Jeg er en muslimsk pige, der har nogle forældre, der bestemmer alt. Jeg må stort set ingenting. Så jeg vil gerne bare flytte ud hjemmefra.

Hej Mindhelper

Jeg er en 18-årig (muslimsk) pige og er færdig med gymnasiet om små 19 dage. Jeg vil rigtig gerne flytte ud fordi jeg ikke længere føler mig som en del af min familie.

Det hele sejler og jeg er træt af at være her. Jeg må stortset ingenting (fester, tage hjem til veninder, læse på bibliotektet etc.) Mit liv er kontrolleret af mine forældre og det er jeg træt af.

Jeg føler at jeg kan meget mere af alt, hvis ikke det var deres pres – både i skolen, på mit arbejde og i min fritid – jeg føler ikke at jeg kan udfolde mit fulde potentiale af den grund. Nu har jeg fundet en lejlighed jeg har råd til, hvilket mine forældre ikke ved noget om. Jeg skal nu tage stilling til om jeg skal stikke af efter min sidste eksamen, eller tænke på deres følelser – for de bliver ikke bare kede af det men tosset!

Jeg er bare træt af at leve et dobbeltliv, hvor mine følelser og lyster ikke har nogen betydning, hvis ikke de er ærebare – det vil sige at folk i vores omgangskreds ikke vil snakke (dårligt) om min familie og mig.

Det er så oldschool og så meget ikke 2016, men man bestemmer ikke hvilken familie man bliver født ind i, så hvad skal jeg gøre? Hvad er dit råd?

Ps. ønsker det anonymt.

(Pige, 18 år)


Hej pige

Mange tak for dit brev.

Du fortæller, at du rigtig gerne vil flytte ud, fordi du ikke længere føler dig som en del af din familie og, at du er træt af at leve et dobbeltliv. Jeg forestiller mig, at det må være enormt svært at være dig lige nu. Og sådan har det sikkert været rigtigt længe for dig.

“Man bestemmer ikke, hvilken familie man bliver født ind i”, som du siger. Og det kan være rigtig svært at leve i en familie, som man ikke føler sig som en del af eller deler samme holdninger. Det kan også gøre, at man f.eks. føler sig helt alene.

Det er rigtig godt, at du har skrevet til os. Du har taget det første vigtige skridt til at få det bedre. Hvis man går med svære ting helt alene, kan det hobe sig op inden i en og komme til at fylde mere og mere.

Jeg tror, at den bedste hjælp jeg kan give er at henvise dig til Etnisk Ung. Det er en forening, hvor der sidder professionelle rådgivere, som er specialiseret i at tale med og rådgive unge som dig. På deres hjemmeside kan du finde et nummer til deres anonyme telefonrådgivning, der har døgnåbent. Du kan også skrive til deres brevkasse

Rigtig meget held og lykke

De bedste hilsner fra Mindhelper-teamet