Min veninde har det svært og er tit negativ. Det påvirker også mig, så jeg bliver trist. Jeg har prøvet at sige det til hende, men hun lytter ikke rigtigt.

Hej

jeg har en veninde som har det svært og ofte er meget ked af det jeg kan virkelig godt lide hende som veninde men jeg føler bare hun forhindre mig i at være glad fordi jeg er bekymret for hende og jeg er altid nervøs i skolen når vi er sammen for hun kan lige pludselig bliver sur eller begynde at græde. Det er også svært at klage over noget f eks hvis jeg har slået min fod for så fortæller hun bare om at hendes liv er så svært, så jeg har svært ved at snakke med hende uden at jeg skal tænke på hvad jeg nu fortæller hende og om det er noget der gør hende ked af det. Jeg har prøvet at fortælle hende at jeg synes det er lidt træls når hun er negativ og at jeg bliver trist når hun er trist men hun lytter ikke rigtigt.

Kan I måske hjælpe?

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det kan være rigtigt svært, når man har en veninde, som man har det svært. Fordi det kan påvirke ens eget humør også. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Snak med hende igen
Du skriver, at du allerede har prøvet at snakke med hende om det. Og det skal du have ros for, for det er nemlig den bedste måde at løse konflikter på. Og det bedste råd jeg kan give dig, er også at prøve at snakke med hende igen. Og fortælle hende, at du også gerne vil have, at der for eksempel er plads til, at der kan være sket noget træls for dig.

Men vær opmærksom på ikke at komme til at skælde din veninde ud for at være negativ for eksempel. For når man, som din veninde, har det svært, kan man ikke bare holde op med at være trist og negativ fra den ene dag til den anden. Når man har det svært, farver det nemlig hele ens måde at tænke på. Så jeg er også næsten sikker på, at det ikke er med vilje, at din veninde opfører sig sådan. Men derfor er det helt fair, at du siger fra. Du skal bare huske ikke at skælde hende ud for, at hun har det, som hun har det. Men i stedet fortælle hende stille og roligt, at det også påvirker dig, når hun er trist. Og at du har brug for, at der også er plads til dig i jeres venskab.

Tag en pause
Det påvirker dig rigtigt meget, at din veninde har det så svært. Og det kan jeg godt forstå, for det er ikke særligt rart at se en, man holder af være trist og negativ. Nogle gange kan det være en rigtigt god idé at tage en pause fra den, der har det svært. Ikke nødvendigvis i flere dage, men bare lige i et par timer, hvor man kan passe på sig selv og tænke lidt på noget andet.

Det kan du for eksempel gøre ved at være sammen med nogle andre veninder, som du kan have det sjovt sammen med. Men hvordan du gør det, er egentligt ikke så vigtigt. Så længe du laver noget, som du har det sjovt med. Og som kan flytte dine tanker lidt fra din veninde. Så kan du også meget bedre være der for din veninde bagefter. Man har nemlig mere overskud til at lytte og hjælpe, hvis man ikke også selv er trist. Desuden får jeg også lige lyst til at sige til dig, at din veninde aldrig kun er dit ansvar. Det er først og fremmest de voksne omkring din veninde, der skal hjælpe hende, så hun kan få det godt igen.

Snak med nogen andre om det, der fylder
Når din veninde har det super svært lige nu, kan det godt være svært for hende også at skulle rumme andres følelser. Det er ikke fordi, hun er et ondt menneske, der ikke gider lytte til dig. Det er simpelthen bare fordi, der er så meget andet, der fylder i hendes hoved lige nu. Derfor er det også en god idé at finde nogen andre at snakke med, når der er noget, der fylder meget for dig. Det kunne for eksempel være nogle andre veninder. Men det kan også være dine forældre eller en voksen, du er tryg ved at snakke med. Det er nemlig vigtigt, at du også får lov til at snakke med nogen om de ting, der fylder for dig. Som for eksempel den her situation med din veninde. Og en anden veninde eller dine forældre har bare lidt mere overskud til at lytte til dig lige nu, end din veninde.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, som har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan passe på dig selv og din veninde samtidigt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper