Halløj

Min mor truer mig med at tæske mig. Det er virkelig voldsomt, jeg må ingen ting, jeg har fået taget min telefon i 7 måneder, jeg føler mig udenfor fællesskabet.

Min fortid har ikke været det bedste… Og min mor åbner det hele tiden. Vær gang jeg har gjort noget, åbner hun min fortid og begynder at snakke i mindst en time. Jeg har tænkt på selvmord vær gang hun har truet mig med noget. Men jeg har aldrig villet dø. Jeg ville bare vise min mor, at jeg virkelig ikke kan klare det mere! Jeg er mest bange for hvis min kæreste finder ud af min fortid, og hvilke ting jeg har gjort, han er muslim, og han vil nok ikke have en som mig, selvom jeg ikke er den gamle mere. Jeg er begyndt at blive bedre i skolen, jeg fik altid lave karakter men er begyndt lige så stille at blive bedre, det har jeg fået af vide af min nuværende lærer. Jeg har aldrig gidet at snakke om mig selv, jeg synes det ubehageligt, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har altid kun ønsket kærlighed fra min mor, som jeg så aldrig fik eller får. Jeg prøver mit bedste nu, og er glad for lærernes komplement om mig. Jeg har intet fortalt, så må hun blive chokeret en dag. Jeg har også fået bedre karakter, som jeg ikke har gidet at vise. Hun begynder alligevel altid sådan her ”jaja 2 dage, så er det 02 igen.” så må hun blive overrasket. Jeg er også begyndt at være ligeglad med mine venner, om de en dag ikke magter mig mere, kan de bare lade vær. Er så ligeglad med folk, det var jeg ikke engang. Og det er slet ikke for at lyde sej. Men sådan er jeg blevet.

(Pige, 15 år)


Kære Pige på 15 år

Jeg forestiller mig, at det må være rigtigt svært og utrygt at bo hjemme hos din mor. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen imod at få det bedre.

Det giver god mening, at du har det sådan

Du skriver, at du altid bare har ønsket at få den kærlighed fra din mor, som du aldrig har fået. Og det giver bare så god mening, at det er sådan, du har det. For din mor har ikke behandlet dig særligt godt, så jeg kan sagtens forstå, at du længes efter at få kærlighed fra hende. Forældrenes kærlighed er nemlig noget af det allervigtigste for et barn, fordi den giver tryghed og beskyttelse. Så det føles utrygt, når man ikke føler sig elsket af sine forældre. Og hvis man så samtidigt også faktisk bliver truet af den ene af sine forældre, som du gør, så forestiller jeg mig, at det må føles virkeligt utrygt at være derhjemme.

Jeg vil også rigtigt gerne understrege, at den måde din mor opfører sig på, på ingen måder er i orden. For alle børn og unge har ret til at føle sig trygge og have det godt derhjemme. Og uanset hvad man selv har gjort, så giver det aldrig ens forældre ret til at true en med tæsk. Hvis ens forældre truer en med tæsk, så er det faktisk det, man kalder for psykisk vold. Og vold er forbudt i den danske lovgivning, hvilket gælder for både den fysiske vold, hvor man slår. Men det gælder også for psykisk vold. For psykisk vold kan gøre lige så ondt indeni, som psykisk vold kan. Så når din mor truer med at tæske dig, så gør hun ikke kun noget, der gør rigtigt ondt på dig. Hun gør også noget, der faktisk er ulovligt.

Snak med en voksen

Mit allerbedste – og vigtigste – råd til dig er, at du skal fortælle nogen, hvordan du har det derhjemme. For du skal have hjælp, så det kan blive rart og trygt for dig at være hjemme. Og måske din mor skal have hjælp til at forstå, at det hun gør ikke er i orden. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der er en voksen i nærheden af dig, som du kan snakke med?

Kunne der for eksempel være en af dine lærere, som du ville være tryg ved at fortælle, hvordan du har det derhjemme? Lærere har nemlig også et ansvar for, at deres elever har det godt. Og de fleste lærere holder også af sine elever og vil rigtigt gerne hjælpe dem, hvis de af en eller anden grund ikke har det godt. Hvis der er en anden voksen, som du har mere lyst til at snakke med, så kan du også sagtens gøre det. Det kunne være en onkel, tante eller måske en bedstemor. Det vigtigste er nemlig, at du får snakket med en voksen, så de kan hjælpe dig.

Kender du Bryd Tavsheden?

Jeg kommer til at tænke på, om du mon kender til Bryd Tavsheden? Det er en organisation, der blandt andet arbejder for at hjælpe børn og unge, der bliver udsat for fysisk eller psykisk vold i hjemmet. Så hvis der ikke er en voksen af dig i nærheden, som du er tryg ved at snakke med. Eller hvis det er nemmere for dig at starte med at snakke med nogen, der ikke kender dig, så kan du altid tage fat i Bryd Tavsheden. Det er nogle super søde og dygtige rådgivere, der er klar til at hjælpe dig deer. Og de er vant til at snakke med børn og unge, der har det svært derhjemme, så de ved godt, det kan være svært at snakke om. Du kan være helt anonym hos Bryd Tavsheden, hvis du helst vil det.

Tag fat i Livslinien

Du skriver, at du overvejer selvmord, når din mor truer dig. Når jeg læser det, så tænker jeg, det lyder som om, selvmord popper op som en slags sidste løsning, når din mor truer dig. Og det tænker jeg, giver rigtigt god mening. For jeg forestiller mig, at du føler dig rigtigt presset, når du bliver truet. Og når man er rigtigt presset, og der flyver en masse tanker rundt i hovedet på en, så kan det nogle gange være svært at se, hvordan man nogensinde skal komme ud af situationen igen.

Så er det, at selvmord måske kan poppe op som en løsning, så man kan vise folk, at man ikke kan klare det mere og få hjælp. Men det lyder jo ikke som om, du har lyst til at dø. Og du kan godt få fortalt nogen, at du ikke kan klare det her mere uden, at du behøver forsøge at tage dit eget liv. Derfor laver jeg lige et link til Livslinien. Det er et sted, hvor man kan snakke med nogle super dygtige rådgivere om at have selvmordstanker. Dem skal du tage fat i, hvis du på et tidspunkt kan mærke, at selvmordstankerne fylder for meget for dig. Og du skal hellere tage fat i dem en gang for meget end en gang for lidt.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det derhjemme. Så du kan få hjælp til, at det kan blive trygt for dig at være hjemme. Og så du kan få det godt igen.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper