Hey Mindhelper.
Jeg er 15 år gammel og går lige nu i 9. klasse og jeg oplever virkelig meget eksamensstress. Jeg er faldet i en ondcirkel, hvor jeg føler mig stresset og skidt så jeg ikke kan koncentre mig om at lave noget, men når jeg så ikke får lavet noget bliver jeg kun mere stresset. En vigtig detalje er at jeg lige nu går på efterskole, hvilket kun min hverdag mere presset. Jeg har haft en konstant følelese af hjemve og jeg vælter rundt på gulvet, jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af den her situation.

(15 år)


Kære du

Det kan være rigtig stressende at gå i 9. klasse og skulle op til eksamener. 

Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det giver mening 

Du går i 9.klasse på en efterskole. Der er folk omkring dig hele tiden. I har eksamener snart. I skal afslutte et 10 år langt skoleforløb og stoppe på efterskole her til sommer. 

Det er en super stressende tid og noget, som alle der har gået på efterskole, kan skrive under på er svært. 

Derfor giver det også rigtig god mening, at du er presset lige nu og har svært ved at koncentrere dig. 

Heldigvis er der noget du kan gøre. 

Hvad skal du gøre? 

Når man er stresset og presset hverdag på grund af hjemve, efterskoleliv og eksamener, kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. 

Derfor vil jeg nu prøve at give nogle forslag til, hvad du kan gøre for at komme ud af den situation, som du står i lige nu. 

Tiden er din bedste ven 

Først og fremmest, vil jeg starte med at minde dig om; at sådan som du har det nu, sådan kommer du ikke til at have det for evigt. 

Ja, det lyder måske fjollet og simpelt, men det er rigtigt nok. 

Din hjemve, din eksamensstress og din følelse af at vælte rundt på gulvet, bliver ikke ved resten af dit liv. 

Når du har været til eksamen her til sommer, så slutter dit efterskoleår også. 

Så er der ikke mere hjemve, ikke flere eksamener og heller ikke mere at vælte rundt på gulvet over. 

Så selvom det måske kan være svært. Så prøv at huske dig selv på, at ligesom madvarer, så har den her onde cirkel og situation, en udløbsdato. 

Nogle gode værktøjer til stress 

Det er helt normalt, at føle sig stresset og presset op til eksamensperioder. 

Det er en følelse vi næsten alle sammen får.  

Hvilket vi også ser her i brevkassen. Her modtager vi rigtig mange spørgsmål om, hvad man kan gøre for at føle sig mindre stresset.  

Derfor har vi prøvet at samle vores bedste råd i to artikler: Stress – vigtigste viden og gode råd på 10 minutter og Nødhjælpskasse til dig, der føler dig stresset.  

Her kan du læse rigtig meget om, hvorfor vi blever stresset? Og hvad du selv kan gøre for at blive mindre stresset. 

Kan du snakke med din kontaktperson? 

Noget som også hjælper rigtig meget, hvis man går på efterskole og føler sig stresset, er at tale med sin kontaktperson. 

De fleste efterskole har tildelt en kontaktperson til hvert hus eller gruppe, som man er i. 

De er vant til at snakke med efterskoleelever, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du oplever eksamensstress, hjemve og føler dig rundt på gulvet.  

De er ofte super søde og vil rigtig gerne hjælpe, hvis man kommer og spørger om hjælp. 

Har du snakket med nogen om det? 

Her til sidst, kommer jeg til at tænke på, om du får talt med nogen om, hvordan du har det? 

Hvis ikke, så synes jeg det kunne være en rigtig god ide, at gøre det. 

For ofte så hjælper det rigtig meget, at få sagt det højt, hvis man har det svært. Det kan nemlig ofte være med til, at tage en smule luft ud af ballonen, så den ikke ender med at springe. 

Hvem kan du snakke med? 

Det kan være dine forældre, dine bedsteforældre, venner hjemmefra eller nogle andre fra efterskolen. 

Det er ikke så vigtigt hvem det er, men at det er nogen, som du stoler på og føler dig tryg ved. 

Og jeg sikker på, at hvis du spørger rundt omkring på efterskolen, så er der mange, som har det ligesom dig. 

De vil altid lytte hos headspace 

Hvis du synes det kunne være rart, at snakke med nogen som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale dig headspace

Hos headspace møder du nogle rigtig søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. 

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du føler dig stresset og ikke ved hvad du skal gøre.  

Du kan enten chatte med dem, ringe til dem eller dukke op fysisk i de fleste større byer. Det er gratis og du kan være lige så anonym, som du har lyst til. 

Når man går på efterskole og har eksamensstress, så kan det være svært at vide, hvordan man kommer ud af den situation. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper