Spiser du store mængder mad i smug? Har du svært ved at styre det … og skjuler det for andre, fordi du skammer dig? Så lider du måske af tvangsoverspisning. Og det er der heldigvis råd for. Her får du vigtig viden og gode råd til, hvordan du får hjælp.

Oplever du tit, at du mister kontrollen over maden? At du spiser store mængder mad i løbet af kort tid? Eller at du spiser mere eller mindre hele tiden? Det kan være tegn på tvangsoverspisning, som også kaldes Binge Eating Disorder – forkortet BED.

Rigtig godt, at du handler!

Allerførst skal du vide, at du gør det helt rigtige ved at handle på din mistanke. Lider du af overspisning, er det nemlig vigtigt, at du får hjælp.

Jo hurtigere du søger hjælp, desto større er chancen for, at du bliver helt rask igen. Start fx med at tænke over, om du har nogle af de her …

… typiske tegn på overspisning

Typiske tegn på overspisning er, at du:

Derudover kan det være, at du skammer dig, føler skyld eller er trist efter at have spist. Og så vejer du højst sandsynligt for meget.

Ikke nok, at du forsøger at tabe dig – tal med nogen!

Genkender du nogle af de typiske tegn på tvangsoverspisning, er det vigtigt, at du taler med nogen om det. For det er meget svært at komme ud af overspisning på egen hånd.

Mange forsøger sig med slankekure, men det er ikke nok bare at tabe sig. Kæmper du med overspisning, har du også brug for hjælp til at håndtere de mange følelser, der er forbundet med spisningen. 

Der er forskellige behandlingsmuligheder, og jo før du kommer i behandling, desto hurtigere kan du få det bedre. I behandlingen finder I sammen årsagen til, at du overspiser. Du får redskaber til at håndtere de svære følelser og få skabt et sundt forhold til mad igen. Du kan også få hjælp til at tabe dig.

Sådan! Ræk ud efter hjælpen

Vi ved, at det kan opleves rigtigt skamfuldt at være dig. Men ræk alligevel ud efter hjælpen, så du kan få det bedre. Her har du 4 måder, du kan komme videre på:

1. Tal med dine forældre

Lider du af overspisning, er det meget vigtigt at tale med nogen om det. Et godt sted at starte er at tale med dine forældre eller andre tæt på dig. Er du i tvivl om, hvordan du klarer den snak, så læs guiden Sådan taler du med dine forældre om svære ting

2. Få hjælp på din skole

Skoler og uddannelsesinstitutioner har ofte sundhedsplejersker eller andre professionelle tilknyttet, som du kan tale med. Måske er det en lærer, som du stoler på. Se mere i guiden Få hjælp på din skole eller dit uddannelsessted

3. Tal med din læge

Det kan også være en god idé at tale med din læge, hvis du overspiser. Er du i tvivl om, hvordan du kommer til lægen, så læs guiden Alt du skal vide om at gå til lægen, når du har det svært. Din læge kan hjælpe dig med at finde frem til den rigtige behandling.

4. Kontakt Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade

Hos LMS hjælper de hver dag unge med spiseforstyrrelser. Du kan du skrive, ringe, SMS’e og chatte anonymt. Du kan også få en samtale med en rådgiver.
 
Rådgiverne er alle uddannede, og flere har selv haft spiseforstyrrelser tæt inde på livet. Læs mere på www.lmsos.dk.

40.000 danskere lider af overspisning. Overspisning er dermed den mest almindelige spiseforstyrrelse i Danmark.

Typiske årsager til overspisning

Spiseforstyrrelser skyldes som regel flere ting på en gang. Det er slet ikke nok kun at tale om på presset fra samfundet og alle medierne – om fx den perfekte krop, den perfekte præstation, det perfekte liv osv.

Som regel er årsagerne til overspisning langt mere sammensatte. Spiseforstyrrelser hænger ofte sammen med nogle følelsesmæssige belastninger som du har været udsat for i dit liv. Her er nogle udbredte årsager til overspisning:

Du har svært ved at håndtere følelser

Spiseforstyrrelser som overspisning hænger ofte sammen med, at man har det svært og ikke ved, hvordan man skal håndtere vanskelige følelser. Overspisning bliver for nogle en måde at lukke ned for problemerne og de tanker, der snurrer rundt oppe i hovedet. Mens overspisningen står på, kan man få en følelse af at få fred fra tanker og følelser

Du er ekstra sårbar – eller har måske lavt selvværd

Nogle mennesker er mere psykisk sårbare. De er ikke helt så robuste som gennemsnittet, og der skal mindre til, før de bliver puffet ud af kurs.
Desuden kæmper unge, der tvangsoverspiser, ofte med lavt selvværd. Måske slår du dig selv i hovedet med hårde ord dagen igennem og bruger så maden til at trøste dig selv.

Du har haft hårde oplevelser

Overspisning kan også være en direkte reaktion på svære ting i livet her og nu. Ting, du ikke kan kontrollere som for eksempel skilsmisse, konflikter derhjemme, stress eller problemer i skolen. I de situationer bliver overspisning for nogle en måde at dulme uroen på, skjule de svære følelser og vinde noget af kontrollen tilbage.

Hvad er konsekvenserne af overspisning?

Overspisning har en række konsekvenser. Og ja, vi ved godt, at det kan virke rigtig hårdt at læse om konsekvenserne. Men husk, at du altid kan få hjælp. Du kan få det godt igen. Du skal bare række ud efter hjælpen!

Skam og mere overvægt

Mange, der tvangsoverspiser, skammer sig. De skammer sig over deres vægt og over følelsen af at miste kontrollen over maden. Det fører i nogle tilfælde til, at de spiser endnu mere, fordi de svære følelser vokser.

Isolation

Skammen over vægten og det svære forhold til mad betyder, at mange mister derfor lysten til at gå ud. De bliver hjemme og isolerer sig selv socialt fra andre mennesker. Selvom det slet ikke er nogen god følelse at være alene.

Andre sygdomme

Det slider hårdt for kroppen, når man overspiser. Overvægt øger risikoen for med tiden at udvikle svære sygdomme som diabetes, hjerteproblemer og slidgigt.

Hvad kan jeg gøre nu?

Vi har nævnt dem før, og nu nævner vi dem igen… Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) er et godt sted at kende. Hos LMS kan du både få rådgivning og mere viden om tvangsoverspisning.

Har du ikke talt med din forældre om, hvordan du har det, så er det også en virkelig god idé. Få idéer til, hvordan du tager hul på samtalen i vores guide til at snakke med forældre om svære ting

Kan jeg selv gøre noget for at få det bedre?

Det kan du tro. Faktisk har du selv den allerstørste rolle. Start med at tjekke de her: 9 gode råd til, der kæmper med en spiseforstyrrelse