Hej Mindhelper
min søn spiller meget – faktisk hele natten og er lige droppet ud af gymnasiet, da han ikke mente det gav ham noget han kunne bruge til noget.
Vi har rigtig længe – flere år – slås med at få ham væk fra skærmen, begrænse han spille tid mv.
Nu har vi så tabt kampen og mangler redskaber til at kunne få ham tilbage på sporet – og måske vigtigst at få HAM til at indse han har et problem.
kan det være en ide, at slukke netværket om natten, så det ikke er muligt for ham at spille computer? eller vil det virke for voldsomt, når han pt. spiller til kl. 4-5 om natten – hver nat?
Han har ingen fritidsinteresser, intet job og nu ingen skole.
en meget bekymret mor.
(19 år)
Kære Bekymrede mor
Det er hårdt, at være bekymret for ens barn eller unges spillevaner. Og det kan være svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre.
Gaming
Mange unge bruger en del tid på at game – også mere tid end deres forældre måske synes er godt. Så jeg tror langt fra, at du er den første forældre, som har været bekymret for, om spillet måske fylder for meget i ens barns liv.
For mange unger er gaming en fritidsaktivitet og noget, som de både går op i, og som de deler med deres venner. Men for nogle, kan det også gå hen og blive en slags spilleafhængighed, hvor andre vigtige ting i livet bliver skubbet til side til fordel for at spille. Og så kan det blive et problem. Om din søn har et problem med at spille for meget eller ej, kan jeg desværre ikke give dig et svar på. Men hvis du vil læse mere om spillevaner, kan du prøve at læse artiklen Stjæler gaming dit liv?
Hvad kan du gøre?
Det er helt naturligt gerne at ville gøre noget, når man er bekymret for sit barn. Og jeg kan også læse, at du har gjort dig nogle tanker om, hvordan du kan prøve at stoppe din søn i at spille.
Men din søn har også en alder nu, hvor han langt hen af vejen selv bestemmer, hvad han vil og ikke vil. Du kan selvfølgelig stadig godt sætte rammer og regler for, om f.eks. netværket skal være tændt om natten i dit hjem. Men ofte kan det med at sætte “hårdt mod hårdt” godt give bagslag. Og det som skulle være en hjælp, kan komme til at skubbe ham endnu længere væk.
Hvis din søn har et problem med gaming, og måske ligefrem er afhængig af det, så vil mit bedste råd til dig være at prøve at tale med ham om det. For når der er noget, som man føler man ikke kan leve ude, så er der som regel også en grund til det. Nogle unge bruger f.eks. gaming til at forsvinde ind i en anden verden for en stund, eller måske har de en masse socialt igennem spillet, som er svært at give afkald på. Derfor kan det også føles ubehageligt for den unge at blive tvunget til at stoppe med at spille. Giver det mening?
I stedet kan det måske hjælpe at være nysgerrig på – hvad er det spillet kan for ham? Og hvordan har han det?
Snak med en ude fra
Det er ikke altid at unge har super meget lyst til at tale med deres forældre om, hvordan de har det. Hvis det er sådan, kan det måske hjælpe at tippe din søn om et tilbud, hvor han kan tale med en udefra, som kan hjælpe ham. Her kan en studievejleder være et godt bud. Sådan en kan man f.eks. komme i kontakt med igennem Uddannelsesguiden’s Evejledning. Der er både mulighed for at tale i telefon og for at chatte. Og måske vil en studievejleder kunne hjælpe din søn på spor af, hvad der kunne være noget for ham – når nu gymnasiet ikke lige var det rigtige.
Headspace er et andet godt tilbud for unge, hvor man kan komme og få samtaler med en frivillig. Samtalerne tager udgangspunkt i det, som fylder for den unge, og er gratis. Og hvis det er en for stor mundfuld at møde op til at starte med, så har de også en chat, han kan skrive til.
Tilbud for pårørende
Hvis gamingen bliver ved med at fylde meget, så har StopSpillet også et tilbud til pårørende, som du kan tage et kig på. Og jeg tænker måske, at de også vil kunne give dig nogle råd til, hvordan du kan gribe situationen an.
Jeg håber at der er noget i mit svar du har kunne bruge.
De bedste hilsner fra en Mindhelper