Hej Mindhelper
Jeg er en pige som har været en perfektionist siden jeg var helt lille. Det har kostet mig dyrt og blevet en del af min personlighed. Jeg er altid træt og bliver meget let såret. Jeg kan slet ikke tåle kritik selvom jeg ved at folk skal have lov til at sige deres mening omkring mig. Jeg er bange for folk og tager normalt ikke ud alene. Føler mig ret dum og en stor fiasko. Har ingen venner længere. Jeg genkender alle de perfektionistiske punkter som jeg fik læst her på hjemmesiden :'(
Hvad skal jeg dog gøre??
(Pige, 20 år)
Hej Pige på 20 år
Det er rigtigt hårdt at opleve, at perfektionismen fylder så meget i ens liv, at det går ud ens hverdag og venskaber. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er ikke unormalt
Det er ikke unormalt at opleve, at man kan have rigtigt svært ved at tage imod kritik, hvis man er meget perfektionistisk. For så kan man godt komme til at tolke kritikken som om, at den betyder, at folk ikke kan lide en. Også selvom det måske slet ikke var det, de mente, da de sagde noget kritisk til en. Så kan det være en rigtig god idé, at prøve at huske sig selv på, at selvom de kritiserer noget du gør, så er det ikke dig som person, men handlingen de kritiserer.
På den anden side, så handler det også om, hvad folk siger til en. For hvis deres kritik er hård og ikke hjælpsom, så er det okay at sige fra og sætte grænser for, hvad man vil finde sig i. Du kan prøve at læse vores artikel om råd til dem, som er meget perfektionistiske. Der står nemlig en masse gode tips til, hvad man selv kan gøre for at bryde lidt med perfektionismen.
Frygten for andre
Nogle mennesker oplever, at de bliver så nervøse omkring andre mennesker, at de bliver bange for at tage ud alene. Så kan man opleve, at det at tage ud og møde nogle, man ikke kender, gør en dårlig og man vil helst blive hjemme. For nogle udvikler det sig til det, man kalder social angst. Social angst kan være rigtigt svært at håndtere og nogle oplever, at de pludseligt bliver meget alene, fordi angsten stopper dem fra at gå ud. Men heldigvis er der hjælp at hente, hvis man har det på den måde. Du kan prøve at læse vores artikel om social angst og gode råd til dem, der oplever den. Hvis du kan nikke genkendende til nogle af de ting, som står i artiklen, så kan det være en rigtig god idé, at tage en tur til lægen. Det skriver jeg mere om længere nede.
Snak med nogen om det
Mit bedste råd til dig er, at få snakket med nogen om det du oplever. For det er rigtigt svært, hvis du går helt alene med dine tanker og bekymringer. Så kan det være en god idé, at få en hjælpende hånd fra nogle andre. For det behøver du ikke gå med helt alene.
Snak med dine forældre
Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så kan de måske hjælpe, lytte og støtte dig, når det bliver svært at komme ud. Det kan være rigtigt rart at have den støtte og ens forældre er tit dem, som er nogle af de tætteste på en og kan hjælpe en, hvis man har det rigtigt svært. Hvis ikke dine forældre duer, så er der måske en anden person i din omgangskreds, som du er tryg ved? En storesøster, moster, lærer eller helt 4. person.
Tag en tur til lægen
Når man har det svært, så kan det være en rigtig god idé, at tage en tur til lægen. Lægen kan nemlig være med til at hjælpe med at finde ud af, hvad man kan gøre ved ens problem. Og hvis det er hjælpsomt, så kan lægen og henvise en til en psykolog, hvis det kunne være hjælpsomt for en. Hvis man eksempelvis oplever symptomer på social angst, så kan lægen også hjælpe med, at sørge for man får behandling for angsten, så den ikke bliver ved med at fylde i ens hverdag. Det kan være super rart.
Tag fat i Headspace
Hvis du har brug for at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme også snakke om det der fylder for dem. Deres frivillige er super søde og dygtige og de er helt vant til at snakke med unge om alle slags problemer – ingen problemer er for store eller små. De kan være en rigtig rar måde, at få hjælp og støtte til at håndtere . Og de er vant til at snakke med unge, som synes det er svært at være sammen med andre mennesker. Måske kunne det være noget for dig?
Perfektionisme kan være rigtigt hårdt at opleve, men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper