Hej Mindhelper,

Jeg er en 16-årig pige, der skriver herind fordi jeg ikke er særlig glad for tiden. Her på det sidste er jeg begyndt at interessere mig for teater og skuespil. Det kunne være sjovt og spændende, at prøve, men der kommer nogen ting i vejen.

For det første er jeg slet ikke egnet til at lave skuespil fordi jeg er så genert og indadvendt. For det andet opfatter jeg skuespil som to forskellige ting. Skuespil er jo replikker som bliver opført på en scene, men for mig virker skuespil nogengange som noget folk laver, når de ikke tør eller ikke har lyst til at vise hvad de mener eller føler i virkeligheden og det gør mig ret urolig. Fx, hvis en person er ked af det, men hele tiden går rundt og smiler, så laver vedkommende jo en form for skuespil for at skjule hans/hendes triste følelse. Giver det mening?

Fordi jeg ser skuespil på de her to forskellige måder, bliver jeg derfor både misundelig på og urolig for mennesker, der er gode til skuespil pga. deres evne til at lave teater, men også skjule følelser. Den blandede følelse af jalousi og uro er ikke rar. Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg håber ikke, at mit brev lyder fordomsfuldt eller mærkeligt.

Mvh den uegnet

(16 år)


Kære Den uegnede

Det kan være super frustrerende, når man har fået en interesse, som man er lidt usikker på, om man kan forfølge. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Skuespil er et håndværk, som man skal lære

Det lyder super spændende, at du er begyndt at interesserer dig for teater og skuespil. Det kan nemlig både være interessant og sjovt, når man får en ny interesse. Derfor kan jeg også godt forstå, at du godt kunne tænke dig at prøve kræfter med skuespil. Men jeg kan også sagtens forstå, hvis det virker meget grænseoverskridende. For de fleste er det nemlig en stor grænse at skulle overskride at stille sig op foran et publikum og spille en rolle. Og hvis man så samtidigt også er genert og indadvendt, så ligger det bare endnu længere væk fra ens normale temperament at skulle være i centrum på en scene. 

Men det at man er indadvendt og genert, er ikke det samme som, at man ikke sagtens kan spille skuespil. Der findes massere af kendte skuespillere, der faktisk normalt er generte og introverte. Men som bruger skuespillet og teateret som en måde at udfordre deres generthed og slå sig løs. Og for mange kan skuespil være en rigtigt god måde at udfordre genertheden på, fordi man spiller en rolle og har nogle bestemte replikker, man skal sige. Så på den måde kan man være en helt anden person på scenen, end man måske er i virkeligheden. 

Derfor synes jeg også, at du skal prøve at kaste dig ud i det, hvis du godt kunne tænke dig at prøve teater. For det med at spille skuespil er også lidt en håndværk. Det er noget, som alle skal lære, og som man lærer hen ad vejen. Selv de skuespillere vi ser på TV og i teateret, har været helt grønne engang og skulle lære, hvordan man gør. Og som med så meget andet så bliver man bedre til det, jo mere man øver sig. Du kan prøve at kigge på vores artikel om at udfordre sin generthed, hvis du har lyst. Det kan være, der er noget i den, der kan give dig lidt inspiration til at turde at hoppe ud i det med skuespillet. 

Vi gør det alle ind imellem 

Du har helt ret i, at der på en måde godt kan være to sider af skuespil. Der er en form for skuespil, som man laver i film og i teateret, hvor man spiller en helt anden person. Og så er der den form for skuespil, som man nogle gange kan lave, hvis man af en eller anden grund ikke har lyst til at vise sine følelser eller sige sin mening. Den sidste form for skuespil er noget, som stort set alle mennesker gør ind imellem. Det kan der være mange grunde til. 

Det kan for eksempel være, at man ikke synes, at ens venindes kjole er særligt pæn. Men når hun spørger, hvad man synes om den, så lader man som om, man godt kan lide den for ikke at såre hendes følelser. Mon du kan genkende den situation? Men det kan også være, at man fra helt lille har lært, at ens forældre kun gider en, når man er glad og ikke laver ballade. Så kan man blive rigtigt dygtig til at lade som om, man har det fint, selvom man i virkeligheden er ked af det for ikke at gøre sine forældre sure. 

Det behøver ikke at hænge sammen

Det lyder som om det med, at nogen skjuler deres følelser eller meninger gør dig utryg. Jeg kommer til at tænke på, hvad det er, der gør dig utryg? Er det fordi, du er bange for, du selv kommer til at blive for god til at skjule dine følelser? Det kan være en ubehagelig tanke, hvis man bliver så god til at skjule sine følelser, at andre ikke kan se, hvordan man har det. For vi mennesker er ikke bygget til at skulle gå og skjule vores følelser hele tiden. 

Men du skal vide, at de to former for skuespil ikke behøver at hænge sammen. Det kan sagtens være, at en der spiller skuespil også er rigtigt dygtig til at skjule sine følelser i virkeligheden. Men der er også mange skuespillere, der har følelserne ude på tøjet, og hvor man altid kan se, hvad de føler. Omvendt findes der mange, der ikke spiller skuespil, som er rigtigt dygtige til at skjule deres følelser, fordi de har haft brug for det for at kunne komme igennem livet.

Snak med nogen om det

Jeg tænker på, om du mon har prøvet at snakke med nogen omkring dine tanker om skuespil og teater? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal prøve at gøre det. Det kunne for eksempel være dine veninder, dine forældre eller en helt tredje person. Det kan nemlig være rigtigt rart at have nogen at dele sine tanker med. Så kan de nemlig fortælle, hvad de tænker om de ting, som man fortæller. Og tit så kan folk se nogle lidt andre ting, end man selv kan, fordi de kan se tingene lidt mere udefra. 

Samtidigt så tænker jeg også, at der nok er nogen af dem, du er tæt på, som gerne vil støtte dig, hvis du kaster dig ud i skuespillet. Og det kan være rigtigt rart at have nogen, som støtter en og har ens ryg, når man kaster sig ud i noget, som er lidt grænseoverskridende. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Jeg håber i hvert fald, at du kan tage med dig fra mit svar, at man sagtens kan spille skuespil, selvom man er genert og indadvendt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper