Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 19 år som har døjet med angstanfald siden jeg startede i 1.g (går i 3.g nu).
Jeg har snakket med samtlige psykologer og min praktiserende læge, om at anfaldene nok er opstået grundet kronisk stress. Jeg har dog stadig 2 spørgsmål! Jeg har i 2 uger haft en knude i halsen, nærmest som en kvælningsfornemmelse! Det er en der er konstant, den er ikke gået væk på noget tidspunkt… hvordan får jeg den fornemmelse til at gå væk? Og så ville jeg spørge om det hjælper at gå til psykiatrien og blive udredt for angst?

(19 år)


Kære Pige på 19 år

Det er hammer-svært at være ramt af angst og stress. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind og delt dine oplevelser, for dem skal du ikke gå med alene.

En knude i halsen

Du skriver, at du har haft en fornemmelse af at have en knude i halsen i de sidste to uger. Det lyder rigtig ubehageligt. For man kan godt gå lidt i panik og blive rigtig bekymret, når det føles som om, at man er ved at blive kvalt. Og når den følelse der er der hele tiden, kan det være rigtig opslidende at være i.

At føle man har en knude i halsen, eller kvælningsfornemmesle, er ikke ualmindeligt at opleve, når man har angst eller stress. For når man har angst eller stress, kan man ofte komme til at gå og spænde op i kroppen, uden at man selv lægger mærke til det. Derfor kan man også ubevidst spænde op i musklerne i halsen. Og så er det at det kan føles som om, man har en knude i halsen.

Selvom angst er mega ubehageligt, så er det ikke farligt. Og selvom det kan være en sej kamp at bøvle med angst, så oplever langt de fleste, at de kan komme til at leve et liv, hvor angsten ikke fylder i hverdagen. Nogen gange har man bare brug for noget hjælp til at nå derhen. Og så oplever de fleste også, at deres fysiske symptomer bliver mindre og mindre, når de får hjælp til angsten.

Tal med dem omkring dig

Når jeg læser dit brev kommer jeg til at tænke på, om du taler med nogen omkring dig om, hvordan du har det? For ellers tænker jeg måske, at det ville være godt at gøre. For angst og stress er ikke noget, man skal klare sig gennem alene. Vi mennesker har brug for støtte fra andre, når vi går igennem noget som er svært. Vi er nemlig slet ikke bygget til at klare alting alene. Og sommetider kan det lette lidt på de svære følelser og tanker, at få sagt dem højst. Så måske har du en forældre, en god ven, eller en helt tredje, som kunne være god at tale med?

Tag til lægen

Du spørger også ind til, om det kan være en hjælp at gå til psykiatrien og blive udredt for angst. Det kan jeg desværre ikke svare dig på, men jeg kan sagtens forstå, at det er noget, du tænker over. For når man har det skidt, vil man bare rigtig gerne få det bedre. Og psykiatrien kan være en stor hjælp for mange, som går og bøvler med for eksempel angst. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du talte med din læge om dine tanker i forhold til udredning og psykiatri. For lægen ved en masse om, hvordan den del af systemet fungerer og kan henvise dig videre, hvis det er det, der er brug for.

Jeg tænker også, at det vil være meget fint, at du lige får tjekket din hals. For det er altid meget godt at tage et smut indenom lægen, når der er noget der genere en. For så kan man ihvertfald være helt sikker på, at det ikke er noget fysisk, som er i vejen. Og det kan måske give dig lidt mere ro.

Prøv et Mindhelper-forløb

Noget du også kan prøve af, er Mindhelpers mindfulness-forløb. Mindfulness kan nemlig være super godt, hvis man går og er anspændt eller stresset. For Mindfulness kan hjælpe en med at spænde af og finde mere ro indeni. Forløbet er designet til at kunne tages over 7 dage, men du kan helt selv bestemme, hvilket tempo der passer dig bedst.

Et andet forløb du også kan prøve at kigge på, er Mindhelpers Angstfoløb. Det fungere på samme måde som Mindfulness-forløbet, ved at være online, og er delt op i forskellige videoer. Her kan du få lidt forskellige teknikker til bedre at kunne håndtere din angst. Der er for eksempel en øvelse som hedder progressiv muskelafspænding. Den er designet til, at få kroppen til at slappe mere af. Så måske det kan hjælpe til, at lette følelsen af klumpen i halsen. Så det kan du også tjekke ud, hvis det lyder som noget for dig.

Tag fat i Psykinfo

Du kan også altid hive fat i Psykinfo. Hos Psykinfo sidder der en masse fagprofessionelle, som ved en masse om forskellige psykiske sygdomme, som for eksempel angst. De er super dygtige og flinke. Og de sidder altid klar til at svare på spørgsmål og vejlede en i, hvilke muligheder der er for at få hjælp. Du kan både ringe til Psykinfo, eller skrive en mail til dem. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. Du kan finde din regionale Psykinfo herunder:

Det kan være rigtig hårdt at gå rundt og bøvle med angst og stress. Og følelsen af at have en klump i halsen, kan være mega ubehagelig. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, du har kunne bruge. Og at du snart kan finde noget hjælp, som vil give dig lidt mere ro på.

De bedste hilsner fra en Mindhelper