylde rigtigt meget i ens hverdag. Men det er faktisk ret normalt at opleve og derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er ikke unormalt
Det er ikke unormalt, at opleve at være bange for at kaste op. Det er mega ubehageligt at kaste op og de fleste synes ikke det er rart. Men for nogle kan frygten godt sætte sig lidt fast. Og så tænker man måske på det hele tiden, får svært ved at sove eller gøre andre ting, som man normalt sagtens kunne. Og så kan det godt blive til angst, som du selv skriver. Men du skal vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan og man godt komme af med angsten og få hjælp til at slippe den. Du kan prøve at læse dette brevkassespørgsmål fra en pige på 14 eller dette fra en pige på 20 år. De oplever nemlig også begge to, at være rigtig bange for at kaste op. Det kan være meget rart at læse, at man ikke er alene med sin oplevelse.
Er der sket noget?
Du skriver, at det er kommer indenfor nogle uger. Og jeg kommer til at tænke på, om der er sket noget, som gør at frygten er kommet? Måske har du været syg og kastet op, eller nogle du kender har. Hvis man oplever noget rigtigt ubehageligt i forbindelse med opkastning, så kan det godt sætte sig i ens krop og man bliver ved med at være bange, selvom der ikke er nogen grund til det. Så kan man sige, at det er blevet til en fobi og det er fuldstændigt almindeligt at opleve. Det er en slags angst, som er rettet mod noget helt bestemt – ligesom folk der er bange for edderkopper. Man kalder også frygten for opkast emetofobi. Du kan prøve at læse mere om fobier her. Der står en masse god information om, hvad det er for noget og hvordan man kan håndtere det. Det vigtigste du skal vide er, at man godt kan få hjælp til at komme af med sin fobi. Nogle gange går ens angst over af sig selv efter et stykke tid. Men hvis du oplever, at det bliver ved og fylder det hele, så er det en god idé, at få noget hjælp til at håndtere det. Det skal jeg nok skrive mere om, længere nede i brevet.
Hvad kan man gøre?
Det kan godt tage lidt tid og kræve lidt tålmodighed, når man skal slippe af med en fobi. Og det kan være lidt en hård omgang, så det kan være en god idé, at få en hjælpende hånd på vejen. Det kan være ens forældre og en som ved rigtigt meget om fobier, eksempelvis en psykolog. Psykologer ved nemlig super meget om angst og er helt vant til at hjælpe mennesker, med at slippe af med deres fobier, så de ikke behøver forstyrre ens liv. Den måde man ofte behandler fobi på er ved noget, man kalder eksponering. Eksponering betyder, at man udsætter sig selv for de ting, som ens hjerne tror er farligt. Det lyder måske helt umuligt lige nu at skulle udsætte dig for opkast. Men man gør det ligeså stille og roligt, trin for trin, med bittesmå skridt, så det ikke bliver for overvældende. Og hvis man får hjælp fra en psykolog eksempelvis, så er de super gode til at hjælpe og passe rigtigt godt på en undervejs. Så starter man måske med bare kort at snakke om opkast og tager det stille og roligt derfra.
Snak med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt dine forældre om din skræk for opkast? For det kan nemlig være en rigtig god idé. Både fordi dine forældre kan støtte og hjælpe dig, men også fordi de kan hjælpe dig med at få hjælp fra en professionel, hvis det er nødvendigt. Hvis du synes det er lidt svært, hvordan du skal fortælle dine forældre om dine tanker, så kan du jo vise dem det her brev, som du har skrevet til mig.
Ring til Angsttelefonen
Jeg kan anbefale dig, enten alene eller sammen med dine forældre, at ringe til Angsttelefonen. Angsttelefonen kan man ringe ind til, hvis man har angst, kender nogle der har angst eller har spørgsmål omkring angst. De er super søde og rigtigt dygtige til at hjælpe og snakke med en. Og så er de super gode til at sende en i retning af den rigtige hjælp. Tag en tur til lægen Hvis man har det dårligt – både fysisk eller psykisk, så kan det være en rigtig god idé, at tage et smut til lægen. Lægen kan nemlig hjælpe en med at finde ud af, om det kan være en god idé, at snakke med en psykolog. Du kan eventuelt bede dine forældre om at tage med dig, hvis du synes det er rarest.
Det er mega ubehageligt at opleve angst for opkast. Men heldigvis, så kan man sagtens få hjælp til, at få det bedre igen. Jeg håber at mine råd har kunne hjælpe dig. og så krydser jeg fingre for, at du snart får det rigtigt godt igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper