Forestil dig, at du er inviteret til en fest med kæresten.
Der kommer en milliard mennesker, og du glæder dig allerede.
Men under glæden lurer jalousien.
For hvad nu hvis din kæreste igen snakker den halve aften med ham den langhårede. Eller endnu værre danser med ham. Tæt … alt for tæt.
Hvad stiller du lige op med den følelse? Du har måske ikke lyst til at tale om det, fordi du skammer dig. Eller måske frygter du, at jalousien får dig til at gøre noget dumt.
Hvad gør du? Start med de her 7 gode råd:
Sådan skruer du ned for jalousien
1) Fortæl din kæreste, at du føler dig jaloux
Det allervigtigste råd er at tale med din kæreste om din jalousi. Når du er jaloux, får du nemlig let en masse tanker og ubehagelige billeder inde i hovedet. Ting, som du frygter vil ske.
Sig det! Sig ligeud: ‘Jeg bliver jaloux, når …’. Eller: ‘Jeg føler mig usikker, fordi …’.
Vi ved godt, at det tit er lettere sagt end gjort. Ikke desto mindre er det en rigtig god idé at gøre. Det sker nemlig noget med tanker og følelser, når du sætter ord på dem. De bliver lidt mindre farlige. Samtidig giver du din kæreste mulighed for at forstå og berolige dig. Måske ved han eller hun slet ikke, hvordan du har det?
Så kort sagt: Bryd tavsheden! Dybest handler jalousien jo bare, om at du er vildt glad for din kæreste – og derfor frygter at miste ham eller hende. Det skal du ikke skamme dig over.
2) Lav aftaler om, hvad I synes er i orden
Måske har din kæreste det fint med at danse tæt med andre. Men det gør dig usikker på, hvor du har ham eller hende.
Så tal med hinanden om jeres grænser. Lav aftaler om, hvad I synes er i orden. Så undgår I at såre hinanden og blive jaloux.
Samtidig er det også vigtigt, at I kan blive nogenlunde enige om aftalerne. Find balancen, så ingen af jer føler jer styret af en masse regler og begrænsninger, som I ikke har lyst til at gå med på.
3) Tal med andre om din jalousi
De fleste skammer sig over at være jaloux. Derfor kan det også være rigtig svært at tale om. Men gør det alligevel, for det vil ofte hjælpe dig. Find en person, du er tryg ved.
Og du vil sikkert opleve, at de også kender til jalousi – muligvis kan de endda give dig nogle gode råd og fortælle, hvad de selv gjorde.
Læs mere om, hvordan du taler med andre om dine problemer i guiden: Del dine problemer.
4) Skriv dine tanker og følelser ned
Et godt trick er at skrive om, hvordan du har det, når jalousien kommer snigende.
Altså at sætte ord på dine tanker og følelser – helt for dig selv.
Når du skriver du, får du ikke alene afløb for dine følelser. Ordene på papiret eller skærmen gør det også nemmere at finde ud af, hvorfor du er jaloux, og hvad du kan gøre ved det.
Kort sagt: Du bliver klogere på dig selv.
Læs mere om, hvordan du kan skrive for at få afløb og blive klogere i guiden: Skriv dagbog – og få et løft.
5) Øv dig i at slutte fred med din jalousi
Behandler du din jalousi som en kakerlak eller en virkeligt irriterende flue? Tænker du, at den bare skal jages væk, væk, væk så snart, den stikker fjæset frem. Det er helt normalt at reagere sådan. Desværre hjælper det sjældent at erklære dine følelser krig. Tværtimod. Jo mere du kæmper med din jalousi, jo hårdere griber den typisk fast om dig.
Tit er det langt smartere at give jalousien plads. Tillad dig at mærke, at du er jaloux lige nu. Tænk fx: ‘Ja. Jeg er jaloux lige nu. Det gør ondt, men jeg klarer den … og får det godt igen!’.
Vil du gerne blive bedre til at håndtere svære følelser? Lære ikke at blive revet nær så voldsomt med af dem? Så tjek også de her 4 enkle mindfulness-øvelser du kan prøve allerede i dag.
6) Få tankerne over på noget andet
Det er vigtigt at finde en god balance mellem at acceptere, at du er jaloux – og samtidig undgå, at din jalousi kommer til at fylde alt for meget. Derfor hjælper det tit at lave noget sjovt eller hyggeligt, der får dig til at tænke på noget andet.
Så vær på forkant med din jalousi. Ved du allerede nu, at din kæreste skal på en vild weekend eller en tur i byen, så lav nogle aftaler selv.
Arranger en FIFA-aften med vennerne. Inviter din mor i biffen. Tag på fasanjagt. Det afgørende er ikke, hvad du laver. Det afgørende er, du får tankerne over på noget andet, så jalousien ikke løber af med dig.
7) Få hjælp på nettet
Nogle gange er det lettest at snakke eller chatte med nogen, du ikke kender. På nettet findes flere gode hjælpetilbud. Hos Børnetelefonen sidder frivillige fx klar året rundt, og du kan være 100 % anonym. Du kan også altid skrive til Mindhelpers brevkasse og få gode råd til at håndtere din jalousi.
Husk: Du er ikke alene
Rigtig mange kæmper med jalousi. Nogle gør det engang imellem – mens andre er jaloux i en grad, så det faktisk ødelægger en stor del af deres liv og forholdet til andre mennesker.
Ikke mindst til deres kæreste.
Men altså: Jalousi er en lige så naturlig følelse som fx glæde, anspændthed, uro, frygt, stress eller forelskelse. Når du er glad for nogen, kan du selvfølgelig også blive bange for at miste ham eller hende. Det er helt almindeligt. På den måde kan det, der gør dig allermest glad – din kæreste – samtidig fylde dig med angsten for at miste. Med jalousi.
Derfor må du måske også lære at leve med en vis portion jalousi. Også selvom den føles helt forfærdelig i situationen! Det vigtige er imidlertid, at dine følelser ikke tager overhånd. Og bare rolig, der er håb! Det er ikke let, og du kommer ikke nødvendigvis lynhurtigt videre.
Men du kommer videre!
Får det bedre!
Almindelige spørgsmål om jalousi
Her får du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om jalousi.
Jalousi hænger ofte sammen med lavt selvværd. Føler du dig ikke god nok, så kan det være svært at tro på, at din kæreste virkelig elsker dig. Det kan fx vise sig ved, at du hele tiden vil have beviser på hans eller hendes kærlighed. Men lige meget hvad den anden siger eller gør, så kan du aldrig slippe frygten for at blive valgt fra. Sådan behøver det heldigvis ikke være. Der findes masser, du kan gøre for at få det lettere.
Jalousi kan vise sig på mange måder. Et af jalousiens ansigter er mistroiskhed og tvivl. I stedet for at tro på den andens kærlighed, så afkræver du konstant at få beviser på den. Et andet af jalousiens ansigter er vrede. Det kan enten være vrede rettet mod din kæreste. Eller det kan være vrede rettet mod folk, som du frygter, vil tage din partner fra dig.
En lille smule jalousi i et parforhold skader ikke. Du kan tværtimod vælge at se din jalousi som et tegn på, hvor vigtig din kæreste er for dig. Men ligesom alle andre følelser så kan jalousi kamme over og blive for meget. Det kan fx vise sig ved, at du vil bestemme, hvad din kæreste må og ikke må. Eller ved at du konstant plager dig selv med tanker om at blive forladt.
Et godt sted at starte er acceptere, at du indimellem bliver jaloux. Mange af os skammer os over at være jaloux og ser det som et tegn på, at det er noget galt med os. Men jalousi er en følelse, som alle kender til. Typisk bunder jalousi i, at der er et menneske dit liv, som betyder rigtig for meget for dig, og som du derfor er bange for at miste. Og dét er der jo slet ikke noget galt i. Så prøv, om du i stedet for at skamme dig over jalousien kan øve dig i at give den lov til at være der, uden at du behøver at handle på den.
Allerførst skal du vide, at det er helt normalt at føle sig jaloux på sin ekskæreste. Det er noget nærmest alle prøver før eller siden. Måske river det i dit hjerte at se, at din eks-kæreste er glad og måske har fundet sig en ny kæreste. Eller måske ser du slet ikke din eks-kæreste mere, men er plaget af forestillinger om alt det sjove og spændende, han eller hun nu oplever.
Desværre findes der ikke en mirakelkur, der – hokus-pokus – kan få smerten og jalousien til at forsvinde. Men heldigvis oplever langt de fleste, at det bliver lettere med tiden.
Jalousi bunder som regel i frygt for at blive forladt, fordi du ikke føler dig god nok. Det er derfor ikke spor underligt, at mange rammes af jalousi, når de tænker på deres kærestes tidligere partnere.
Oppe i hovedet kan du nemlig gøre dig alle mulige forestillinger om dine forgængere og tænke, at: “De var garanteret sjovere, smukkere og meget bedre til at kysse end mig…” Og herfra er der ikke langt til at tænke “Åh nej, jeg bliver sikkert forladt, for jeg kan slet ikke leve op til de andre.”
Kæmper du virkelig med jalousien
– så det forpester dit eget og din kærestes liv?
For mange mennesker gør jalousien det svært at styre deres vrede. Derfor kommer de let til at sige eller gøre ting, de bagefter fortryder. Kender du det? Tjek også: Bliver du alt for vred? Få råd der hjælper dig.
I de værste tilfælde kan jalousi føre til vold. Enten fysisk vold, hvor man slår kæresten – eller psykisk vold, hvor man opfører sig, som om man ejede den anden. Man bestemmer fx, hvem den anden må se, at den anden ikke må gå ud alene eller skal komme hjem på bestemte tidspunkter.
Gør jalousien dig fysisk eller psykisk voldelig, er det vigtigt, at du sørger for at få hjælp. Hos Dialog mod Vold kan du alle hverdage få en anonym telefonsnak om din situation.