Hej Mindhelper

Jeg er for tiden meget nervøs. Ikke over noget specielt, men jeg har for eksempel sommerfugle i maven non stop, som også nærmest kravler op i halsen på mig. Jeg kan heller ikke sidde stile rigtig, elle koncentrere mig og har konstant brug for at pille ved noget. (Selvom jeg engang var top elev og kunne alt føler jeg mig nu bare helt vildt dum) Jeg er ikke rigtig bange for ja noget specielt (udover døden som jeg virkelig ikke kan klare tanken om). Derudover kan små ting få mig nærmest til at græde (udover at jeg holder det inde). Ved ikke om det er angst? (Har ikke rigtig angstanfald). Måske trauma? (Var for 2 år siden i en ulykke hvor jeg næsten døde)
Men så tænker jeg på om jeg bare er en attentionseeker for når jeg søger på det lyder mit slet ikke så slemt som andre.
Jeg sidder også meget og ryster med benene, men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg seeker opmærksomhed? Især hvis nu der slet ikke er noget galt 🙁
Og jeg har også en god familie, venner der altid vil lytte, og lærere som er søde nok. Jeg får også stadig ok karakterer, føler mig bare dum. Så ved ikke om jeg bare faker det hele?
Kan man have angst uden anfald?
Og kan man have det skidt uden en lidelse?

(15 år)


Kære Du

Det lyder til, at du går og bøvler med en masse svære tanker og overvejelser. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Hvis man har det svært, så har man det svært

Først og fremmest vil jeg starte med at sige til dig, at du på ingen måde er en attentionseeker. Hvis man har det svært, så har man det svært. Uanset, hvor slemt andre har det. Så selvom der er andre, som måske har det værre end en, og at man har en god familie og søde venner, så kan man godt have det svært. Og så handler det ikke om, at man gerne vil have opmærksom, så handler det om, at der er nogle ting som fylder for en. Og det lyder til, at det med nervøsiteten fylder en del hos dig for tiden. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes, at tingene er svære lige nu. 

Nervøsitet 

Det kan være hammerubehageligt, når nervøsiteten fylder meget, og skaber uro inde i en. Og når nervøsiteten suser rundt i kroppen, kan det godt være svært at fokusere eller tænke på andet. Derfor giver det også god mening, at du har svært ved at koncentrere dig og sidde stille lige nu. 

Der kan være rigtig mange forskellige grunde til, at nervøsiteten fylder. For nogle er det måske fordi, at der snart skal ske noget, som de er spændte på, som fx en eksamen. Og andre bøvler med uro og nervøsitet, fordi de har angst. Derfor kan jeg desværre heller ikke sige, hvad din nervøsitet kommer af – det skal der nogle fagfolk til at vurdere.

Men du spørger, om man godt kan have angst uden anfald. Ja, det kan man. Der findes nemlig flere forskellige former for angst, og panikangst er kun en af typerne. I vores artikel om angst kan du læse lidt mere, om de forskellige former for angst og se nogle af de typiske tegn på angst. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som du kan bruge? 

Kan man have det skidt uden en lidelse? 

Du spørger også, om man kan have det skidt uden en lidelse. Man kan sagtens have det skidt, selvom man ikke har en lidelse. Alle mennesker har det svært fra tid til anden. Det er en helt naturligt del af livet. Vores humør og følelser svinger nemlig gennem hele livet. Derfor oplever alle mennesker også at have perioder, hvor det hele er lidt svært. Men for de fleste bliver det heldigvis også bedre af sig selv igen, efter der er gået lidt tid.

Snak med nogen om det 

Når man går med en masse tanker og overvejelser, er det en rigtig god ide at dele dem med andre. For det er alt for tungt, at gå med alt det svære alene. Og oftest bliver det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være rigtig godt, at du fik snakket med nogen om, hvordan du har det. Det kan fx være dine forældre, din yndlingslærer eller en helt tredje, som du er tryg ved. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Der er Headspacecentre i de fleste større byer og ellers kan du også fange dem på chat. 

Tag et smut til lægen 

Hvis du bliver ved med at have det svært, og føle dig meget nervøs, tænker jeg, at det ville være en god ide, at du tog et smut til lægen, og får snakket om, hvordan du har det. Så kan lægen også hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er på spil for dig. Og om der måske er noget hjælp, som ville være godt for dig at få.

I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, står der lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen om svære ting. 

Det kan være mega hårdt, når nervøsiteten fylder meget. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper