Jeg er næsten sikker på, at jeg har OCD. Jeg vil gerne sige det til nogen. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan ikke få ordene ud, når jeg prøver.

Hej

Jeg tror jeg har ocd. Eller jeg ved det næsten.
Jeg har tvangstanker som at folk dør eller kommer til skade mange gange hver dag.
Jeg har tvangshandlinger som jeg skal gøre, ellers sker der noget slemt.

Jeg tror det begyndte da jeg var måske 4-5 år eller noget hvor jeg husker at klø den ene side af mit hovede 2 gange. Men så skulle jeg gøre det på den anden eller det var ubehageligt for mig.

Jeg holder det hele i mig selv og vil så gerne tale om det. Mine venner lægger en gang imellem mærke til de ting jeg gør og fortæller mig også nogen gange “jeg tror altså godt det kunne være noget ocd”. Vi har nemlig lært lidt om psykiske sydomme.

Jeg tænker hver dag i skolen at i dag skal jeg fortælle min lærer det eller mine forældre eller en ven, og udtænker det hele… indtil jeg kommer til at sige noget så kommer der ingen ord ud.

Jeg har sagt det til en af mine venner men hun har det selv svært og cutter og har noget spiseforstyrrelse. (Hvilket hun får hjælp med).

Jeg føler at jeg ikke har nogen at tale med og holder alle de her følelser inde i mig selv og skal ud med dem.

Jeg vil helst ikke tale med mine forældre som det første siden min søster lige har været i et biluheld og jeg har brækket min fod, min bror var lige på hospitalet for at drikke for meget og han er begyndt at ryge.

Jeg har svært ved at lave en enkelt skole opgave færdigt. Jeg har sove problemer og er træt hver dag. Det ved mine lærer godt men jeg kommer med undskyldninger. I nat fik jeg kun 3,5 timers søvn og kan ikke falde i søvn for jeg føler altid at jeg ikke har gjordt noget rigtigt og derfor kommer nogen og stikker mig bed mens jeg sover. Derfor hører jeg lyde og skal have høretelefoner i.

Jeg har brug for at sige det til nogen og jeg bekymrer mig specielt om skole siden det bliver sværere i 8. Klasse hvor man får karakterer.
Min klassekammerat har depression og får lov til at sidde ude på nogle opgaver.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg har læst jeres sider om hvordan men jeg har svært ved at få ordene ud.

Man kan sige at det føles som når din arm klør. Man har lyst til at klø den men nogen gange prøver man at lade være men man tænker på det hele tiden ligemeget hvad. Indtil man klør og det går væk, men for det meste giver man bare efter.

Musik hjælper mig tit med at få tankerne væk.

Jeg tror godt jeg vil sige det til min klasselærer snart, men ved ikke hvordan.

(Pige, 14 år)

Kære pige på 14 år

Det lyder som om, du kæmper med nogle vildt svære ting. Og at der faktisk også sker vildt mange svære ting rundt omkring dig. Så jeg er mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er første skridt på vejen imod at få det bedre.

Tankerne er ikke farlige

Det er helt vildt ubehageligt, når man går rundt med sådan nogle tanker om og en frygt for, at der vil ske en selv eller ens familie noget. Men det er slet ikke unormalt at kæmpe med sådan nogle tanker. Og du er langt fra alene med det. Sådan nogle tanker kan komme til at føles helt vildt virkelige. Ligesom de tit kan komme til at føles helt vildt påtrængende, fordi de bare bliver ved med at dukke op i ens hoved, selvom man ikke vil have det. Men selvom de her tanker kan føles rigtigt virkelige, så er de ikke farlige. Men det kan virkeligt føles som om, at de er det.

Når man kæmper med sådan nogle tanker, der er så ubehagelige, så har man brug for en måde at håndtere det på. Og en af de måder kan være at finde på nogle ting, som man skal gøre for at forhindre, at der sker noget slemt med en selv, eller dem man holder af. Også selvom man måske egentligt godt selv ved, at man ikke kan forhindre en ulykke i at ske ved at gøre de her ting igen og igen. Men det bliver alligevel en måde at få ro på. Problemet er bare, at de her bestemte ting eller handlinger, som man skal gøre for, at der ikke sker nogle grimme ting, kan komme til at fylde rigtigt meget for en. Og det kan blive sindssygt hårdt at skulle blive ved med at gøre de her ting for at holde angsten nede.

Det er en professionel person, der sidder sammen med dig, der skal hjælpe dig med at finde ud af, om det mon er OCD, du kæmper med. Så det kan jeg ikke svare dig på. Men du kan prøve at kigge på vores artikel om OCD. Måske er der nogle ting i artiklen, du kan genkende. Der er også lidt råd i artiklen til, hvad man kan gøre, hvis man tror, man kæmper med OCD.

Skriv det til din klasselærer

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have sagt til nogen, at du kæmper med de her ting. For det er nogle sindssygt hårde ting at kæmpe med alene. Og det er ikke meningen, at du skal kæmpe med dem helt alene. Du skal have noget hjælp til dem, så du kan få det godt igen. For det kan man nemlig heldigvis godt. Der er rigtigt mange, der har haft det super svært, som har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Derfor synes jeg, det lyder som en sindssygt god idé at få snakket med din klasselærer om det. 

Det kan være hammersvært at få fortalt andre om, at man faktisk har det rigtigt svært. Men jeg synes, at du beskriver det, du kæmper med så fint i det her brev. Derfor kommer jeg til at tænke på, om det mon kunne hjælpe dig at skrive det til din klasselærer først? Du kan enten skrive det på et stykke papir, som du kan aflevere til ham eller hende. Eller du kan skrive til en mail til ham eller hende, hvis din skole for eksempel har sådan en online-portal, hvor du kan skrive en besked til dine lærere. Når din klasselærer så har læst det, du har skrevet til hende, så kan din klasselærer stille dig spørgsmål til det, du har skrevet. På den måde behøver du ikke selv at starte samtalen. Det gør det nemmere for nogen at få snakket om det.

Der skal også være plads til dig

Det lyder som om, der er sket en hel masse ting i din familie. Og at dine to søskende faktisk har været ude for nogle rimeligt svære ting. Når der sker så mange ting i ens familie, så er det helt normalt, at man måske ikke selv har lyst til at fylde så meget. Måske fordi man synes, at ens forældre allerede har nok at se til og ikke har lyst til at give dem endnu mere at bekymre sig om.

Men det er dine forældres ansvar at passe på dig og dine søskende. Så selvom der sker en masse ting for dine søskende, så skal der også være plads til dig i familien. Og så er jeg faktisk også næsten sikker på, at dine forældre gerne vil have at vide, at du kæmper med de her ting, selvom der sker meget lige nu. Fordi de er dine forældre, og de bekymrer sig om dig. Så de vil også rigtigt gerne kunne hjælpe dig, når du har det svært.

Derfor synes jeg også, at du skal prøve at snakke med dine forældre om det. Også selvom du måske ikke har så meget lyst til det. For det er dine forældre, der har det meste ansvar for dig, så er det også dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig. Men det er helt okay, at du starter med at snakke med din klasselærer. For det vigtigste er bare, at du får det sagt til nogen til at starte med. Din klasselærer kan også hjælpe dig med at få det sagt til dine forældre, hvis det er for svært for dig at gøre selv.

Tag fat i Angsttelefonen

Hvis man kæmper med nogle ting, der minder om angst, så kan man altid tage fat i Angsttelefonen. Hos Angsttelefonen sidder der nemlig nogle dygtige rådgivere klar til at snakke, som ved en hel masse om angst. Man behøver ikke at vide med sikkerhed, at man har angst for, at man kan ringe ind til Angsttelefonen. Man kan også godt ringe ind, hvis man tror, man kæmper med angst. Så kan rådgiverne hjælpe en med at finde ud af, hvad man mon selv kan gøre. Og hvor man kan få hjælp henne. Rådgiverne hos Angsttelefonen er vant til at snakke med børn og unge, der kæmper med angst. Så de ved godt, at det kan være svært at få sagt. Og de skal nok hjælpe dig alt, hvad de overhovedet kan med, at du får sagt de ting, du gerne vil have sagt. Du kan være helt anonym hos Angsttelefonen, hvis du har det bedst med, at de ikke ved, hvem du er.

Tag fat i lægen

Hvis du gerne vil vide, om det mon er OCD, du kæmper med, kan du tage fat i din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er noget indeni en, der er svært. Så din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, om det kunne være OCD. Og hvis ikke din læge kan finde ud af det, så kan lægen i hvert fald hjælpe med at finde ud af, hvor du så kan få hjælp henne.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg sådan fingre for, at du får snakket med din klasselærer. Så du kan få noget hjælp til at håndtere det her. For om det er OCD eller ej, så findes der heldigvis rigtigt gode behandlingsmuligheder. Så der er også rigtigt gode muligheder for, at du godt kan komme helt af med de her ting, du kæmper med igen. Og det fortjener du sådan.

De bedste hilsner fra en Mindhelper