Hejsa

Jeg har en frustration, som jeg håber I kan hjælpe mig med.

Jeg føler mig som 3. hjul i flere af mine tætte relationer. Én af mine gode venner har for nylig fået en kæreste, og det er skønt for ham! Men hver eneste gang, jeg planlægger noget, spørger han, om hun må komme med, eller også direkte inviterer han hende, uden at spørge… Inviteres jeg til noget, skal hun også altid deltage…

En pige, jeg for et par år siden var ved at komme i forhold med, ville hellere være venner, og havde et oprigtigt ønske herom. Det var enormt hårdt for mig, men efter en periode, uden kontakt, fandt vi et leje, hvor det har bidraget positivt til vor begges liv. Hun er begyndt at se en ny, som hun selvfølgelig har lov til! Hun er nu begyndt at snakke om, at hun er helt sikker på, at jeg ville kunne lide ham osv., og selvom det sikkert er rigtigt, kan jeg mærke, at det river op i nogle følelser, og en bekymring om at blive 3. hjul her også.

Hvordan kan jeg give udtryk for mine følelser, uden de tolker det som et angreb? Jeg frygter, at det kommer helt bag på dem, at jeg ikke deler samme glæde ved deres nye kærester, som dem selv, i og med de ikke er den der er ”udenfor”.

– Ung mand 25

(25 år)


Hej ung mand på 25 år

Det lyder til, at du står i en svær situation, hvor du på den ene side gerne vil være glad på dine venners vegne, men samtidig også gerne vil have dem for dig selv. Altså bare en gang imellem.

Det er aldrig rart at være 3. hjul

Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at det aldrig er rart at være 3. hjul. De fleste af os har prøvet det før:

Man har en god ven eller veninde, man har en aftale med dem om at mødes oppe i byen, og når de så dukker op, så står deres kæreste der lige pludselig. Kæresten var aldrig inviteret, og du havde regnet med, at det bare var dig og din kammerat, der skulle hygge. 

En ofte ret irriterende eller ubehagelig situation, hvor man godt kan føle sig en smule malplaceret, fordi man lige pludselig føler man er blevet ufrivillig tilskuer til deres date aften.

De første gange kan det være hyggeligt nok, men det kan hurtigt blive trættende i længden. Man er jo trods alt blevet venner med sin ven – ikke deres kæreste. 

Et venskab skal helst være rart for begge parter. Og lige nu lyder det som om, at det ikke altid er lige rart for dig.

Derfor kan det være vigtigt at sætte grænser

En ting, som kan være rigtig hjælpsom, hvis man har nogle venner, hvor man tit oplever at være 3.hjul er, at sætte nogle tydelige grænser.

Selvom det måske kan være lidt ubehageligt, er det vigtigt at kunne sige fra og fortælle sine venner, hvornår ens grænser er overtrådt.

Det kan nemlig være ret grænseoverskridende, at ens ven hele tiden tager deres kæreste med uden at spørge først. Sådan ville jeg også have det.

Derfor er det også rigtig godt at du har skrevet herind. Det virker som et tegn på, at du er træt af at få dine grænser overtrådt og vil gerne blive bedre til at sige fra.

Hvis det lyder rigtigt, så synes jeg du skal læse vores to artikler: Pas på dig selv: Lær at sætte grænser og Derfor er det vigtigt at kunne sætte grænser. Her finder du en masse gode råd til hvordan, du kan øve dig i at sige fra og passe bedre på dig selv. 

Kan du holde det på egen banehalvdel?

Til sidst i dit brev, spørger du hvordan du kan give udtryk for dine følelser, uden at de tolker det som et angreb?

Når man skal have en svær samtale med en af sine venner, kan det være svært at vide, hvordan man lige præcis skal gribe det an. Derfor har vi samlet en masse gode råd i vores guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting.

Her finder du en masse gode råd til, hvordan du får taget hul på den svære snak.

Et andet godt råd, som ikke står i vores guide, er at prøve at holde samtalen på din banehalvdel. 

Det betyder helt simpelt, at i stedet for at sige ting som: “Det er mega træls, at du altid tager din kæreste med”, så siger man i stedet ting som: 

“Jeg kan godt blive lidt ked af det eller føle mig som 3. hjulet, når vi tre er sammen. Kan vi ikke finde en fælles løsning, hvor vi to bruger noget mere tid sammen, for det er det, som jeg virkelig gerne vil”.

På den måde peger du ikke fingre af nogen, men fortæller dem derimod hvad du tænker og føler, samt byder op til, at I kan finde en fælles løsning. 

Hvad skal du sige til dem?

Hvis du synes det er svært at vide hvad du skal sige til din ven, så kan du starte med at vise dem dit brev til os.

Her fortæller du kort og godt, hvordan du har det og hvad det er, som går dig på i jeres relation. For som du skriver, så er det ikke fordi, du ikke er glad på deres vegne. Du kunne bare godt tænke dig, ikke at føle sig som et konstant 3. hjul.

Det kan være enormt ubehageligt og trættende at konstant føle sig som 3. hjulet. Derfor håber jeg også, at der er noget mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper