Hej Mindhelper
Jeg går næsten dagligt rundt med angstsymptomer og en tung sort sky over mig. Jeg føler så godt som ingen glæde ved livet længere, og håbet, om at tingene kan blive bedre, er suget ud af mig. Når jeg er sammen med min familie, kan jeg kun virke overskudsagtig for en kort stund, før modløsheden, energiløsheden og alle de negative følelser vender tilbage. Min familie, som jeg bor sammen med, er de eneste, jeg har kontakt til, for jeg har nemlig ingen venner og har kun haft meget få venner i løbet af livet. De kan i hvert fald tælles på én hånd. Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at jeg føler mig dybt ensom og alene med mine tanker. Især fordi min familie er af den overbevisning, at så længe man står op, spiser og går i bad, så er ens “problemer” ikke store nok til, at der burde tages hånd om dem, og hvis man endelig åbner op, så er man bare selvmedlidende og må tage sig sammen. Tro mig, jeg har forsøgt at åbne op for mine tanker og følelser så mange gange, men er hver gang blevet mødt med respektløshed og et “du har jo altid været sårbar” eller “pas nu på, at du ikke bliver ligesom din mor.” Jeg ved, at en anden mulighed er at gå til min læge, men jeg er virkelig, virkelig bange for at ringe og aftale en tid og snakke med et fremmed menneske om det her. Desuden ved jeg også bare, at det eneste, lægen kan gøre, er at henvise mig til en psykolog, og jeg har allerede talt med så mange psykologer/coaches af forskellig art, uden det har hjulpet det fjerneste. Den sorte sky vil bare ikke forsvinde, så selvfølgelig har jeg også haft selvmordstanker, men jeg tror nu ikke, jeg kunne finde på det. Dog mest af alt, fordi jeg er virkelig bange for at dø. Men hvis dét at leve handler om mere end bare at være til, så stoppede jeg med at leve for længe siden. Og ja, jeg vil bare virkelig, virkelig gerne blive fri fra de her tanker, følelser og “dysfunktionalitet,” så jeg kan begynde at leve og få et godt liv, men jeg ved ikke hvordan, og jeg tvivler på, om det overhovedet er muligt…
Hilsen den dybt fortvivlede pige
(Pige, 18 år)
Kære den dybt fortvivlede pige
Jeg kan godt forstå, du er mega fortvivlet, for det lyder dælme til, at du har det svært. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er simpelthen en af de allervigtigste ting at kunne på rejsen mod at få det bedre.
Det giver god mening, at du føler dig ensom
Når jeg læser dit brev, bliver jeg virkeligt ramt af den ensomhed, du føler. For den kan virkeligt mærkes i dit brev. Og det giver så god mening, at det er mega ensomt at være dig. For du kæmper med en hel masse hammersvære følelser, som virkeligt bare er alt for tunge til, at det er nogen, du skal være rundt på helt alene. Men når du forsøger at række ud til din familie og fortælle, at du faktisk har det virkeligt svært, så bliver du ikke rigtigt mødt med forståelse. Faktisk kan man vel godt sige, at du nærmest mere bliver mødt med bebrejdelser og en løftet pegefinger i stedet for. Det må være så frygteligt hårdt.
For jeg er ikke i tvivl om, at du har det super svært. Og at du bare har så meget brug for, at der er nogen, der tager hånd om dig og de ting, du kæmper med. For angst det er mega svært at slås med angst, så du har bare virkeligt fortjent at få noget hjælp til, hvordan du kan få angsten til at slippe sit tag om dig. Sådan så du kan få lov til at mærke, at livet godt kan være mere end at overleve. Det kan nemlig virkeligt godt lade sig gøre, også selvom man bare virkeligt har kæmpet meget og længe med angst. Men du har brug for den rigtige hjælp og støtte.
Så jeg bliver faktisk lidt frustreret på dine vegne over, at det lyder som om, din familie ikke rigtigt tager dig alvorligt, når du kommer til dem med dine problemer. For jeg kan bare godt forstå, at der er ensomt at have så meget brug for hjælp og støtte til at få det bedre uden, at der er nogen, der tager imod den hånd, man rækker ud efter hjælp.
Hvis tristheden bliver for meget
Du beskriver, at du også føler, at du har en tung, sort sky over dig. Det lyder som om, at den her sky er fyldt med glædesløshed og modløshed. Er det rigtigt forstået? Jeg tænker, det giver rigtigt god mening, at du også slås med de her følelser, når du har kæmpet så meget med angst. For det kan være så svært at se, at der kan være en ende på angsten, når man har kæmpet med den virkeligt længe. Men der er også nogle, der oplever at få en depression. De føle rigtigt tit, at al glæden er blevet suget ud af deres liv. Ligesom de føler sig modløse og føler, at alting er håbløst. Hvis der er nogle ting, der lyder genkendelige for dig, så synes jeg, du skal prøve at kigge på vores artikel om depression.
Man kan godt have nogle af tegnene på depression uden, at det er en depression. Men hvis du kan genkende mange af de ting, der står i artiklen. Og hvis det har stået på virkeligt længe, så synes jeg, det er super vigtigt, at du snakker med din læge. Også selvom jeg godt ved, at det er drønsvært at skulle tage fat i sin læge, når man slås med angst. Men hvis du nu måske kæmper med en depression også, så er det super vigtigt, at det bliver opdaget. For depression kan godt behandles. Og der er rigtigt gode muligheder for, at man godt kan få det godt igen, selvom man måske kæmper med en depression.
Faktisk er det sådan, at langt de fleste af dem, der har kæmpet med depression, får det godt igen med den rigtige hjælp. Og den hjælp kan din læge hjælpe dig med at finde. Hvis din læge foreslår en psykolog, så synes jeg, du skal prøve at fortælle din læge, at du har prøvet det, men ikke følte, at det virkede. Så kan du snakke sammen med din læge om, om der er noget andet, du kan prøve af. Der er rigtigt mange læger i dag, der har mulighed for, at man kan booke tid online. Så hvis det er det med at skulle ringe til din læge, der gør det svært for dig at tage fat i ham eller hende, så kan du undersøge, om ikke din læge måske også har mulighed for at booke tid online.
Er der overhovedet ikke nogen, du kan snakke med?
Normalt ville jeg have skrevet, at du skulle snakke med dine forældre. Men det lyder som om, du har prøvet det. Og at det virkeligt ikke har været hjælpsomt for dig, fordi din familie ikke rigtigt har mødt dig i, at du faktisk har det drønhårdt. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der er nogen andre rundt omkring dig, du kan snakke med? Er der for eksempel en lærer på din skole, du kan snakke med, hvis du stadig går i skole? Eller er der måske noget familie, der ikke er din tætteste familie, som du tror, du ville kunne snakke med? Det ville nemlig være så godt, hvis du kunne finde nogen at snakke med, som gerne vil hjælpe dig og støtte dig til at få det bedre. Sådan så du ikke skal kæmpe med de her ting alene.
Hvis der slet ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. I Headspace er man nemlig altid velkommen, hvis man har det svært og har brug for nogen at snakke med. Der sidder altid nogle super dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig i Headspace. Og du kan snakke med de frivillige rådgivere om alting. De frivillige i Headspace har snakket med en masse unge, der har haft det rigtigt svært. Så de har virkeligt stor forståelse for, at det kan være mega svært at skulle snakke om. Og de skal nok gøre deres allerbedste for at gøre samtalen så tryg for dig som muligt. Headspace har også en chat som du kan bruge, hvis det er for svært for dig med en personlig samtale. Du kan desuden være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det.
Kunne selvhjælpsgrupper måske hjælpe?
Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på, om selvhjælpsgrupper for folk med angst mon kunne være hjælpsomt for dig? I selvhjælpsgrupper møder man andre, der også kæmper med angst. Og som virkeligt ved, hvor super svært det kan være, når man kæmper mega meget med angst. Man deler også sine tanker og følelser med hinanden og hjælper og støtte hinanden til at få det bedre. Så jeg tænker, at det måske kunne hjælpe lidt på følelsen af ensomhed at møde nogen, der har det lidt ligesom dig selv.
Jeg kan godt forstå, hvis det lyder super grænseoverskridende for dig at skulle mødes med en hel gruppe mennesker, som du slet ikke kender. For det er noget af det, der kan være virkeligt svært, hvis man kæmper med angst. Men selvhjælpsgrupper er styret af en person, der er der til at sørge, at alle føler sig trygge i gruppen. Og som er der til at hjælpe, hvis det hele bliver alt for overvældende på et tidspunkt. Så du vil være i trygge hænder. Og der er rigtigt mange med angst, der finder selvhjælpsgrupper super rare. Hvis det lyder som noget, du godt kunne tænke dig at prøve, så kan du prøve at google “selvhjælpsgrupper angst” og se, om ikke der er nogen i nærheden af, hvor du bor.
Hvis selvmordstankerne fylder for meget
Når man har det rigtigt svært, sådan som du har det, er det ikke unormalt at få selvmordstanker. Og du er bestemt ikke alene om at kæmpe med selvmordstanker. Det er der desværre rigtigt mange, der gør. Men der er heldigvis også rigtigt mange, der har fået det godt igen, selvom de har kæmpet med selvmordstanker. Derfor er det også så vigtigt, at du får snakket med nogen om de her selvmordstanker. For der er så mange muligheder for, at du kan få det godt igen.
Hvis der slet ikke er nogen i nærheden af dig, du kan snakke med, kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nogle dygtige, frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om dine selvmordstanker. Og de er vant til at snakke med unge, der slås med selvmordstanker. Så de skal nok hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan. Hvis det er for grænseoverskridende for dig at skulle ringe til dem, har de også en chat, du kan bruge. Så dem kan du trygt tage fat i. Og det skal du virkeligt gøre, hvis du har brug for det. Heller en gang for meget end en gang for lidt.
Jeg håber virkeligt, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og som du har kunne bruge til noget. Og så håber jeg bare virkeligt for dig, at du snart får noget hjælp og støtte, der virker for dig. Sådan så du kan få det bedre. For det fortjener du virkeligt. Og det kan godt lade sig gøre. Også selvom jeg virkeligt godt ved, at det bare ikke føles sådan lige nu.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper