Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare kan være glad

Det lyder som om, du har ramt en mega hård periode. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det giver så god mening

Du skriver, at du ikke kan forstå, hvorfor du ikke bare kan være glad ligesom alle andre. Og hvorfor du føler, at dine problemer er så store. Og jeg kan godt forstå, hvorfor det kan være mega svært at finde ud af. For det er ikke altid så ligetil at gennemskue, hvorfor man går rundt og føler sig presset og ængstelig. Men når jeg læser din besked, så tænker jeg faktisk, at det giver helt vildt god mening, at du føler dig presset og ængstelig lige nu. For det første synes jeg, det lyder som om, dit arbejde stiller nogle krav til dig, som nogle gange er helt urimelige. Og for det andet er du også bare i en periode af dit liv lige nu, hvor der sker en hel masse ting. Du skal til at finde fodfæste i en helt nye hverdag uden for gymnasiet, din kæreste skal måske rejse væk fra Danmark, og du er selv presset af at skulle spare sammen til at kunne flytte hjemmefra.

Når man er i en situation, hvor der sker så meget rundt om en, så er det helt normalt, at man kommer til at føle sig presset. Sådan som du også lidt selv beskriver. Og når man føler sig presset, så er det helt naturligt, at man kan komme til at føle sig angst. Ligesom man kan komme til at kæmpe med en masse negative tanker og ensomhed, selvom man faktisk har mega meget god støtte i sine omgivelser. Det er en helt naturlig reaktion på, at man føler sig rigtigt presset. Så det giver god mening, hvorfor du har det, som du har det. Men selvom det giver god mening, så er det ikke meningen, at du skal gå rundt og have det sådan her. For de ting du oplever er også et tegn på, at din krop og dit hoved er begyndt at sige fra, fordi du er presset helt derud, hvor det ikke er sjovt mere. Så du skal virkeligt lytte til det, din krop og dit hoved prøver at fortælle dig og finde ud af, hvordan du kan få skruet ned for presset omkring dig.

Kan du snakke med din chef?

Min første tanke når jeg læser dit brev er, om det overhovedet er muligt for dig at snakke med din chef om, at du faktisk føler dig lidt presset af alle de krav, de stiller til dig? Jeg synes nemlig, at det for eksempel lyder helt urimeligt, at du helst ikke må melde dig syg. Vi kan jo alle sammen blive syge lige meget, hvor meget vi ellers gør for at undgå det. Og jeg tænker, at der simpelthen er nødt til at kunne findes en løsning på, at de ikke har andre oplært i dit arbejde end dig. For i bund og grund skal det jo ikke være dit problem, at de ikke har ansat arbejdskraft nok. Så jeg ville virkeligt anbefale dig at tage en lidt alvorlig snak med din chef om nogle af de ting ved din ansættelse, som du føler dig presset over. Og gøre det tydeligt for din chef, at du har brug for, at I kan finde frem til en løsning, der fungerer for dem. Men som allervigtigst også fungerer for dig.

Snak med din kæreste

Jeg kan virkeligt godt forstå, at det er hårdt for dig, at din kæreste måske skal flytte til Spanien. Og jeg tænker, du er super hård ved dig selv, når du slår dig selv i hovedet med, at du er egoistisk, fordi du ikke vil have ham til at rejse væk så længe. For det er mega hårdt, når en man holder rigtigt meget af lige pludseligt skal flytte mega langt væk, fordi de for eksempel skal ud at rejse. Og jeg tænker, det er en helt naturlig reaktion, at man lige først tænker, at man ikke vil have, at de rejser. Fordi man jo elsker dem mega højt og bare gerne vil have, at de er tæt på en. Jeg ville næsten tænke, det var mere mærkeligt, hvis du overhovedet ikke reagerede på, at han måske skulle rejse.

Har du mon snakket med din kæreste om, at du synes, det er svært, at han skal rejse? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, at du skal prøve at gøre det. Jeg ved godt, det kan være mega svært. Men hvis du snakker med din kæreste, så kan I få snakket sammen om, hvordan I kan få det til at fungere, mens han er væk. Det kan for eksempel være, at I kan snakke sammen via et videoopkald på nogle bestemte tidspunkter. Det er selvfølgeligt ikke det samme som at have ham lige i nærheden – det ved jeg godt. Men hvis I har nogle aftaler om, hvordan I kan holde kontakten, så kan det måske berolige din angst for, at han glemmer dig lidt. Ligesom du får mulighed for at se, at han stadig er okay.

Snak med nogen

Jeg bliver også lidt nysgerrig på, om du har snakket med nogen om, hvordan du har det for tiden? Hvis man går alene med alle de svære tanker og følelser, så kan man nemlig godt komme til at føle sig rigtigt alene og ensom. Måske fordi man kigger på alle andre, som ser rigtigt glade ud og kommer til at føle, at man er helt alene om at gå rundt og have det svært. Er det mon noget, du også kan genkende?

Hvis man snakker med andre om sine tanker, så får man mulighed for at høre, hvad de tænker også. Og når man gør det, så opdager man tit, at der faktisk er rigtigt mange, der også kæmper med nogle af de ting, man ellers har gået rundt og følt sig så alene med. Og det kan rigtigt tit hjælpe rigtigt meget på den der følelse af ensomhed. Så hvis ikke du har snakket med nogen om, hvordan du har det, så synes jeg virkeligt, du skal prøve at gøre det. Det lyder som om, du har det rigtigt godt med din familie, så du kan jo eventuelt snakke med dine forældre om det. Men du kan også sagtens snakke med dine gode veninder eller din kæreste.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, du ikke kender, så kan du tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid en sød og dygtig frivillig rådgiver klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med den frivillige rådgiver om alt, hvad der fylder hos dig. Der er nemlig intet, der er hverken for stort eller for småt i Headspace. De frivillige rådgivere i Headspace har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært på hver deres måde. Så mon ikke også, at de har nogle gode råd til, hvad du kan gøre? Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge

Hvis du bliver ved med at bøvle med din angst, så synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge. Din læge kan nemlig henvise dig til nogen, der kan hjælpe dig, hvis din læge vurdere, at det er nødvendigt. Det kunne for eksempel være en psykolog, der kunne hjælpe dig med at undersøge din angst. Og finde ud af, hvad der trigger den, og hvad du så kan gøre ved den, når den dukker op.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du kan finde en løsning, så du ikke skal gå rundt og føle dig så presset. For det fortjener du ikke.