Hvad gør man, når man føler sig ensom?

Hej Mindhelper

Hvad kan man gøre hvis man føler sig ensom?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Det med at føle sig ensom er aldrig nemt. Det kan være rigtigt hårdt, og derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Først synes jeg du skal vide, at det er super flot, at du har skrevet herind. Det kan være rigtigt svært at acceptere, at man føler sig ensom. Men så har man også taget det første skridt mod at bryde med ensomheden. Og du skal vide, at du langt fra er den eneste, der har det sådan her. Der er faktisk 200.000 danskere, der føler sig ensomme hver dag. Og vi får rigtigt mange spørgsmål på brevkassen omkring ensomhed. Du kan eksempelvis prøve at læse dette brevkassespørgsmål fra en dreng på 20 eller dette fra en pige på 17. De oplever også begge to ensomhed, og har svært ved at bryde ud af den. 

Ensomheden

Der kan være flere grunde til, at man føler sig ensom. Nogle mennesker oplever, at der sker noget i deres liv som gør, at de pludselig ikke har særligt mange mennesker i deres liv længere. Flytning, nye skoleklasser eller noget helt andet. Andre oplever at de har venner og familie, men at de alligevel føler sig ensomme. For man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er en del af en gruppe. Og det gør rigtigt ondt uanset hvad grunden er til, at man føler sig ensom. Jeg tænker, at du kan prøve at læse denne her artikel omkring ensomhed, og hvordan man kan håndtere den. Den kommer med rigtigt mange gode forskellige råd, og måske er der noget, som passer godt til lige netop din situation.

Hvad kan man så gøre

Du skriver ikke så meget om din egen situation, og hvorfor du føler dig ensom. Hvis man eksempelvis er meget genert eller indadvendt, så kan det være en god idé, at arbejde lidt på, hvordan man lærer nye mennesker at kende og hvordan man smalltalker. Det kan være rigtigt svært, og det kan kræve lidt øvelse. Men det er også helt okay. Det er lidt ligesom at lære at cykle – det kan være hammersvært i begyndelsen, og man kommer måske til at falde nogle gange. Men lidt efter lidt, så bliver det nemmere og nemmere. Og til sidst så kører det derudaf. Det er det sammen med at smalltalke og lære nye mennesker at kende. Jo mere man prøver, jo bedre bliver man til det.

Opsøg steder med nye mennesker.

Men en ting er, at blive god til at lære nye mennesker at kende. Ofte kan det være svært, bare at finde ud af hvor henne, man skal møde folk. Men der er faktisk flere gode muligheder end man lige regner med. Jeg vil prøve at komme med en lille liste med ideer til, hvor du kan møde nye mennesker.

  • Holdsport/sportsklubber – måske er du glad for håndbold, fodbold, ridning eller noget helt andet.
  • Ungdomsklubber/ungdomsskoler
  • Kreative hobbyer/ kurser
  • Frivilligt arbejde
  • De politiske ungdomspartier
  • Skoleudvalg, foreninger og klubber

Der er ret mange muligheder for, at møde mennesker. Især som ung, hvor der eksisterer rigtigt mange forskellige klubber, organisationer og andet, man kan blive en del af. Derfor kan det også være en god idé at begynde med at spørge sig selv “hvad synes jeg er sjovt”, og så se om der ikke eksisterer et fællesskab, som handler om det. Det kan være du elsker at læse – jamen så kan du prøve at undersøge, om ikke der findes en bogklub, skriveklub eller noget der ligner i dit område. Det kan være rigtigt rart, at mødes om en hobby eller sport, fordi man så har noget at mødes om, og derfor også altid noget at snakke om. Samtidigt betyder det også, at mange af de andre også er kommet alene, og derfor også rigtigt gerne vil lære folk at kende.

Snak med nogle om det

Jeg vil klart også anbefale dig, at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det lyder måske rigtigt svært, men det kan altså være rigtigt rart, at dele sine tanker og følelser med nogle andre. Når vi deler vores problemer med andre, så føles de ofte også mindre. Som om at man lukker noget af gassen ud af en eller helt spændt ballon. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man vælger nogle, som man kan være tryg ved. Derfor har jeg også lidt forslag til dig.

Forældre

Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så tænker jeg, at det måske kunne være en god idé. Vores forældre kender os ofte rigtigt godt, og vil gerne støtte deres børn, når de har det svært. Du kan prøve at læse denne her artikel om at snakke med sine forældre om svære ting. Den kommer med lidt gode råd til, hvordan man kan åbne samtalen.

Venner

Nu skriver du ikke noget om, om du har venner eller ej. Der er mange som faktisk har venner, men oplever at være ensomme alligevel. Hvis det er tilfældet, så kan du overveje, at prøve at snakke med dine venner omkring det. Måske vil du opleve, at de slet ikke vidste, at du har det sådan. Eller måske er der også nogle af dem, som har prøvet at være ensomme. Så hvis du har en person i tankerne lige nu, så kan du jo overveje, at tage fat i ham/hende en dag, og spørge dem om de har lyst til at snakke med dig om noget. Jeg er næsten helt sikker på, at de nok skal sige ja.

Headspace

Jeg kommer også til at tænke på om du kender til Headspace? Headspace er en frivillig forening, som varetager rådgivning af unge. Der kan man komme og snakke med deres frivillige om, hvordan man har det. Det er et super godt tiltag, og de frivillige er helt vildt søde. Man kan få ligeså mange samtaler, som man har brug for. Jeg kan varmt anbefale dem. Der er forøvrigt helt anonymt.

Ventilen

Jeg tænker også, at Ventilen kunne være en god mulighed for dig. Ventilen er et mødested for unge, som oplever ensomhed. Der kan man komme og hygge sig med andre unge, og samtidigt øve sig på nogle af de ting, som måske kan være svært for en. Det gode ved Ventilen er, at de alle sammen ved, hvordan det er at opleve ensomhed. Og derfor kan de sagtens forstå, hvorfor der er nogle ting og situationer, som kan være svære for en.

Der er virkeligt mange mennesker, som oplever ensomhed hver eneste dag. Og det kan være rigtigt svært, at bryde ud af. Men du har allerede taget et stort første skridt, fordi du spørger om hjælp. Det er super super flot. Jeg har prøvet at komme med lidt råd til, hvor og hvordan man kan møde nye mennesker. Jeg håber at vores artikler kan være med til, at hjælpe dig rigtigt godt på vej. Jeg krydser rigtigt meget fingre for, at det kommer til at gå godt med dig.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper