Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 19 år som har været ned med alvorlig stress og angst.
Jeg blev for et halt år siden sygemeldt efter et stresskollaps.
Det første lange stykke tid kunne jeg ingenting. Jeg fik efter nogle uger konstateret angst og begyndte på medicin.
Nu er det heldigvis lykkedes mig at komme tilbage i skole, men jeg føler at jeg har så mange eftervirkninger.
Jeg kæmper med hukommelse, træthed, overskud, min angst og at være optimistisk.
Jeg føler jeg aldrig nogensinde bliver “normal”, eller kommer 100% på toppen igen. Jeg kæmper, men tit har jeg egentlig bare lyst til at sætte mig ned at give op.
Jeg føler sindssygt meget skyld når jeg ikke har overskud til venner, kæreste eller lektier.
Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg lige skal klare de her eftervirkninger, og hvordan jeg holder mig fra at give op.
Jeg er derudover også bange for jeg måske har en lille depression.
Hvad gør jeg lige?
(19 år)
Hej med dig
Det lyder til, at du går gennem en hammersvær periode lige nu, og ikke hvad du skal gøre for at få det bedre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. Det er ikke noget, du skal gå med alene.
Det giver mening
Du skriver, at selvom det har lykkes dig at komme tilbage i skole, så har du en masse eftervirkninger fra dit stresskollaps. Det lyder hårdt. For selvom det er normalt, at have eftervirkninger efter stress, kan det være hammerfrustrerende, når man ikke kan det, man plejede. Sådan er der rigtig mange med stress, der har det. Det er også normalt, at det svinger i perioder. Nogle dage går det rigtigt godt og man mærker ikke det store til ens eftervirkninger, og andre dage kan de fylde det hele.
Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du nogle gange får følelsen af, at andre du aldrig kommer på toppen igen. Særligt hvis du kæmper og kæmper, men ikke føler at du kommer nogle vegne. Derfor er mit første råd til dig også at: prøv at give det og dig selv noget tid. “Tid læger alle sår” siger man, så selvom det føles umuligt lige nu, så oplever de fleste at det bliver bedre med tiden.
Vi kan nogle gange sætte lidt for høje krav til os selv og blive enormt skuffede hvis de så ikke lykkedes. Selvom tiden skal have lov at arbejde, er der nogle ting, som også kan hjælpe en på vej. En af de ting er selvomsorg. I vores artikel Selvomsorg: Lær at behandle dig selv som en god ven, står der en masse gode råd til hvordan man kan lære at skrue ned for de store krav til sig selv.
De svære følelser
Du skriver også, at du er bange for, om du måske har en lille depression. Det er aldrig en rar mistanke at have. Det er normalt, at man i perioder oplever at have nogle af tegnene på depression, men hvis det står på i lang tid og påvirker en meget, kan det blive til en depression. Hvis du gerne vil læse lidt mere om, hvordan tegnene på en depression kan se ud, kan du prøve at kigge på vores artikel Depression: 13 typiske tegn du skal holde øje med.
Snak med nogen om det
Det kan være hårdt, at gå med en masse svære tanker og følelser alene. Derfor tænker jeg også, at det er super vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Det kunne fx være dine forældre, en moster, en bedsteforælder eller en helt fjerde. Det vigtigste er bare, at det er en som du er tryg med. Det kan nemlig være både rart og lettende at dele de svære tanker med andre.
Hvis du synes, at det kunne være rart at få snakket med nogle helt andre om, hvordan du har det, kan du tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, når man føler, at det svært ikke at give op. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. Der ligger Headspacecentre i de fleste storbyer, men ellers kan du altid fange dem på chat.
Tag et smut forbi lægen
Du skriver, at du efter noget tid fik konstateret angst og begyndte på medicin. Derfor lyder det til, at du allerede har været en tur forbi lægen. Det er super godt. Men hvis du føler, at eftervirkningerne bliver mere og mere uoverskuelige, så kunne det være en god ide, at tage et smut forbi lægen igen. Læger ved nemlig rigtig meget om medicin og kroppen, så de kan derfor være gode at snakke med, hvis man kæmper med en masse svære eftervirkninger.
Det er super hårdt, når man føler at man aldrig nogensinde bliver normal igen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker til dig og håber du finder ud af det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper