Hej Mindhelper
Jeg har haft det helt ad H til på min gamle skole, ift til såkaldte “klassekammerater”, og har i 2 år været usynlig for de andre. Jeg er flyttet skole, men står i samme situation. De andre kendte allerede hinanden. Jeg føler jeg står udenfor og kan kigge på og hører de andre, men kan ikke komme ind. De snakker om fester jeg ikke har været inviteret med til, eller fodbold som ikke interesserer mig, så jeg har intet at byde ind med. Den eneste fest jeg har været inviteret med til, der var jeg på ferie. Vi spiller nogle gange fodbold elign alle samme, men ellers følger jeg bare drengegruppen rundt, men deltager ikke. Ingen spørger mig om noget, men jeg kan heller ikke selv finde ud af at melde ind med noget, og føler mig bare ad helvede til hele tiden. Så meget allerede, at jeg ikke længere ønsker at gå i skole, selv om selve skolen faktisk er ok, selv om der ikke ligefrem har været ret meget hjælp at hente siden min mor kontaktede dem for to uger siden. Jeg er nu kommet dertil at jeg faktisk ikke rigtig syntes at der er noget at leve for, og at det faktisk kunne være en lettelse ikke at være her mere.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan kommer jeg ud af dette helvede? Hvem kan hjælpe mig?
(Dreng, 16 år)
Kære dig,
Jeg kan virkelig godt forstå, at det må føles rigtig ensomt at føle, at du står udenfor fællesskabet og ‘kigger ind’. Alle mennesker har brug for at føle, at de hører til. Det fortjener du også!
Det gør ondt at føle sig udenfor
Jeg er rigtig ked af at læse, at du både på din tidligere skole, og den du går på nu, føler dig udenfor og usynlig.
Og når du samtidig ikke rigtig føler, at I har noget at tale sammen om, og det er svært at byde ind i samtalerne, så kan det være endnu en barriere for at være med i fællesskabet.
Følelsen kan blive siddende
Når man har oplevet at føle sig udenfor før, så kan det være en følelse, som man kan føle bliver siddende. Det ved jeg ikke, om du kan genkende?
Men nogle gange så kan det, at man har følt sig udenfor før gøre, at man kan tage den følelse med ind i nye relationer. Man kan næsten føle sig udenfor, inden man overhovedet har lært nye mennesker at kende.
Sådan kan jeg i hvert fald huske, at jeg har haft det.
Det kræver energi og tid at blive en del af et fællesskab
Du skriver ikke så meget om, hvor længe du har gået på den nye skole, eller hvor meget du har talt med dine klassekammerater, så jeg håber ikke, at jeg rammer helt ved siden af, med det jeg skriver her.
Hvis jeg gør det, så skriv endelig igen!
Men for at blive en del af et fællesskab og lære folk at kende, så kræver det ofte, at man også selv er opsøgende på fællesskabet.
Og du skriver blandt andet, at du har svært ved, hvad du selv skal byde ind med i samtalerne, fordi du ikke interesserer dig for fx fodbold.
Tag fat i de enkelte drenge
Jeg kan virkelig godt forstå, at det må føles meget som at stå udenfor og kigge ind, når man ikke interesserer sig for det, som de andre i gruppen gør.
Men her tænker jeg på, om du mon kunne tale med enkelte i drengegruppen?
For når man står som en hel gruppe, så kan det være mega overvældende og endnu sværere at være en del af samtalen. Og så kan det være lidt nemmere, hvis man taler sammen enten to og to eller i en mindre gruppe.
Smalltalk og fælles interesser
For her kommer jeg til at tænke på, om du mon kunne lære enkelte af drengene i gruppen bedre at kende, og på den måde føle dig mere som en del af fællesskabet?
Selvom drengene i gruppen snakker meget om fx fodbold, så kan det jo sagtens være, at nogle af de enkelte drenge også har andre interesser?
Men det er kun til at finde ud af, hvis du taler med dem.
Det ved jeg godt kan være helt vildt svært. Men jeg vil alligevel foreslå dig vores artikel om smalltalk. For smalltalk er en ret fin måde at lære andre at kende på. Og på den måde også dele nogle af dine egne interesser med dem.
Tal med din mor
Jeg er glad for at læse, at din mor har talt med skolen. For det betyder også, at du har talt med hende om alt det her. Og det er virkelig godt!
For du skal bestemt ikke gå med de her følelser alene.
Du skriver også, at du på det seneste har fået nogle tanker om, at det ville være en lettelse ikke at være her mere. Av, jeg er virkelig ked af at læse, at du har det sådan…
Det er virkelig vigtigt, at du får fortalt din mor, at du går med de tanker. Hvis ikke ud allerede har nævnt det for hende.
For når man begynder at have sådan nogle tanker, så kan det være tegn på en depression, og så er det meget vigtigt at man får hjælp!
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal fortælle din mor det, så kan du fx vise hende dit spørgsmål til os her. For jeg synes virkelig du beskriver rigtig fint, hvordan du har det, og hvorfor du har det sådan!
Kan du finde fællesskab andre steder end i skolen?
I dit spørgsmål nævner du kun fællesskabet i skolen. Men jeg kommer til at tænke på, om du mon har nogen fællesskaber udenfor skolen?
Skolen er helt sikkert en meget stor del af vores hverdag, og jeg kan godt forstå, at det er et fællesskab som er vigtigt for dig. Men fællesskaber udenfor skolen kan være mindst ligeså værdifulde!
Især fordi det her er muligt at finde venner, som har de samme interesser som en selv.
Så hvis du ikke endnu har noget udenfor skolen, så kunne det måske også være et sted at starte?
Hvis du har en interesse, så er det helt sikkert værd at undersøge, om der mon findes klubber eller grupper i dit nærområde med samme interesse.
Headspace og Ventilen har altid døren åben
Her til sidst er der lige to steder, som jeg vil nævne for dig, nemlig headspace og Ventilen.
Headspace er en organisation som hver dag hjælper unge, uanset hvad de har brug for at tale om. De har nemlig en masse dygtige rådgivere ansat, som er uddannet til at tale med og hjælpe unge.
De har både en chat, men de har faktisk også fysiske kontorer flere steder i Danmark. Og på deres hjemmeside kan du booke en fysisk samtale.
Og Ventilen vil jeg også nævne, fordi de er en organisation, som arbejder for, at ingen unge skal føle sig alene og ensomme.
Og derfor har de også mødesteder flere steder i Danmark, hvor man kan komme og møde andre unge.
Du kan læse meget mere på deres hjemmeside, men dem kan jeg varmt anbefale, og deres frivillige er så søde og imødekommende!
Jeg håber virkelig, at mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.
De allerbedste hilsner fra Stephanie