Hej Mindhelper


Jeg er en 16 årig dreng i 9. klasse som skal starte på gymnasiet efter folkeskolen. Alle mine gode venner skal på efterskole efter folkeskolen. Dvs. dem der skal på gym starter et år efter mig, jeg er nervøs for at jeg kommer til at miste nogle af mine gode venner og at jeg ikke rigtigt kender nogle på det nye gymnasie, hvor der nok er mange der allerede kender hinanden.
Jeg har ikke selv valgt efterskole da jeg ikke rigtigt synes jeg havde lyst til det.

(16 år)


Hej 16 årig

Når man er i slutningen af 9. klasse kan tankerne og bekymringerne om, hvordan det bliver efter folkeskolen, godt titte frem og komme til at fylde meget. 

Det er normalt at tænke over, hvordan det bliver 

Du skriver, at du skal starte på gymnasiet efter folkeskolen og at alle dine venner skal på efterskole. At afslutte folkeskolen er en stor ting. Både fordi man har brugt rigtig mange år der. Men også fordi det er det tidspunkt i ens liv, hvor man måske for første gang bliver spredt fra ens venner og skal starte på noget helt nyt. Derfor er det også helt normalt, at have det som du har det. Og være nervøs for, hvordan det bliver. 

Vi er kodet til at bekymre os

Jeg kan læse i dit brev, at der særligt er to bekymringer, som fylder hos dig. Bekymringen for at du kommer til at miste nogle af dine venner. Og bekymringen for, at du ikke kender nogen på det nye gymnasium, hvor andre måske kender hinanden. 

Lige præcis de bekymringer er nogle af dem, som næsten alle unge oplever, når de skal til at starte på noget nyt. Og de bekymringer kommer, fordi vi mennesker er sociale væsener. Derfor har vi også rigtig meget brug for at have nogle gode venner og føle os som en del af flokken. Det var noget som hjalp os for mange tusinder år siden. Dengang var det nemlig ikke særligt godt at blive efterladt til at kæmpe mod vilde dyr helt alene.

Derfor er vi også kodet til at søge mod flokken og holde vores venner tæt. Så når man står i en situation, hvor man pludselig bliver spredt fra sine venner, så prikker det til det instinkt i os, og sætter gang i bekymringerne og usikkerheden. 

Og det kan godt være ret drænende, men heldigvis kan man godt skrue ned for bekymringerne igen. I vores nødhjælpskasse til dig, som er alt for bekymret, står der nogle gode råd til at få ro på bekymringerne. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig. 

Venskaber skifter form og forandrer sig gennem hele livet 

Når du bekymrer dig for, om du kommer til at miste nogle af dine venner, så tænker jeg at det er et ret godt tegn på, at dine venner betyder ret meget for dig. Derfor tænker jeg også, at der er en ret god sandsynlighed for, at I bliver ved med at være venner selvom I starter på forskellige ting.

Og selvom venskabet måske tager en anden form, fordi I ikke ses lige så ofte, så betyder det ikke, at det ikke er der længere. Det er helt naturligt, at der er perioder, hvor man er meget i kontakt og ses ofte, og så perioder, hvor man ikke snakker så meget sammen. 

Snak med dine venner om det 

Noget af det, som kan hjælpe når man er nervøs for at miste ens venner er at snakke med dem om det. Tit kan det nemlig være med til at tage lidt af luften af ens bekymringer. Og måske der også er nogle af dine venner, som kan genkende nogle af de tanker, som du går med. 

Det er fokus på det sociale, når man starter på gymnasiet 

Når man starter på gymnasiet er det meget forskelligt, om man kommer direkte fra folkeskolen eller har taget et år på efterskole, på udveksling eller i 10.klasse. Derfor er lærerne også meget opmærksomme på, at man i starten bliver rystet sammen og lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Så selvom man ikke kender nogen på forhånd, så oplever de fleste heldigvis at de lærer de andre at kende og får nogle gode venner i deres gymnasieklasse. 

Det kan lette at snakke med andre om det 

Når man går og er nervøs og bekymret, kan det være rigtig rart og lettende at dele det med andre. Det kan fx være dine forældre eller en anden voksen, som du er tryg ved. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Det vigtige er, at du får delt dine tanker og bekymringer. 

Dét at bevæge sig mod slutningen af folkeskolen kan godt sætte gang i bekymringer og nervøsitet for hvordan det bliver efter sommerferien. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Varme tanker til dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper