Jeg vil gerne stoppe med at ryge hash, men jeg kan ikke fortælle nogen om mit misbrug. Sidst jeg gjorde havde et misbrug, endte jeg nemlig på en sikret instituation.

Hej

Jeg ryger hash dagligt, efter skole, om aftenen, og inden jeg skal sove (kan ik sove ellers)
jeg vil gerne stoppe, men kan ikke rigtig gå til nogen for er bange for hvad der så vil ske med mig, da jeg har haft et misbrug før, og der kom jeg på en sikret instution i 8 måneder.. hvad gør jeg?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder som om, du har det super svært for tiden. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp. Og det er det første skridt på vejen imod at få det bedre.

Det er en copingstrategi

Det lyder som om, du føler, at dit forbrug af hash har udviklet sig til et misbrug. Er det rigtigt forstået? Det lyder mega svært. Og jeg kan godt forstå, at du rigtigt gerne vil stoppe. Men jeg kan også godt forstå, hvis det er mega svært at holde op. For et misbrug af for eksempel hash er en copingstrategi – altså en strategi man bruger til at håndtere nogle svære følelser inde i en selv.

De fleste med et misbrug beskriver det sådan, at det virker på den korte bane at ryge hash, fordi det får de svære følelser til at blive lettere at være i. Er det også noget, du kan genkende? Problemet er bare, at hashen ikke løser de svære følelser. Den får dem bare til at blive mindre i en periode, indtil man ikke længere er påvirket af hashen. Og så har man brug for at ryge igen. På den måde bliver det hurtigt til en ond cirkel, der er mega svær at bryde alene. Derfor tænker jeg også, at du har brug for noget hjælp til at holde op med at ryge hash. Sådan så du kan få hjælp til at håndtere de følelser, der er grunden til, at du ryger hash.

Er der nogen, du kan snakke med?

Det lyder som om, du ikke rigtigt har lyst til at fortælle det til nogen, fordi du er bange for at ende på en sikret institution igen. Er det rigtigt forstået? Jeg kan godt forstå, hvis det har været en ubehagelig oplevelse for dig. Og jeg kan virkeligt godt forstå, at du ikke har lyst til at havne der igen. Men jeg tænker ikke, at der er nogen, der har sendt dig på den sikrede institution, fordi de er onde. Jeg tænker, de har gjort det i bedste mening, fordi de bare gerne ville det bedste for dig og tænkte, at det var din bedste mulighed for at komme ud af misbruget.

Derfor tænker jeg også på, om der mon er nogen i din omgangskreds, som du ville være tryg ved at fortælle, at du faktisk kæmper med et hashmisbrug? Og hvor du også tænker, at personen ville lytte til dig, hvis du fortalte, at du ikke har lyst til at skulle på sikret institution igen. Men at du rigtigt gerne vil ud af dit misbrug? Det kunne for eksempel være en af dine forældre eller en lærer på din skole.

Hvis der er det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at snakke med den person om det. Når man har et misbrug, er det nemlig mega svært at kæmpe sig ud af det alene. Det er så vigtigt, at man får noget hjælp og støtte til det, sådan så man kan finde ud af, hvordan man kan håndtere misbruget. Og så man kan få hjælp til de ting, der ligger bag ved misbruget. Men den eneste måde man kan få hjælp på er, hvis man fortæller nogen, at man går og kæmper med noget mega svært. Det kan andre nemlig ikke altid lige se. Så det ville være så godt, hvis du kunne få snakket med nogen om, at du gerne vil have hjælp til dit misbrug. 

Tag fat i Åben Anonym Rådgivning

Jeg kommer til at tænke på, om du kender Åben Anonym Rådgivning? Det er et tilbud alle kommuner har, hvor man kan komme ind og få rådgivning, hvis man har et problem, man har brug for hjælp til. Som for eksempel at man har et misbrug. Så kan de hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til dit misbrug. Som du måske har gættet ud fra navnet, så er det et anonymt tilbud. Der er altså ikke nogen derinde, der behøver at få at vide, hvem du er. Og der bliver heller ikke skrevet en journal. Du kan finde Åben Anonym Rådgivning ved at google Åben Anonym Rådgivning og så skrive den kommune, du bor i bagefter. 

De kan også hjælpe hos Netstof

Du kan også prøve kigge på Netstofs hjemmeside. Der har de blandt andet en side, hvor du kan få at vide, hvor du kan få hjælp tættest på dig. Og så har de også en brevkasse, hvor man kan skrive ind og spørge om hjælp og rådgivning, hvis man kæmper med et misbrug. Det er nogle personer, der ved rigtigt meget om misbrug, som sidder og svarer på spørgsmålene. Så jeg tænker, at de måske kan hjælpe dig lidt bedre med at finde ud af, hvad du kan gøre, end jeg kan. Du kan også være helt anonym hos Netstof, så der er der heller ikke nogen, der behøver at vide, hvem du er.

Snak med din læge

Jeg tænker også, det kunne være en rigtigt god idé at snakke med din læge. For læger er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er noget psykisk, der driller. Så din læge kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp henne. Og så kan din læge måske også hjælpe dig med at finde ud af, hvad der egentligt ligger bag det her misbrug. Og om det mon også er noget, du kan få noget hjælp til et sted.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, du har kunnet bruge til noget. Og så håber jeg sådan, at du får hjælp til at stoppe med at ryge hash.

De bedste hilsner fra en Mindhelper