Hej Mindhelper.
Jeg har et medfødt handicap som gør at jeg udtrættes hurtigere end andre.
Jeg er lige startet i gymnasiet i 1.g og har fået en rigtig god klasse. Da jeg startede den 14. august blev jeg fuldstændig blæst bagover. Jeg græd hele dagen fordi jeg ikke kunne overskue lange skoledage, lektier og afleveringer. Jeg kommer også fra folkeskolen hvor vi havde fri kl. 13 hver dag.
Her i gymnasiet har vi fri kl. 15 fra mandag til onsdag.
Det kunne jeg simpelthen ikke overskue og det har været en voldsom stor omvæltning.
Jeg har oplevet en form for angst, fordi jeg er bare skide bange for om jeg kan klare det.
Jeg prøvede forresten at gå på HF, som er en 3-årig HF til elever med nedsat evne til at varetage en almindelig stx eller hf.
Det var heller ikke noget jeg kunne trives i, men det gik også stærkt for jeg gik der kun 1 dag.
Nu er jeg tilbage i min stx klasse, tilbage til lange skoledage og lektier og afleveringer! Det stresser mig fuldstændig den der angst og frygt for hvordan jeg skal kunne klare det. Jeg ved ikke om jeg kan klare det og mine forældre støtter mig og hjælper mig, fordi jeg græder næsten hele tiden. Det er svært for mig at se en fremtid.
Mvh. M
(16 år)
Hej M
Det lyder til, at du er rigtig overvældet lige nu. Og det kan være mega svært, når man har det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er normalt
Du skriver, at du blev fuldstændig blæst bagover, da du startede i 1.g. Det kan godt være en kæmpe omvæltning at starte på gym. For det er noget helt andet end folkeskolen. Man skal pludselig være i skole flere timer, forholde sig til nye mennesker og lave flere afleveringer og lektier. Derfor er det også helt normalt at blive overvældet, når man starter på gymnasiet. Det er der rigtig mange unge, som oplever.
Og når man sidder med en følelse af at være blæst helt bagover, så kan det godt sætte gang i en masse tanker og bekymringer, som kan presse en ret meget. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du føler dig rigtig presset og overvældet lige nu. Men du skal vide, at det godt kan blive bedre. I vores artikel Ro på: 10 tips til mindre pres i hverdagen er der en værktøjskasse til mindre stress og mere glæde. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? For selvom det er helt normalt at være overvældet i starten, så skal det helst ikke være sådan, at man bliver ved med at være trist og føle sig mega presset. Derfor er det også rigtig godt, at du rækker ud og skriver herind til os. Så kæmpe skulderklap herfra.
Snak med en studievejleder
Du skriver også, at du prøvede at gå på en anden HF, men at det ikke var noget for dig. Og det er helt fair. Nogle gange skal man prøve noget af, før man kan vide, om det er noget for en. Derfor er det også altid okay at mærke efter og skifte kurs, hvis man fx kan mærke at en STX ikke er det rigtige for en. Og der kan studievejledere være gode at tale med. De ved nemlig en hel masse både om unges trivsel, men også om hvad der findes af forskellige ungdomsuddannelser. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en studievejleder. Jeg tænker også, at det kunne være en god ide at fortælle studievejlederen om dit medfødte handicap. Så I også kan få en snak om, hvordan det fylder, og om der måske er noget hjælp at få.
Bliv ved med at snakke med dine forældre
Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du har nogle rigtig søde og omsorgsfulde forældre, som er gode til at støtte dig. Derfor skal du endelig også blive ved med at bruge dem og snakke med dem om, hvordan du har det, og hvad det er for nogle tanker og bekymringer, som du går med. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre.
Snak med dine venner
Det med at føle sig presset og blæst bagover er noget, som rigtig mange unge oplever, når de starter på gymnasiet. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du mon har nogle venner, som du kan snakke med? For måske dine venner også har oplevet det med at være overvældet, da de startede på gym. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det, og om hvad de gør når følelsen af pres og bekymringerne fylder. Og uanset om de kender til det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært.
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man føler sig presset og overvældet. Og det kan være ret rart at have et frirum, hvor man bare kan komme og tale om det, der fylder. Det er også helt gratis, og du kan sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Hvis det bliver ved, så tag et smut til lægen
Hvis de svære tanker og følelser bliver ved med at fylde, tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du tog et smut til lægen. Så kan lægen nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om der måske er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få. Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om at komme til lægen. For så kan det være, at de kan hjælpe dig med at få bestilt tid og tage med, hvis du tænker det kunne være rart med lidt støtte.
Det er mega hårdt, når man føler sig presset og overvældet. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og håber at presset snart letter.
De bedste hilsner fra en Mindhelper