Hej

Jeg er det, man nok kalder en 12-tals pige og perfektionist. Jeg tror, at jeg måske har præstationsangst og stress. Fra 1. klasse til 5. klasse var jeg lidt i den overvægtige side, så har altid tænkt meget på kost, motion og nok haft en meget “stram” tilgang til min krop (ikke overvægtig længere). Da jeg startede i 7. klasse, begyndte (går i 9. nu) jeg at få det lidt svært med min far. Vi ligner meget hinanden, så vi skændes tit (nok to gange om måneden), hvor det altid tager hårdt på mig bagefter. Så hårdt, at jeg ender med at nive og rive mig selv i armen, fordi jeg føler mig misforstået af ham. Min lillebror og far har et rigtig godt forhold, og det gør mig tit ked af det, at jeg ikke har det sådan samme med ham. Jeg føler mig lidt udenfor. Jeg har sagt det til min mor, at jeg savner et bedre forhold med ham, og hun har også talt med ham. Min far og jeg fik bagefter en samtale, men føler ikke der er sket en forskel (5 måneder siden). Det skal lige siges, at min far nok har stress.

Siden jeg startede i 9. klasse, har jeg haft mange stress symptomer. Hvergang jeg rækker hånden op i klassen, får jeg en voldsom hjertebanken. Når jeg rækker hånden op, tænker jeg altid på, om jeg nu siger det rigtige (det får mig endda til at tage hånden ned nogle gange, selvom jeg ved, at jeg kan finde ud af det). Jeg har aldrig oplevet det før. Jeg har en dansk stil for til under en uge, men hvergang jeg sætter mig foran min pc, får jeg det dårligt, begynder at græde. Jeg VED, at jeg er god til dansk. Jeg har altid fået 12 og blevet rost meget. Men det eneste jeg tænker på, når jeg sider foran computeren er, at min lærer skal bedømme den. Så jeg ender altid med at google forventningspres, stress, angst, etc. Da vi fik tid til at lave den i skolen, bryd jeg næsten sammen i tårer. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at skrive noget.

En måned siden skulle jeg prøve en løbeklub. Normalt løber jeg meget, men fik ikke gjort det i ferien, så jeg var i dårlig form. Jeg var bange for, at jeg ikke var god nok. Dagene op til løbeklubben havde jeg det rigtig dårligt, græd meget, var tør i munden, føltes som om jeg blev kvalt, og jeg kunne ikke overskue noget. Jeg endte med at lade være med at komme. Jeg fik endelig taget mig sammen, og nu går jeg så i løbeklubben.

Jeg har prøvet at forklare det til mine forældre flere gange, men de forstår det dybest set ikke…

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Puuha det lyder godt nok til, at det er rigtigt hårdt at være dig i øjeblikket. Der sker nogle ting i dit liv, som er rigtigt svære at overskue. Derfor er jeg også super glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Når jeg læser dit brev så er det første jeg tænker – nøj, hvor er der meget pres på dig. Det lyder til, at du oplever en masse forventninger fra dig selv og omverden. Og at det går dig rigtigt meget på og gør det rigtigt svært for dig at skulle overskue det hele. Derfor kan jeg da sagtens forstå, hvis du er mega presset i øjeblikket. Jeg synes du skal vide, at du ikke er alene med de tanker og følelser, du beskriver. Der er rigtigt mange unge i dag, som oplever et stort forventningspres, og som synes det er mega svært at skulle håndtere. Og det giver rigtigt god mening at opleve pres, når der bare er så mange ting at skulle tage stilling til.

Forventningspres

Det virker til, at du har sat dig ret godt ind i ting som forventningspres, angst, stress og måske perfektionisme. Det er jo super godt, at du allerede har så god en forståelse for det. Det kan nemlig gøre det meget nemmere, at finde ud af hvad man så kan gøre ved det. Jeg tænker, at du måske kunne prøve at læse vores artikler omkring perfektionisme og 10 gode råd til perfektionisme. For der står noget rigtig god information, men også nogle gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man har meget store forventninger til sig selv. Det kan godt være rigtigt svært, at skulle prøve at lægge sine høje forventninger lidt på hylden, men det kan altså godt lade sig gøre. Det er bare hårdt arbejde. Du kan prøve at læse denne artikel omkring, hvordan man får mere ro ind i sin hverdag. Der er nemlig sådan, at hvis man er meget presset, så kan det komme til at fylde hele ens hverdag. Og så kan man måske pludseligt ikke koncentrere sig om andet end alt det, man føler burde gøre. Og så bliver man måske endnu mere presset, og begynder at slå sig selv i hovedet over alle de ting, som man ikke har fået gjort. Og til sidst ligger man måske bare på ryggen i ens seng, fordi det hele bare er blevet så uoverskueligt, at man ikke kan finde ud af hvor man skal starte og slutte. Er det noget du kan nikke genkendende til? Det er i hvert fald helt normalt at have det sådan, hvis man oplever et højt forventningspres. Hvis det er noget i den stil, du oplever, så er det en rigtig god idé at handle på det. Og få skruet ned på presset i din hverdag. Du kan eventuelt prøve at lave en liste over alle de opgaver og lister, som fylder for dig lige nu. Er der nogle af de ting, som du kan skære væk, så der bliver lidt mere ro i din hverdag? Jeg tænker faktisk, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du måske gjorde det sammen med din mor? Du skriver, at dine forældre måske ikke helt kan sætte sig ind i, hvordan det er at være dig i øjeblikket. Men måske hvis dig og din mor sammen satte jer ned og lavede et overblik over de ting, som presser dig. Så vil det måske også give din mor en bedre forståelse af, hvordan det er at være dig.

Forholdet til far

Jeg synes det lyder virkeligt svært, at du føler dig udenfor i forholdet til din far. Vores forældre betyder rigtigt meget, og derfor gør det også mega ondt, hvis man oplever, at de ikke forstår en. Så kan man godt opleve, at der kommer mange konflikter, selvom man rigtigt gerne vil have det til at fungere og virkeligt prøver. Det er så flot, at du har taget fat i din mor og prøvet at snakke med både hende og din far omkring det. Det kan være mega svært at tage den samtale, og derfor skal du også bare have så meget ros. Jeg er ked af at høre, at det desværre ikke hjalp så meget. Jeg synes du har nogle virkeligt gode refleksioner over, hvad der kan være med til at skabe problemerne mellem dig og din far. Og selvom det måske ikke virkede så godt sidst, du snakkede med din far, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du prøvede igen. Måske kan du også tage fat i din mor igen og få hende til at hjælpe dig igen. Det kan i hvert fald være rigtigt rart at have den støtte. Og måske kan i endda sammen prøve at finde ud af, hvordan i kan få tingene fortalt til din far på en måde, så han kan forstå dig og blive bedre til at snakke med dig. 

Hvis man oplever, at der er nogle konflikter i forholdet med en man elsker, så er det helt normalt, at det måske tager lang tid, før man helt har fået løst dem. Du kan prøve at forestille dig, at det er lidt ligesom at gå op af en trappe. Så tager man et trin af gangen mod målet og lige så stille kommer man nærmere og nærmere. Derfor tænker jeg også, at der stadigvæk er super god mulighed for, at i kan få et rigtigt godt forhold til hinanden. Det kan dog godt være, at det ikke lige kommer fra den ene dag til den anden. Men det er heller ikke kun dit ansvar, at få et godt forhold til din far. Det er også hans. Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, hvis i fik snakket om, hvad i sammen kunne gøre for at få et bedre forhold. Du kan prøve at læse den her artikel omkring det at snakke om svære ting med sine forældre, og denne her om at håndtere konflikter. Selvom den om konflikter er rettet mod venner, så synes jeg stadigvæk at der er nogle af rådene, som måske kan være hjælpsomme for dig.

Hvis du synes det er svært at skulle tage samtalen, så kan du jo overveje at skrive et brev til din far. Fordelen ved at skrive et brev er, at man har god tid til at skrive de ting ned, som man gerne vil sige. Så kan du få fortalt alle de ting, som du har brug for at han ved, uden at der opstår nogle konflikter. Det kan være en rigtig rar måde at gøre det på, når man skal forklare sine forældre nogle ting, som fylder for en.

Snak med nogen om, hvordan det går med dig.

Det lyder lidt til, at du går alene med alle dine tanker og problemer. Du har prøvet at forklare dine forældre det, men det virker ikke til, at de rigtigt forstår det. Det tænker jeg er mega svært, og så kan man godt ende med at føle sig ret alene. Men jeg vil prøve at komme med lidt råd til, hvem du kan snakke med.

Snak med din mor igen

Jeg ved godt, at du allerede har prøvet at snakke med din mor om, hvordan du har det. Men jeg tænker alligevel, at det kunne være en god idé, hvis du prøvede igen. Ens forældre er tit dem, som er tættest på en i ens hverdag, og derfor kan de være en rigtig god hjælp og støtte – hvis de forstår, at man har det svært, selvfølgelig. Men jeg tænker, at du kan overveje nogle af de samme ideer til din mor, som jeg foreslog til din far. Måske kan du skrive et brev til hende? Og forklare hende, hvad der sker med dig. Du kan jo skrive mange af de samme ting, som du har skrevet til mig. Jeg er næsten helt sikker på, at hvis hun først forstår, at du har det rigtigt svært, så vil hun gerne hjælpe.

Snak med din lærer

Måske kunne det være en rigtig god idé, hvis du snakkede med din lærer om, hvordan det går med dig. Det er sådan, at hvis man fortæller på skolen, at man har det svært eller dårligt, så skal skolen faktisk hjælpe en. Det er helt okay, at have brug for hjælp, og nogle at snakke med. Og jeg tænker, at det måske kunne være rigtigt rart for dig, at snakke med din lærer omkring det forventningspres du oplever. Så kan din lærer hjælpe og vejlede dig med, hvordan du kommer igennem det på en god måde. Og du kan få en fornemmelse af, hvad din lærer egentligt forventer af dig. For nogle gange, så er vores forventninger til os selv endnu større i vores hoved end de egentligt er i virkeligheden. Hvis du synes det ikke er så rart at snakke med din lærer, så kan du bede om at snakke med en sundhedsplejerske, skolepsykolog, en anden lærer eller måske en studievejleder. Alle de her mennesker er helt vant til at snakke med unge om deres problemer, og det kan være en rigtig rar hjælp at få. Hvis du synes det kunne være rart, så kan du også få en lærer eller anden voksen på skolen til at hjælpe dig med at snakke med dine forældre. Så kan læreren støtte dig, og hjælpe dig med at få sagt de ting, som det er vigtigt for dig, at få fortalt dine forældre. Måske kan det være med til at gøre det nemmere for dine forældre at forstå, hvordan du har det.

Snak med dine veninder/venner

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle af dine veninder/venner om, hvordan du har det? Hvis du har nogle gode venner/veninder som du er tryg ved, så kan det være en rigtigt rart at snakke med dem. Det kan nemlig være rart at snakke med nogle, som er jævnaldrende og som måske virkeligt kan forstå de ting, som man går igennem. Jeg kunne forestille mig, at du sikkert ikke er den eneste, som oplever et stort forventningspres og har konflikter med familien. Så kan i måske støtte og hjælpe hinanden på vej? Det er dog stadig vigtigt, at du får snakket med en voksen også.

Tag fat i Headspace

Hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en forening, som hjælper og rådgiver unge, der har det svært. Så kan man komme og snakke med en frivillig om ens problemer, og så lytter og rådgiver de en rigtigt godt på vej. Alle må komme i Headspace uanset størrelsen på deres problemer. Og deres frivillige er mega søde og rigtigt dygtige. Det er meget stille og roligt, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Det er forøvrigt anonymt, så du behøver ikke fortælle dem, hvem du er. Jeg kan varmt anbefale Headspace. Hvis der ikke ligger en Headspace i nærheden af dig, så kan du også få rådgivningen via Børnetelefonen. Der kan man både ringe, skrive og chatte med deres frivillige, og de er rigtigt dygtige.

Der er rigtigt meget pres i dit liv i øjeblikket, og samtidigt oplever du også konflikter med din far. Derfor giver det også rigtig god mening, hvis du synes det er rigtigt hårdt. Og derfor er det en rigtig god idé, at få snakket om det og få hjælp til at håndtere det hele. For du behøver ikke gå med alle de svære tanker og følelser alene.

Jeg håber du har kunne bruge nogle af mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig, og der snart kommer ro på med det hele.

De allervenligste hilsner fra en Mindhelper