Hej,
hele min familie er ved at falde fra hinanden. min far har stres, min mor er ved at bryde ned hver femte minut, min lillesøster kan heller ikke klare mere og min storesøsters kæreste har lige slået op med hende. det har skabt en kæmp kædereaktion og nu kan de ikke mere.
(Dreng, 13 år)
Hej Dreng på 13 år
Hold da op, hvor lyder det som om, det foregår mange svære ting i din familie lige nu. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det lyder svært
Det lyder godt nok som om, din familie er hårdt presset lige for tiden. Og jeg synes, det er så fint beskrevet, når du skriver, at din familie er ved at falde fra hinanden. For det er virkeligt den følelse, man får, når ens familie bare bliver ramt af ulykke efter ulykke. Jeg kommer til at tænke på, hvordan det mon påvirker dig, at det er så svært for alle i din familie lige nu? For det skriver du ikke så meget om. Men jeg kan forestille mig, at det også må være rigtigt svært for dig, at det føles som om hele din familie er ved at falde fra hinanden. For det er rigtigt hårdt at være i en familie, hvor det stort set er alle, der har det svært og er kede af det.
Kan du snakke med dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om du kan snakke med dine forældre om, hvordan det er at være i din familie lige nu? Jeg ved godt, at det kan være svært, når alle i din familie har det så svært. Jeg ved i hvert fald fra andre unge, at de nogle gange beskriver, at de ikke føler, at der er plads til, at de også kan fylde, når nu alle andre i deres familie har det svært. Men dine følelser er ikke mindre vigtige end dine søskendes og dine forældrres. Og det er vigtigt, at du også får snakket med nogen om, hvordan du har det.
Snak med en anden voksen
Det kan også være, at der slet ikke er overskud til at snakke om det i din familie lige nu. Og du måske har en erfaring med, at dine forældre ikke kan overskue at lytte til dig, fordi de selv har det svært. Hvis det er sådan, det er hjemme hos dig, så er det vigtigt, du får snakket med en anden voksen om det. For det er alt for tungt til, at det er noget, du skal løse alene. Det er noget, som du skal have hjælp til. Derfor tænker jeg på, om der mon er en voksen i nærheden af dig, som plejer at være rigtigt god til at lytte til, hvad du fortæller dem? Det kunne for eksempel være en rar onkel eller bedstemor. Eller måske er der en super sød og god lærer ovre på din skole, du kan snakke med?
De vil altid lytte hos Headspace
Hvis du ikke lige kan komme i tanke om en voksen, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle dygtige rådgivere klar til at snakke med dig, og du er altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. De frivillige rådgivere hos Headspace er vant til at snakke unge, der har det svært af alle mulige forskellige grunde. Og du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Du kan også chatte med dem, hvis du hellere vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan det er hjemme hos din familie lige nu, så du ikke skal gå alene med det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper
De bedste hilsner fra en Mindhelper