Hej Mindhelper
jeg har et stort forbrug af kokain sammen med et par venner men hvordan ska jeg stoppe når jeg gerne vil være sammen med dem men ik vil indtage kokain det er nemt at sige men at gøre det er en kunst
(20 år)
Kære dig,
Det kan være mega svært, når man gerne vil stoppe med at tage stoffer, men ens venner stadig tager dem. For så kræver det virkelig viljestyrke ikke selv at begynde at tage dem igen.
Tal med dine venner om det
Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, om du har talt med dine venner om, at du gerne vil stoppe.
Det er ikke til at vide, om dine venner måske egentlig også selv har tænkt på at stoppe? Hvis de er åbne for ideen, kunne det være, at I kunne prøve at stoppe sammen.
Det er nemlig lettere at stoppe, når man kan hjælpe hinanden.
Det kan også være, at dine venner gerne vil fortsætte. Og så kan jeg godt forstå, at det bliver svært. For det er svært at stoppe med at tage et stof, hvis ens venner tager det, når man er sammen med dem.
Her tænker jeg på, om du mon kunne lave en aftale med dine venner om, at de ikke tager kokain, når I er sammen?
På den måde kan I stadig ses og hænge ud, men uden at I behøver tage kokain imens.
Det kan være svært at sætte en grænse
Jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det kan være mega svært at få sagt. For det er svært at sætte grænser overfor sine venner.
Heldigvis kan man sagtens sætte grænser på en god måde.
Du kunne for eksempel prøve at sige til dem: “Hey gutter, jeg har ikke lyst til at tage kokain mere. Jeg håber derfor I vil hjælpe mig med at lade være. For eksempel ville jeg synes, det ville være mega fedt, hvis vi ikke tog kokain, når vi er sammen?”
Jeg kan ikke love dig, at dine venner også vil stoppe, eller lade være med at tage kokain når I er sammen. Men uanset hvad, er det vigtigt at du følger hvad du kan mærke er det rigtige for dig. Og du kan ikke vide, hvad de tænker, før du spørger dem.
Her kan du finde hjælp
Uanset hvad dine venner vælger at gøre, så er det helt vildt sejt, at du har valgt at stoppe med at tage kokain.
For selvom kokain kan føles godt mens man tager det, så har det en masse både psykiske og fysiske konsekvenser for kroppen.
Og nu længere tid man tager kokain, nu mere stiger risikoen for at få en kokainpsykose.
Så det er super godt, at du har valgt at lægge stofferne på hylden.
Hvis du har brug for hjælp og rådgivning til at stoppe med at tage kokain, så kan du finde dit nærmeste misbrugscenter på Netstof. Der er misbrugscentre i hele Danmark, og de er eksperter i at hjælpe folk med at stoppe med at tage stoffer.
Hos Netstof kan du også skrive til deres brevkasse, hvor deres eksperter kan give dig et kvalificeret svar. Eller du kan skrive direkte med en sms-coach, der kan hjælpe dig med at få svar på spørgsmål.
Det kan være rigtig svært, når man gerne selv vil stoppe med at tage stoffer, men ens venner stadig tager dem. Her er det vigtigt at få talt med sine venner, så man sammen kan finde en god løsning. Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper