Hej

jeg har 3 tætte veninder som jeg deler fritidsinteresse med og går i skole med. Dog har jeg overhovedet ikke lyst til at være sammen med dem udover når vi er i skole eller til sport. Jeg vil ikke sige jeg ikke har overskud for nyder at være sammen med dem når jeg er i det, kan bare ikke holde dagene op til at vi skal være sammen ud. Jeg overtænker, græder og kan ikke sove.
Det første jeg tænker på er en udvej eller en undskyldning for ikke at kunne komme når vi aftaler hvornår vi skal være sammen igen. Min ene veninde ved godt jeg har tendens til overtænkning og bedst kan lide mit eget selvskab, men føler stadig ikke at jeg kan fortælle at jeg ikke har lyst til at komme da jeg selv synes det indikere at jeg ikke kan lide dem og jeg har oplevet at de er begyndt og blive tættere eftersom jeg ofte aflyser når vi skal være sammen.
Derudover har jeg heller ikke lyst til at sige jeg ikke har overskud eller lyst til at være sammen med dem for så stiller de ofte spørgsmål til hvorfor jeg så gerne vil på efterskole når jeg ikke engang kan tage mig sammen til at være sammen med dem et par timer. Jeg har også oplevet at få kommentarer som at jeg er doven og at det er dårlig stil.

(15 år)


Hej med dig

Det lyder til, at du står i en situation, hvor valget mellem at blive hjemme eller være sammen med dine veninder, stresser dig vildt meget.

Vores sociale behov, kan varierer enormt meget fra dag til dag. Nogle dage har man det bedst med at være alene, og andre dage kunne det være hyggeligt, hvis veninderne kom forbi. 

Derfor giver det også god mening, at du nogle gange laver en aftale med veninderne, og at du så i dagene op til indser, at du ikke har energi til det alligevel.

Måske er du introvert?

Vi mennesker er forskellige og har forskellige behov. Også når det gælder det sociale. Nogle har lyst til at være sammen med andre hver eneste dag, nogle vil helst være alene og nogle ligger et sted midt imellem.

De som har flest dage, hvor de helst vil være alene, bliver som regel betegnet som værende introverte. De nyder deres eget selskab, kan sagtens finde på noget at lave alene og vil måske hellere bruge en fredag aften på at hygge derhjemme, i stedet for at gå til fest.

Er man derimod ekstrovert, har man det næsten helt omvendt. Man nyder ofte mere selskab af andre end sit eget. Det gør de ofte, fordi de får energi af at være sammen med andre. Derudover ser man også ofte, at ekstroverte fylder hele deres kalender ud med aftaler.

Du skriver, at din ene veninde godt ved, at du bedst kan lide dit eget selskab. Når jeg læser det, kommer jeg til at tænke på, om du måske er introvert? 

At være introvert betyder ikke, at man er unormal eller at man ikke kan lide sine venner. Tværtimod er det helt normalt. Faktisk mener forskere at hele 30-50% af befolkningen er kendetegnet ved at være introverte. Hvilket vil sige, at de ofte henter energien og glæden i deres eget selskab.

Hvis det lyder bekendt og du har lyst til at vide mere, kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Introvert? Det er cool nok. I den finder du en masse viden om det at være introvert, samt 6 gode råd til at passe på dig selv.

Det handler om at finde balance

Når du skriver, at du ikke har lyst til at være sammen med dine venner uden for skole og sport, er det tegn på, at du er god til at mærke efter og lytte til hvad din krop har brug for.

Det er rigtig fint at lytte til sin krop og mærke efter. Men du skriver også, at når du så er der, så nyder du også at være sammen med dem. Så hvis du har lyst, kan du måske øve dig i at springe ud i det en gang imellem. 

Hvis du nyder deres venskab og det I laver sammen, kan det godt føles ærgerligt, hvis du aflyser på forhånd, fordi dagene op til er fyldt med overtænkning og søvnløse nætter. 

Derfor kan det også være en god ide, at prøve at finde balancen i, hvor tit du ser dine veninder. For på den ene side er det vigtigt, at der er plads til at du kan lade op, men på den anden side, er det også vigtigt at pleje sine venskaber.

Det kunne derfor måske være en god ide, at lave en form for tommelfingerregel for, hvor meget du har lyst til at være social i løbet af ugen. Altså fx at du kun laver en social aftale om ugen. Eller 2 aftaler en uge og så holder du en uges fri for sociale aftaler efter. 

For selvom du skal have lov til at ville være alene en gang imellem, skal det helst være et valg, du tager fordi du har lyst, og ikke fordi dine tanker siger det. Det er dig, der bestemmer.

Forklar dine veninder hvordan du har det

Ens venner er ofte nogle af dem, som kender en allerbedst. Derfor kan det også føles enormt drænende og ubehageligt, hvis man går og føler sig misforstået af ens venner. 

En af de bedste ting man kan gøre, hvis der opstår misforståelser mellem en og ens venner, er at fortælle dem hvordan man har det. Ofte finder man ud af, at man har taget fuldstændig fejl af, hvad den anden tænker og hvordan de har det.

Derfor synes jeg, at det kunne være en god ide, hvis du forklarer dine veninder, hvordan du har det. Forklar dem, at det har ikke noget med dem at gøre, men mere dagene op til. 

Hvis du synes det er svært at finde ud af, hvordan du skal tage hul på snakken, kan jeg varmt anbefale dig vores guide: Sådan snakker du med din ven eller veninde om svære ting. I den finder du en masse gode råd til, at få sagt det, du gerne vil sige.

Du kan også vise dem det brev du har sendt til os. Her forklarer du rigtig fint hvilke tanker og overvejelser du går med, men også hvordan at det ikke handler om noget med dem. 

Har du snakket med dine forældre om det?

Her til sidst vil jeg høre om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? For selvom det måske kan være svært, er vores forældre ofte nogle af dem som er allertættest på os.

Langt de fleste forældre vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe, hvis man fortæller at man har det svært. Måske kender de det selv og har nogle gode råd til, hvad du kan gøre. 

Selv hvis de ikke kender til det, kan det være enormt lettende at få luftet sine tanker og følelser. For jo længere tid du går med det alene, jo mere fylder det. Derfor synes jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du fortalte nogen, hvordan du har det.

Man kan hurtigt føle sig udenfor eller mærkelig, hvis ens sociale behov er anderledes end ens venner. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper