Jeg har et par venner i min klasse, der er gode venner med nogle andre fra årgangen. De har en messengergruppe, som jeg ikke er med i, men som jeg gerne vil være en del af.

Hej.

Jeg er lige startet på gymnasiet og jeg har et par venner fra min klasse, men mine venner er også gode venner med andre fra årgangen. Men jeg kender dem DSV ikke så godt, jeg ved ikke hvad jeg skal snakke med dem om eller noget… jeg ved ikke hvordan jeg skal starte en samtale foran folk… der er blevet dannet en messenger gruppe hvor jeh ikke er med men resten af drengene er med, jeg spurgte min “gode” ven om han vil tilføje mig men han sagde måske men ikke gjorde det… det er typisk der de lærer hinanden meget bedre og kende og laver noget sammen i fritiden… jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre… jeg vil ønske at jeg blev tilføjet til gruppen

(Dreng, 16 år)


Kære dreng på 16 år

Det lyder en rigtigt træls situation. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det lyder ikke særligt rart

Jeg kan virkeligt godt forstå, at du gerne vil tilføjes den messenger-gruppe, som de andre er med i. For det kan gøre super ondt at blive holdt udenfor fællesskabet på den måde. Vi mennesker har nemlig brug for at høre til i fællesskabet. Det er helt naturligt, for dengang vi boede på savannen, var det nemlig ret farligt for os, hvis vi ikke var en del af fællesskabet. Risikoen for at blive spist af en bjørn, var nemlig ret meget større, hvis man gik alene rundt på savannen. Det kan vores hjerne stadig huske, så selvom det ikke er farligt på helt samme måde ikke at være en del af fællesskabet i dag, så kan det bare gøre så ondt stadigvæk.

Snak med din ven om det

Jeg synes, du skal prøve at snakke med din ven om, hvorfor han ikke har tilføjet dig til messenger-gruppen. Det er nemlig den eneste måde, du kan få svar på, hvorfor han ikke gjorde det. Jeg ved godt, at det er meget lettere sagt end gjort. Det er nemlig mega sårbart at gøre det. For der er en risiko for, at du får et svar, som ikke er særligt rart at høre. Så det skal du være klar på.

Men det kan jo også være, at der er en helt fredelig grund til, at du ikke er blevet tilføjet til gruppen. Det kan for eksempel være, at din ven simpelthen bare har glemt det, eller at han måske lige skal have snakket med de andre om det. Og hvis du gerne vil vide, hvorfor han ikke tilføjede dig til messengergruppen. Og om der er noget, du kan gøre for at blive tilføjet til gruppen, så er det nok den eneste måde, du kan få svar på.  Hvis du gerne vil have nogle tips til, hvordan du kan tage samtalen med din ven, så kan du læse vores artikel om, hvordan man kan håndtere konflikter med sine venner.

Snak med dine forældre

Jeg synes også, du skal prøve at snakke med dine forældre om den her situation. For det lyder virkeligt ikke som nogen særligt rar situation. Og jeg kan godt forstå, det er svært for dig at finde ud af, hvad du skal gøre. Men når man er i en situation, hvor man ikke helt ved, hvad man skal gøre, så kan det være rigtigt rart at snakke med nogen andre om det. For det kan komme til at fylde virkeligt meget, hvis man går med det alene, fordi ens tanker får lov til at køre i ring i hovedet uden, at man rigtigt kommer frem til en løsning. Men hvis man snakker med nogen andre om det, så skal man ikke løse situationen alene. Så er der nogen, der kan hjælpe en. Og tit har andre nogle andre idéer og tanker om, hvad man kan gøre, end man selv har. Derfor tænker jeg, at det kunne være rigtigt rart for dig at snakke med dine forældre om det.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvad du gør ved, at du ikke er blevet tilføjet til drengenes messenger-gruppe.

De bedste hilsner fra en Mindhelper