Hej brevkassen

Jeg er en pige på 20 år, som er i tvivl om, om jeg er blevet ramt af en depression.

Jeg har altid været en glad, sund og frisk pige uden hverken sociale eller familierelaterede problemer. Jeg har altid klaret mig godt i skolen, og jeg ved, hvad jeg vil med mit liv. Men jeg er for nylig stødt ind i en mur, som jeg ikke ved, hvordan jeg kommer forbi.

Det startede for et par uger siden med, at jeg fik et anfald på min arbejdsplads. Jeg hyrperventilerede, fik hjertebanken, svimmelhed, åndenød, og troede faktisk jeg skulle dø, da jeg ALDRIG har oplevet sådan noget før. Jeg troede først, at det “bare” var det ene anfald, men jeg var tæt på at opleve lignede to gange efter det. Siden er det kun gået ned ad bakke, og i dag føler jeg mig nedtrykt fra jeg står op om morgenen til jeg går i seng om aftenen, og oplever kun små øjeblikke af glæde. Jeg har bl.a. koncentrationsbesvær, manglende appetit, kan ikke sove om natten, er let til tårer, og føler mig generelt fuldstændig energiforladt. Jeg løbetræner, og det gør jeg stadig, men det giver mig ingenting, føler jeg. Jeg føler også en ligegyldighed, og jeg er begyndt at få nogle meget ubehagelige tanker om død – både involverende mig selv og folk omkring mig – som gør mig meget ked af det og frustreret, idet jeg bare gerne vil være glad igen og få mit normale liv tilbage.

Jeg har haft travlt på det sidste med det afsluttende år i 3.g på gymnasiet, og er lige nu igang med eksamenerne, som jeg også føler mig fuldstændig uoplagt til. Har haft mange afleveringer, og bestod ikke en optagelsesprøve til journalisthøjskolen, som jeg havde forberedt mig enormt meget til. Der hersker også usikkerhed om, hvorvidt jeg skal flytte hjemmefra efter sommerferien. Så ved ikke om min nuværende tilstand kan skyldes stress over en længere periode?

Uanset hvad, så savner jeg mit normale liv, for jeg har virkelig alt; en fantastisk familie og fantastiske venner, som støtter mig 100%, og jeg elsker generelt mit liv. Jeg kan derfor slet ikke forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Min læge er involveret, og jeg har for første gang i mit liv kontaktet en psykolog. Jeg har “kun” haft det sådan her i et par uger, men jeg vil bare gerne vide, hvorfor jeg har det sådan her, og hvordan jeg kan få det bedre.

Håber du/I kan hjælpe mig på rette vej igen.

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20 år

Det lyder godt nok som et svært bump, du er ramt ind i lige nu. Og jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er så vigtigt at kunne det på rejsen mod at få det godt igen. 

Der foregår mange ting

Det lyder som en mega ubehagelig oplevelse, du havde på dit arbejde. Og jeg kan dælme godt, at du gerne vil forstå, hvad det er, der sker med dig. Det er selvfølgeligt svært for mig at vide præcis, hvad det er der sker med dig lige nu, når jeg kun har dit brev. Men når jeg læser dit brev, tænker jeg alligevel, at der foregår vildt mange ting rundt omkring dig lige nu. Du er i gang med de sidste eksaminer før, du bliver student. Det i sig selv er jo vildt hårdt. Samtidigt står du også overfor at skulle afslutte et kapitel i dit liv og begynde på et andet kapitel af livet. Det er også super hårdt for mange, fordi der kan være en masse usikkerhed omkring, hvad man så skal nu. Og så er jeg virkeligt ked af at høre, at du ikke bestod optagelsesprøven til journalisthøjskolen. For det lyder som om, det er noget, du virkeligt gerne vil. Så det må også have været mega hårdt.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at det du oplever, er en reaktion på, at du er mega presset, fordi der sker en masse ting i dit liv lige nu. Og at du står ved sådan en skillevej, hvor der bare er helt vildt meget usikkerhed. Det er mega hårdt og svært for de fleste. Og det er helt normalt, at kroppen reagerer på det, hvis man har været presset rigtigt længe. Det kan den for eksempel gøre ved, at man får hjertebanken og måske får sværere ved at koncentrere sig. Det er super ubehageligt, men det er ikke farligt. Det er dog et tegn på, at man er ved at være godt brugt. Og at det måske er ved at være tid til at stoppe op og tage en pause.

Kender du til angst?

Jeg kommer til at tænke på, om du kender til angstanfald? Det anfald du fik på arbejdet, kunne nemlig godt lidt lyde som et angstanfald. Folk der kæmper med at få angstanfald, oplever for eksempel, at deres hjerte lige pludseligt begynder at hamre helt vildt. De begynder tit at hyperventilerer og bliver måske svimle eller føler, at de skal kaste op. Der er også rigtigt mange, der bliver helt vildt bange for, at de skal dø, når de får et angstanfald. Og angstanfald er også mega ubehagelige. Men selvom de er sindssygt ubehagelige, så er de heldigvis ikke farlige. Og selvom det godt kan føles sådan, så kan man heldigvis ikke dø af et angstanfald.

Derfor kan det rigtigt tit være hjælpsomt at prøve at sige til sig selv: “nu mærker jeg angsten igen. Det er super ubehageligt, men den må gerne komme. For det er ikke farligt, og jeg dør ikke,” i stedet for at kæmpe imod den, hvis man kan mærke angsten kommer. Hvis man accepterer følelsen, forsvinder den nemlig hurtigere igen. Men jeg ved virkeligt godt, at det er nemmere sagt end gjort. 

Jeg kan selvfølgeligt ikke vide, om det rent faktisk var et angstanfald, når jeg kun har dit brev. Men hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikler om angst og angstanfald. Hvis man slås med angst, kan man godt få nogle tegn, der minder lidt om nogle af tegnene på depression. Det er for eksempel helt normalt, at man får svært ved at koncentrere sig og svært ved at sove, hvis man slås med angst.

Har du nogen at snakke med?

Det er helt vildt sejt, at du allerede har snakket med din læge. Og at du har taget fat i en psykolog allerede. Det er nemlig ikke altid nemt at gøre det. Men første rigtigt store skridt på vejen mod at komme udover det her bump, du er ramlet ind i. For uanset om det er angst, en dårlig periode eller måske en depression, så kan du nemlig godt få det godt igen. Også selvom det ikke føles som om, der er noget, der hjælper lige nu, så skal det nok blive bedre igen. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp fra nogen udefra. Og derfor er det så mega vigtigt, at du har bedt din læge om hjælp og har fået fat på en psykolog.

Jeg kommer til at tænke på, om der mon er nogle rundt omkring dig, du kan snakke med lige nu? At snakke med nogen er nemlig det allerbedste råd, jeg kan give dig lige nu. Det er nemlig så vigtigt at have nogen at støtte sig op ad, når man har det svært. Og du skal ikke gå helt alene med alt det her. Det er det alt for svært til. Så kan du mon snakke med dine forældre om det? Eller er der måske en rigtigt god veninde, du kan snakke med og støtte dig op ad?

Tag fat i Headspace

Det lyder som om, du allerede er godt på vej i forhold til at få noget hjælp til at få det bedre. Men hvis der nu ikke rigtigt er nogen rundt omkring dig, du føler, du kan snakke med. Eller hvis der er lang ventetid på at komme til at snakke med en psykolog, kan du altid tage fat i Headspace. I Headspace sidder der en masse frivillige klar til at snakke med dig. De frivillige er vant til at snakke med unge, der har det super svært. Så de ved godt, at det kan være svært at snakke om. Og jeg er også sikker på, at de har nogle råd til dig, der måske kan hjælpe dig lidt videre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke fremover. Jeg er sikker på, at du nok skal komme udover det her bump. For du har rakt ud efter hjælp, og det er det vigtigste skridt på vejen mod at få det bedre, at man er villig til at tage imod hjælpen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.