Hej!

På den ene side vil jeg gerne overkomme ensomhed. – f. eks. fordi det er skadeligt. Men på den anden side vil jeg ikke? Måske, er det pga. De mange år jeg har været i det, som gør, at det føles som en del af mig nu. Jeg har vænnet mig til det. – Idk. Jeg kan ikke huske, hvordan det føles ikke at være ensom – og klassens outsider. Men pga. Ensomheden har jeg den her konstante tomhed (mangel på social forbindelse eller hvad nu man kan kalde det).

Hvordan kan jeg overkomme det? Hvordan kan jeg fylde det tomme hul indeni? Og nogen store grunde til at overkomme det? – som kan motivere mig.

(Pige, 15 år)


Kære Du

Det kan være svært at tage det første skridt ud af ensomheden, hvis man har følt sig ensom længe. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp.

Man kan komme ud af ensomheden

Det lyder som om, du har følt dig ensom så længe, at det lidt er blevet til en del af din identitet. Altså en del af hvem du er. Er det rigtigt forstået? Når man har det sådan, så kan det godt føles svært give slip på ensomheden. For hvis man giver slip på ensomheden, så giver man på en måde også slip på en del af sig selv. Og så skal man til at finde ud af, hvem man er, når man ikke er ensom. Det kan være super grænseoverskridende, og så kan det føles tryggere og nemmere at blive i ensomheden. Er det mon det, du oplever lige nu?

Du skal vide, at det godt kan gøre at lade sig gøre at komme ud af ensomheden. Også selvom man har gået og følt sig ensom længe. Men nogle gange kræver det, at man tager en dyb indånding, samler alt sit mod og kaster sig ud i det. For det er svært og skræmmende at kaste sig ud i noget nyt, men det er heldigvis ikke umuligt. Hvis du har lyst, kan du læse mere om at overkomme ensomhed i den artikel, som jeg har linket til.

Du har fundet den bedste grund selv

Du spørger, om der mon er nogle gode grunde til at overkomme ensomhed? Det kan jeg sagtens forstå, for det kan være svært at finde motivationen til at gøre noget ved det, hvis man egentligt ikke rigtigt kan se nogen grund til at ændre på det. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg faktisk, at du selv har givet den bedste grund. For du skriver, at ensomheden får dig til at føle dig tom.

Sådan kan ensomhed godt føles. For vi mennesker er flokdyr. Det betyder, at vi er lavet til at have brug for kontakt med andre mennesker og føle, at vi hører til i en gruppe. Når vi ikke har den følelse, så kan vi godt komme til at føle os tomme indeni, fordi vi mangler en forbindelse til andre mennesker omkring os. Derfor tænker jeg også, at det ville hjælpe på din følelse af tomhed, hvis du fik brudt lidt med ensomheden.

Er du mon introvert?

Når jeg læser dit brev, så kommer jeg også til at tænke på, om du måske ikke har så meget motivation til at overkomme ensomheden, fordi du bare ikke har så stort et socialt behov? Vi mennesker er nemlig meget forskellige, når det kommer til, hvor meget vi har brug for at være sammen med andre mennesker. Nogle mennesker har brug for at være sammen med venner og bekendte nærmest hver dag. Mens andre mennesker har det fint med bare at være sammen med sine venner et par gange i løbet af en måned.

Der er ikke noget af det, der er mere rigtigt eller forkert. Det er bare to forskellige måder at være i verden på. Men vi lever i et samfund i dag, der er meget socialt. Og derfor kan man nogle gange godt komme til at føle sig forkert og lidt ensom, hvis man er sådan et menneske, der egentligt ikke har vildt meget brug for at være sammen med andre. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? Hvis du har lyst, så kan du læse mere i vores artikel om at være introvert.

Har du en hobby?

Du spørger også, hvordan du kan overkomme ensomheden? Jeg kommer til at tænke på, om du mon har en hobby eller noget, som du godt kan lide at lave? Det kunne være at game, at hækle eller noget helt tredje. Hobbyer eller fælles interesser kan nemlig være en god måde at møde nye mennesker på. For der findes nemlig fællesskaber for de fleste hobbyer.

Hvis man strikker eller hækler, findes der strikke – og hækleklubber for alle aldersgrupper. Og hvis man gamer findes der e-sports-foreninger mange steder. Og hvis man allerede fra starten ved, at man har noget til fælles med alle de mennesker, som er i rummet. Så kan det nogle gange være lidt lettere at starte en samtale op, fordi man allerede ved, man har noget tilfælles, man kan snakke om. Du kan finde flere tips til at lære nye mennesker at kende i den artikel, jeg har linket til. 

Snak med dine forældre

Et af de aller-vigtigste skridt man kan tage, hvis man føler sig ensom og gerne vil ud af det. Det er at snakke med nogen om, at man føler sig ensom. Derfor tænker jeg på, om du mon kan snakke med dine forældre om ensomheden?

Ensomhed er nemlig sådan en følelse, der kan bygge sig op indeni og vokse sig større og større som tiden går, hvis man ikke snakker med nogen om den. Derfor hjælper det også tit at få snakket med nogen om den. For så kan man få deres tanker og idéer til, hvordan man kan komme ud af ensomheden. Og så er man ikke længere alene om at skulle klare den.

Kender du Ventilen?

Jeg kommer til at tænke på, om du mon kender til Ventilen? Ventilen er et sted, hvor man kan komme og møde andre unge, som også føler sig ensomme. Det kan være rigtigt rart at møde andre, der har det lidt som en selv og vide, at man ikke er alene. Der er nogle super søde frivillige hos Ventilen, som er der for at sørge for, at der ikke er nogen, der ikke er med i fællesskabet.

De vil altid lytte hos Headspace

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogle andre end dine forældre om ensomheden. Så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du må snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. For hos Headspace er der ikke noget, der er for stort eller for småt. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det.

Jeg håber, der er noget i mit svar, der har givet dig svar på dine spørgsmål. Og så håber jeg, at du får snakket med dine forældre om ensomheden, så du ikke skal gå rundt med den alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper