Spring til hovedindhold
Udgivet: 12/08/2026

Hej, jeg har emetofobi (angst for opkast) og det fylder hele min hverdag, har igennem 10 år har jeg prøvet at arbejde med angsten og jeg føler intet har hjulpet.. Jeg har svært ved at vise angsten overfor andre end min far og forlovede, hvordan kan jeg blive tryg i at vise det til mine veninde og resterende familie? Hver gang jeg får angstkvalme går jeg fuldstændig i panik (selvom jeg aldrig har kastet op af det) men jeg kan slet ikke få to på mig selv og det har jeg ikke lyst til sker hvis jeg f.eks er til familiearrangement eller på café med min veninde… synes det er SÅ svært og invaliderende….. vil bare gerne leve mit liv og gøre de ting jeg har lyst til 🙁

(Pige, 25 år)


Kære du,

Jeg kan virkelig godt forstå, at du må være udmattet. 10 år er lang tid at gå og føle sig begrænset i sit hverdagsliv.  

Hvor er du mega sej! 

Først får jeg bare lyst til at sige, at jeg synes dit gå-på-mod og handlekraft er helt vildt imponerende! 

Det kræver styrke og mod at gøre noget ved en svær fobi. Det skal du virkelig give dig selv et kæmpe klap på skulderen for.  

Men samtidig kan jeg også godt forstå, at det kan virke hammer udfordrende, når du egentlig har prøvet at arbejde med angsten, men intet rigtig har hjulpet.  

Derfor synes jeg også, at din idé om at få delt din fobi med flere omkring dig, er vildt god! For alt andet lige, så er støtte fra vores venner og familie en virkelig god idé, når man skal overkomme noget svært.  

Det kan være sårbart og svært, men virkelig godt i længden 

Det er helt normalt at være nervøs for at fortælle noget sårbart til andre. Også selvom man egentlig stoler ret meget på dem. Men i sidste ende handler det om at få det sagt, og få fortalt, hvad man har brug for.  

Først og fremmest kan du overveje, om du vil tale med dine venner og familie enkeltvis, eller om du hellere vil fortælle det til dem samlet.  

Nogle gange kan det være rart at gøre det på to-mands-hånd, for så er der ikke helt ligeså mange mennesker at forholde sig til på én gang.  

Og samtidig kan du også tænke over, om det ville være rart at have din far eller forlovede med til samtalerne. Så kan I inden snakke om, hvordan de støtter dig bedst.  

Husk på: emetofobi er en meget lille del af hele dig 

Du spørger også, hvordan du kan blive tryg i at fortælle andre om det.  

Her tænker jeg især, at det giver mening at overveje, hvorfor du er utryg ved at dele det med dine veninder og familie? 

Handler det om, at du er bange for, at de vælger dig fra? At de ikke forstår det? At de dømmer det? Eller noget helt fjerde? 

I forhold til det tænker jeg nemlig også, at det kan give god mening at huske på, at dine venner og familie holder af dig. Og at alle dine gode kvaliteter ikke forsvinder, fordi du fortæller dem om din emetofobi. I virkeligheden kan det måske bringe jer tættere sammen.  

Hvad hvis det var omvendt? 

Hvis jeg er bange for, hvordan mine nærmeste vil reagere på noget, så kan jeg godt lide at ‘vende’ situationen om. Så tænker jeg fx: “Hvis min søster sagde det samme til mig, hvordan ville jeg så reagere?”.  

Ofte kan det for mig faktisk tage lidt af nervøsiteten og ængsteligheden, fordi det husker mig på, at man jo oftest gerne vil støtte og hjælpe dem, som man elsker.  

Måske kan den tankegang også hjælpe dig? 

Få den hjælp du har brug for 

Du skriver ikke, hvilken hjælp du allerede har fået. Og derfor ved jeg det ikke, så jeg håber ikke, at jeg kommer til at foreslå noget, som du allerede har prøvet.  

Men jeg ved, at lige med fobier, så er det faktisk noget, som der er ret god evidens for, at man kan behandle.  

Faktisk er behandling effektivt for 90-95% af personer med fobier. 

Hvis du vil læse lidt om behandling og om fobier generelt, så kan du prøve at læse vores artikel om fobier. Måske er der noget viden i den, som også kan hjælpe dig på vej. 

Har du hørt om Internetpsykiatrien? 

Jeg ved ikke, om du har hørt om Internetpsykiatrien, men ellers vil jeg lige nævne dem her.  

Jeg nævner dem, fordi de behandler angst, blandt andet fobier. Og hvis de har den rette behandling til dig, så kan du komme i gang indenfor 30 dage.  

Samtidig er det online, og det betyder, at det er helt ligegyldigt, hvor i landet du bor.  

Og forskning har faktisk også vist, at mange patienter får det bedre af behandlingen, selvom den er online. 

Ring til Angst- og Stressforeningen  

Her til allersidst, så vil jeg bare kort nævne Angst- og Stressforeningen.  

Fordi de ved rigtig meget om angst, og de kan være et godt sted at starte, hvis du stadig ikke helt ved, hvilket ben du skal stå på ift. din angst.  

Du kan ringe og skrive til dem, og få rådgivning fra mennesker, som ved meget om angst, og hvordan du kan få hjælp.  

For jeg håber virkelig, at du får givet den emetofobi et kæmpe spark i r*ven. Du fortjener nemlig et dejligt liv uden angst!

De varmeste hilsner fra Stephanie

Var svaret nyttigt for dig?