Hej Mindhelper
Jeg er blevet grebet i onani af min mor. Jeg var alene hjemme og trode jeg havde masser af tid men hun havde så taget før fri fra arbejde for at overraske mig så vi kunne komme et smut til stranden i det varme vejr og så stod hun pludslig i døren. Jeg kunne ikke skjule det for jeg havde inden bukser på og fingeren oppe. Hun lukked hurtigt døren men jeg er sygt pinlig over det der er sket. Hun er garenteret skuffet over mig og trode helt sikkert ikke jeg var stor nok til det endnu. Det er blevet ret akavet mellem os. Nej, jeg vil IKKE snakke med hende om det så det skal i ikke forslå. Hun har heller ikke sagt noget. Men hvad skal jeg gøre?
(Pige, 13 år)
Hej du,
Jeg kan godt forstå, du synes det er totalt pinligt!
Det tror, jeg at stort set alle mennesker ville synes, hvis de stod i din situation.
Men når det så er sagt, så lad os slå en vigtig ting fast: du har absolut ikke gjort noget forkert!
Det er helt naturligt at onanere – også på din alder. Det er en sund, naturlig måde at lære sin egen krop at kende på.
Det er din krop, og du bestemmer helt selv over den.
Din mor er (nok) ikke skuffet
Du skriver, at din mor garanteret er skuffet over dig…
Når man bliver rigtig flov, kan man nemt komme til at tænke det værste!
Men jeg er næsten 100% sikker på, at din mor ikke tænker sådan.
Mødre ved godt, at unge mennesker onanerer.
At hun lukkede døren hurtigt viser bare, at hun godt var klar over, at hun trådte ind over en privat grænse.
Hun blev nok selv lidt forskrækket og flov over at have forstyrret dig!
Den akavede stemning mellem jer lige nu skyldes højst sandsynligt bare, at I begge to synes, situationen var lidt kejtet.
Hvad stiller du op?
Jeg respekterer totalt at du på ingen måde gider tale med din mor om situationen. Det er en god og sund grænse.
Onani er en privat ting og man skylder ikke nødvendigvis nogen, at tale med dem om det.
Jeg tænker at akavet-heden hurtigt går over igen… hvis du bare gør alting som du plejer, så går der ikke lang tid før oplevelsen er glemt igen.
Men hvis det nu trækker ud og bliver ved med at føles pinligt og tungt, så kan du måske skrive en meget kort besked til din mor.
Noget i stil med: “Hej mor, det var lidt akavet forleden. Kan vi bare glemme det og lade som ingenting?”
Det kan nogle gange være meget rart bare at have kommenteret minimalt på en akavet situation – det giver dig lidt ejerskab over pinligheden.
GirlTalk og Sexlinien
En anden ting, som måske kan hjælpe dig til at komme videre og normalisere din oplevelse er at kigge på både GirlTalk og Sexliniens hjemmesider.
Her kan du både chatte, stille spørgsmål eller læse om andres oplevelser.
Du vil hurtigt se, at du er helt og aldeles normal og ikke er alene om, at have prøvet noget, du synes var pinligt.
Træk du vejret helt ned i maven og vid: det går over igen og du er helt normal!
De bedste hilsner fra Aske