Hej Mindhelper
Jeg er en pige som går i 9. Klasse lige nu og jeg har det ret svært her for tiden. Jeg plejede at være en glad pige, men jeg er begyndt at blive mere stille og indadvendt. Jeg har det virkelig svært med min årgang og føler ikke rigtigt at folk kan lide mig. Jeg havde 2 bedste veninder på årgangen, men efter de er blevet blandt de populære og fester med de populære, så gider de mig ikke rigtig mere. Jeg føler at de er ligeglade med mig og gider kun hinanden og de populære. Jeg er altid tredjehjul med dem og de har såret mig rigtig mange gange, men jeg bliver ved med at tilgive dem fordi de er mine tætteste veninder. Jeg ved ikke rigtigt Hvad jeg skal gøre mere, fordi lige for tiden er jeg ret sur på dem over alt det de har gjort mod mig. Har snakket med dem flere gange omkring det hele men de har aldrig gjort noget anderledes og de bliver ved med at såre mig. Jeg ved bare ikke om jeg skal tilgive dem igen, fordi kan ikke klare at blive ved med at blive såret af dem.
(16 år)
Kære dig,
Det lyder slet ikke rart at føle at andre ikke kan lide én, eller at ens veninder hellere vil være sammen med andre end en selv. Det kan jeg godt forstå, du synes er svært at være i, sådan tror jeg, de fleste ville have det.
Det er helt naturligt at have perioder med sine venner, hvor man er mere på bølgelængde end andre gange. Men det er aldrig rart, hvis man når til et punkt, hvor man har en konstant følelse af, at være udenfor, eller at de ikke kan lide én.
For det første synes jeg, det er mega sejt, at du allerede har prøvet at tale med dem. Det kræver meget mod at fortælle andre, hvordan man har det. Derfor kan jeg også godt forstå, at det gør dig ked af det, når situationen så ikke ændrer sig, og det kan føles som om, at man taler for døve ører.
Kan du tale med dem igen?
Selvom du allerede har prøvet at tale med dine veninder, og de indtil nu ikke har ændret sig, så har jeg alligevel lyst til at foreslå, om du har mod på at prøve at tage en snak med dem igen?
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeres snakke har været tidligere, men jeg kommer til at tænke på, om dine veninder mon selv er klar over, hvad de præcist kan gøre anderledes for, at du ikke føler dig udenfor.
Derfor får jeg lyst til at foreslå, om du mon kunne aftale et tidspunkt med dine veninder, hvor I kan sætte jer ned og tale sammen. Du kan eventuelt spørge, om en lærer du stoler på kan være med, hvis du føler dig utryg i at gøre det alene?
Jeg tænker I kan tage en snak igen, hvor I sammen kan tale om, hvordan I oplever jeres venskab og situationer på skolen. Det er her vigtigt at tænke over, at holde ‘bolden’ på sin egen banehalvdel. Altså huske at tale ud fra sit eget perspektiv.
Det kan være en rigtig god ide, fordi man ikke kan vide, hvad de andre tænker og føler, og dermed undgår man at komme til at virke anklagende overfor de andre.
Kunne du for eksempel fortælle dine veninder, hvordan du føler jeres venskab er for tiden? Eller hvordan du får det, når du føler dig udenfor? På den måde kan det være at i sammen kan finde en løsning, og det kan være du også kan lære mere om, hvad de tænker om situationen.
I vores artikel: Lær at håndtere dine konflikter. Red venskaberne, kan du læse en masse om hvordan du kan håndtere situationen, og råd til hvordan man redder det gode venskab.
Jeg kan selvfølgelig ikke love dig, at dine veninder vil ændre sig, selvom du taler med dem igen, men så ved du i hvert fald, at du selv har gjort hvad du kunne.
Nye venner kan være spændende og helende
Du skriver selv, at du allerede har prøvet at tale med dine veninder mange gange nu, men at de intet gør anderledes, og at de har såret dig mange gange.
Ligesom du også selv skriver, kommer jeg til at tænke på, om det er nogle, som du har lyst til at bruge energi på at være venner med? Venskaber skal helst være rare at være i det meste af tiden, og det skal være her vi finder tryghed og glæde.
Du går i 9. klasse, hvilket formentlig også vil sige, at du snart skal noget nyt. Det kan være du skal på gymnasiet, læse en erhvervsuddannelse eller skal ud og arbejde. Uanset hvad, så er du på en rejse, hvor du snart får mulighed for nye venner.
Du kan overveje, om du skal lægge noget mere energi i at finde nogle gode venner, som du passer godt sammen med, det nye sted du lander?
Du kan altid læse vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende, her kan du læse en masse om at få nye venner, og hvordan man kan gribe det an.
Har du talt med nogle af dine andre venner?
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har talt med nogle af dine andre venner om situationen? For det første kan det være rigtig rart at få lettet hjertet, når man går med svære tanker, men det kan være dine venner måske kan se situationen fra en ny vinkel?
Det kan også være dine venner måske selv har prøvet en lignende situation, og har et godt råd?
Headspace vil altid lytte
Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg varmt anbefale Headspace. De er en organisation som tilbyder rådgivning til unge mellem 12-25 år, og der findes ikke for store eller små problemer.
Der er Headspace centre i de fleste storbyer. Det er helt gratis, og du kan være anonym, hvis du har lyst til det. Du kan finde en afdeling nær dig på Headspace.dk.
Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse varm energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper