Hej Mindhelper
Hej Brevkassen, modtager imod mange beskeder omkring forventningspres?
(Pige, 15 år)
Hej Pige på 15 år
Ja, det tænker jeg faktisk, at vi gør. Men nogle gange oplever jeg, at det ikke nødvendigvis bliver kaldt forventningspres, men der er mange forskellige navne for noget, som beskriver lidt den samme oplevelse. Det kunne være pres, præstationsangst, stress, overambitiøs eller andre udtryk, som lidt minder om hinanden.
Hvis du søger på nogle af de ord i brevkassen, vil du nok også opleve, at der dukker en del spørgsmål op. Fælles er i hvert fald, at mange unge oplever, at der er et pres på deres skuldre, som de synes det er svært at leve op til. Det pres kan komme både indefra dem selv eller måske udefra fra deres forældre eller skole. Ofte er det en kombination af, hvad de unge føler de burde kunne, hvad de oplever omverden forventer og hvad de ser, at deres kammerater kan. Og de kan være nogle rigtigt svære følelser at gå rundt med, fordi vi mennesker ofte dømmer os selv meget hårdere end vi vil dømmer andre mennesker. Man kan sige, at vi nogle gange sætter strammere regler og forventninger til os selv, end vi ville gøre overfor andre. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at snakke med hinanden om forventningspres og hvordan man kan håndtere presset, hvis man synes det begynder at blive for meget.
Jeg håber du kunne bruge mit svar.
De bedste hilsner fra en Mindhelper