Hej.
Jeg er en 14 årig pige. Alle mine venner skal Konfirmeres, og får en masse penge. Jeg har dog selvfølgelig ikke lyst til at blive konfirmeret der hvor jeg ikke tror på deres religion. Men det der er, er at jeg også rigtig gerne vil få penge selvom Jeg ikke skal konfirmeres eller nonfirmeres. Mine venner bleger sig med at de får penge, eller bare siger det. Håber i forstår mig. Jeg har også mange ting jeg ønsker mig og derfor, har jeg selv lysten til det.
Kan i hjælpe mig med at få lysten væk, eller prøve at forklare mig hvad jeg kan gøre?
Mvh den bevidstløse.
(Pige, 14 år)
Kære den bevidstløse
Det kan være rigtigt svært at være den eneste blandt sine venner, der ikke skal konfirmeres. Og jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at dele dine tanker.
Det er helt normalt
Til at starte med får jeg lyst til at fortælle dig, at det er mega sejt, at du gerne vil stå ved din beslutning om ikke at blive konfirmeret. Det kan nemlig være rigtigt svært, når alle ens venner ellers skal konfirmeres. Mennesket er nemlig et ret socialt dyr, så derfor vil vi gerne passe ind. Og gøre det som alle andre gør. Der for forstår jeg virkeligt godt, at det kan være svært for dig, at dine venner skal konfirmeres og får en masse gaver, når du ikke gør. For det er faktisk helt normalt at have det sådan. Og jeg tror, der er mange, der ikke er blevet hverken kon – eller nonfirmeret, som kan nikke genkendende til dine tanker.
Klap dig selv på skulderen
Du spørger, om jeg kan hjælpe dig med at få lysten til at blive konfirmeret at gå væk? Det er rigtigt svært at få lysten til at forsvinde helt. For det er som sagt en helt normal menneskelig følelse, at du har lyst til at blive konfirmeret, når alle andre også bliver det. Men jeg kan prøve at give dig nogle råd, der måske kan få lysten til at fylde lidt mindre.
Det første råd går ud på at forsøge at acceptere lysten til at blive konfirmeret. Det er mega svært, det ved jeg godt. Men følelser har det med at give hurtigere slip, hvis man giver dem plads til at være der. Så prøv sig til dig selv, at det er okay, at følelsen er der, næste gang den kommer. Og husk også lige at klappe dig selv på skulderen for, at du faktisk står fast på din beslutning om ikke at blive konfirmeret. For det er nemlig virkeligt ikke nemt at gøre noget andet en flertallet. Hvis du har brug for et konkret redskab til at blive bedre til at acceptere din lyst til at blive konfirmeret, kan du prøve mindfullness. I mindmullness øver man sig nemlig i at være til stede med de følelser, man har lige her og nu uden, at man er dømmende overfor dem. Så det er et rigtigt godt redskab til at lære at acceptere sine følelser med.
Mit andet råd til dig er, at du kan prøve at distrahere dig selv lidt, når du mærker at lysten til at blive konfirmeret kommer til at fylde rigtigt meget. Nogle gange kan det nemlig også være rart bare at få en pause fra det, der fylder. Og det kan man tit få ved at lave noget, man synes er sjovt. Og som kræver lidt koncentration. For vores hjerne er ikke så god til at fokusere på for mange ting på en gang. Så prøv at tænk over, hvad der plejer at gøre dig glad. Det er ikke så vigtigt præcis, hvad det er. Bare det er noget, der kan flytte dine tanker væk fra lysten til at blive konfirmeret. Og noget du kan komme til at gøre, når lysten melder sig. Det kunne for eksempel være at se en god serie på Netflix.
Fortæl det til dine venner
Du skriver, at dine venner til blærer sig med, at de får mange penge. Eller at de i hvert fald bare tit siger det. Og det lyder, som om det faktisk ikke er særligt rart for dig, fordi du ikke får gaver? Det forstår jeg virkeligt godt. Og derfor synes jeg også, det er rigtigt vigtigt, at du får sagt til dine venner, at det faktisk ikke er rart for dig. Det er nemlig rigtigt svært for dine venner at vide, at det ikke er rart for dig, at de snakker om alle deres gaver, hvis ikke du fortæller dem det. Man kan nemlig ikke se tanker og følelser på andre. Hvis du har brug for nogle gode råd til, hvordan du snakker med dine venner om det, kan du prøve at læse vores artikel med gode råd til at snakke med sine venner om de svære ting. Måske er der noget i den, du kan bruge?
Snak med dine forældre
Mit allerbedste råd til dig er, at du skal snakke med dine forældre om din lyst til at blive konfirmeret. Det lyder nemlig, som om det fylder rigtigt meget for dig, at du for eksempel ikke får lov til at holde en fest med gaver, som dine venner gør. Og det forstår jeg virkeligt godt er svært. Men det allervigtigste man kan gøre, når der er noget, der er svært, er at få snakket om det. Når man får sat lidt ord på sine tanker og følelser, kommer de nemlig tit til at føles lidt mindre.
Du kan også prøve at snakke med dine forældre om, om I kan finde en løsning, så du også kan få lov til at holde en lidt større fest uden, at du behøver blive non – eller konfirmeret. Der er for eksempel nogen, der vælger at holde en lidt større fødselsdag, det år hvor deres klassekammerater bliver konfirmeret. Det kan være, at det også er en mulighed for dig? Hvis du synes, det er lidt svært at skulle starte snakken med dine forældre, kan du prøve at skrive dine tanker til dem i et brev. Det kan nemlig nogle gange gøre det lidt nemmere at få tingene sagt, fordi man så har tid til at tænke over, hvordan man vil sige dem.
Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så ønsker jeg dig alt muligt held og lykke med det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper.